En lidenskabelig teolog

Henning Kjær Thomsen, rektor for Pastoralseminariet i Århus, fylder 50 i morgen

Et af de centrale punkter for Henning Thomsen er at få kirken i spil i samfundet. Den skal ikke forvises til sit eget reservat, men påvirke statens socialpolitik og dens behandling af de svage grupper.  Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.
Et af de centrale punkter for Henning Thomsen er at få kirken i spil i samfundet. Den skal ikke forvises til sit eget reservat, men påvirke statens socialpolitik og dens behandling af de svage grupper. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Selvom det var noget af en kirkelig sværvægter, Henning Kjær Thomsen trådte i sporet af, da han i 1998 efterfulgte Gerhard Pedersen som rektor for Pastoralseminariet i Århus, er der almindelig enighed om, at efterfølgeren har formået at tage arven op. Henning Thomsen markerer sig i dag som en af de stærke profiler i det danske folkekirkelige landskab, en lidenskabelig teolog, kendetegnet ved klare og præcise meninger omkring kirke, kristendom og samfund.

I morgen, fredag den 5. maj, fylder han 50, og det fejres med en reception på Pastoralseminariet i Århus, hvor man samtidig tager afsked med Helle Christiansen, som efter fem år som lektor nu er blevet udviklingschef i Kirkens Korshær. Der er desuden en tredje anledning, nemlig markeringen af en ombygning, hvor en ny loftsetage er blevet inddraget til opholdsrum for eleverne, så det nu kan bruges til undervisning. Dette projekt er direkte affødt af, at Pastoralseminiariet i disse år oplever et ekstra stort elevpres, med deraf følgende pladsmangel.

Henning Thomsen var sognepræst ved Budolfi Kirke i Aalborg, da han fik udnævnelsen til rektor, men han havde i 12 år arbejdet ved universiteter i Danmark og udlandet, og befinder sig godt ved sin rektorpost, fordi Pastoralseminariet netop placerer sig lige i krydsfeltet mellem videnskab og kirke – midt imellem universitetet og det faktum, at der skal forkyndes i kirken i morgen.

– For mig ligger den store udfordring i at forene de to verdener og få dem til at fungere sammen.

Pastoralseminarierne er det nærmeste vi herhjemme kommer en præsteuddannelse. De nyudklækkede teologer fra universiteterne skal her lære, hvordan man fungerer som præst i den danske folkekirke. Det har de et halvt år til, og det er alt for lidt, konstaterer Henning Thomsen, men sådan er vilkårene.

Som rektor og underviser i prædikenlære er han med til at sætte sit personlige præg på de nye præstegenerationer. I ham møder eleverne en engageret pædagog og et menneske, som brænder for teologien og tænkningen. For Henning Thomsen er det aldeles ikke ligegyldigt, hvad vi som mennesker tænker om Gud, og det med Vorherre er heller ikke blot et spørgsmål om følelser og fornemmelser. Derfor har han også i den offentlige debat stillet sig skeptisk over for tidens individuelle religiøsitet og den deraf følgende interesse for spiritualitet.

Teologisk er han påvirket af efterkrigstidens tyske teologer, og centralt står for ham den kristne korsteologi – det paradoks, at Gud i sin kærlighed giver afkald på magten og lader sig korsfæste. Centralt i den forbindelse er samtidig, hvordan Gud i dag er til stede hos mennesker, og her er Henning Thomsen en klar fortaler for, at kirken skal spille en aktiv rolle i samfundet.

– Kirken skal ikke blive i sit eget reservat, men i spil ind i den offentlige debat, og det synes jeg heldigvis vi oplever mere og mere. Kirken må påvirke statens socialpolitik og dens behandling af de svage grupper.

Henning Thomsen bidrog for et par år siden til bogen "Helhed og splittelse", hvor lidelsens problem blev taget under behandling. Bogen, der blev udgivet på Aros, markerede en ny udgivelsesvirksomhed for Pastoralseminariet. Senere i år udgives en ny pastoralteologi på 400 sider, skrevet i samarbejde med Helle Christiansen. Henning Thomsen er næstformand for Danske Sømands- og Udlandskirker, og bestyrelsesmedlem i Bibelselskabet. Han har siden 1993 været gift med Inge Pilegaard Thomsen, der nu er Korshærspræst i Vejle. Parret har fire børn, som alle er adopteret fra det samme indiske børnehjem.

steens@kristeligt-dagblad.dk