Prøv avisen

En livslang kamp mod human nedkøling

Steen Hildebrandt har blandt andet skrevet samtalebogen ”Oprør fra hjertet. Tro, håb og handling” med biskop Kjeld Holm og har gennem sin karriere sat mennesket i centrum inden for ledelse og organisation. – Foto: Leif Tuxen.

I sit arbejde med ledelse har professor Steen Hildebrandt kæmpet for at sætte mennesket i centrum. På sin 70-årsdag i dag er han stadig i oprør mod tidens ligegyldighed over for den enkelte

Steen skaber nye ord og udtryk og dermed skaber han også nye virkeligheder. Sådan lyder bedømmelsen fra en af Steen Hildebrandts mange gamle venner og samarbejdspartnere. At 70-års fødselaren har mange venskaber, der er dyrket frem gennem faglig frugtbarhed, er sigende for hans integritet. Det, professoren i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet, er optaget af som menneske, manifesterer sig også i hans videnskabelige arbejde, hedder det.

LÆS OGSÅ: TV 2' stridslystne skaber

Og der er ingen tvivl om, at Steen Hildebrandt har været optaget af at skabe en ny virkelighed gennem sit faglige virke. Med et udtryk som en farlig human nedkøling retter Steen Hildebrandt en skarp kritik af det, han har set som en udvikling hen mod ligegyldighed over for den enkelte. Han var en af de første herhjemme til at fokusere på de menneskelige forhold inden for ledelse og har gennem en imponerende karriere haft for øje at sætte mennesket i centrum i virksomheders og organisationers udvikling. Hans forskning manifesterede sig i 1976 i en ph.d.-afhandling om styringsmodeller i virksomheder og fortsatte med det pejlemærke, at en virksomhed er andet end et økonomisk foretagende, og at social og miljømæssig ansvarlighed har betydning for det, han selv kalder dens spirituelle dimension. Essensen i hans tænkning er en systemisk eksistentialisme, hvor den enkelte både skal finde meningen med sit eget liv og samtidig påtage sig et ansvar for helheden.

Den livsfilosofi har Steen Hildebrandt også selv levet op til. Selv kalder han sig for et spirituelt menneske, mens hans venner betegner ham som klassisk dannet humanist og en voldsomt flittig og disciplineret en af slagsen. Men han er det på en uanstrengt måde, og det er først, når man modtager en mail fra ham klokken 04.30, at man begynder at ane arbejdsomheden, lyder det.

Steen Hildebrandt har udfoldet sin tænkning både gennem et professorat på Aarhus Universitet, som adjungeret professor på CBS, Handelshøjskolen i København, som partner i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi A/S, som anmelder ved Børsen, kronikør på Berlingske og blogger på Mandag Morgen.

Professoren har været forfatter, bidragyder eller redaktør på mere end 400 bøger om ledelse og organisation og samfund. Han skrev i samtale med biskop Kjeld Holm Oprør fra hjertet. Tro, håb og handling i 2011. Fire år tidligere forfattede han Company karma med direktør Christian Stadil, der er inspireret af buddhistisk tankegang. Ud over Holm og Stadil har Hildebrandt arbejdet tæt sammen med både DR-journalist Anders Laugesen og direktør for Vækstcenteret i Nørre Snede Jes Bertelsen, og en nær ven bemærker, at bredden i Steen Hildebrandts virke stadig kan overraske. Han har modtaget adskillige priser for sit arbejde, blandt andet NOAK-prisen (fra Den nordiske arbejdsgruppe for globale klimaforhandlinger).

Gennem årene har Steen Hildebrandt bibeholdt det fremadrettede perspektiv. Når han i dag holder et af sine mange foredrag han blev i 2010 i øvrigt valgt til Danmarks bedste foredragsholder inden for ledelse er det ofte med et citat fra en dagsaktuel kronik i baghånden. Når han pensioneres fra Aarhus Universitet den 1. februar, vil han ud over sit flittige bestyrelsesarbejde for blandt andet Folkeuniversitetet i Aarhus fortsætte sine foredrag, og på sin fødselsdag udgiver han bogen Vækst og bæredygtighed. Steen Hildebrandt bor med sin hustru på Frederiksberg i København, nær sine to voksne børn fra et tidligere ægteskab, der også bor i København.