En lun mand på en udskældt post

Århus Festuges direktør, Jens Folmer Jepsen, elsker sin by og styrer lige nu mod en festuge, der skal vise, hvad byen er og kan. Målet er blandt andet at blive udnævnt til europæisk kulturhovedstad i 2017

Jens Folmer Jepsen er som festugedirektør placeret på øretævernes holdeplads. –
Jens Folmer Jepsen er som festugedirektør placeret på øretævernes holdeplads. –. Foto: Lykke Rump/Århus Festuge.

Lige nu håber Jens Folmer Jepsen mere end noget andet på godt vejr! Selvom han har stået på hovedet i et helt år for at give århusianere og tilrejsende en uforglemmelig festuge, så er vejret altid den afgørende joker.

Vi, der bor i Århus, har en romantisk forestilling om, at vi i virkeligheden bor i Barcelona. Vi vil sidde ude, og er vejret godt, bliver festugen i vores erindring fantastisk, men hvis det regner og blæser en halv pelikan, mener de fleste pr. definition, at det er en dårlig festuge. Folmer, som han slet og ret hedder i Århus, smiler og blotter sit karakteristiske lune. Men alvoren er der også. Som direktør for Århus Festuge er han parkeret lige midt på øretævernes holdeplads, og det er så sikkert som amen i kirken, at kritikken vil komme også i år. For Århus Festuge er på mange måder sammensat af uforenelige størrelser: En kulturfestival med store internationale navne inden for teater, musik, litteratur, billed- og filmkunst, og så en folkelig byfest med øltelte og karuseller til børnene!

Jens Folmer Jepsens forgængere i den varme festugestol har været højtprofilerede kultursværvægtere som Trevor Davies, Lars Seeberg og Dieter Jaenicke. Med Folmers udnævnelse i november 2006 følte mange, at nu kom festugen hjem til Århus. Han er folkelig i ordets allerbedste og bredeste betydning, og selvom han er helt på det rene med, at alle festugens arrangementer ikke skal være for alle, er det også vigtigt for ham, at alle kan finde netop den festuge, de ønsker sig.

Bispetorvet med domkirken og Aarhus Teater udgør det absolutte centrum i Århus her er Midtbyen, som det hedder på århusiansk. Det er også det sted, mange forbinder med selve festugens sjæl, og det er derfor særlig følsomt, hvad der sker og måske især ikke sker her.

Sidste år valgte Jens Folmer Jepsen at nedlægge det såkaldte Univers på Bispetorv, og mange havde svært ved at finde festugen. I år har han imødekommet kritikken ved på Bispetorv at opstille det populære spejltelt i en ny og større version. Her bliver der foredrag om formiddagen, musik om eftermiddagen og kabaret om aftenen dermed, mener han, skulle festugen være til at finde for alle. Men Århus Festuge er naturligvis meget mere end Bispetorv. Flere end 600 forskellige arrangementer fylder programmet, der bærer temaet Åben by.For festugedirektøren er det vigtigt at vise, hvad Danmarks næststørste by er og kan, mens han skuer frem mod 2017, hvor Århus gerne skulle blive europæisk kulturhovedstad.

Jens Folmer Jepsen blev født den 12. april 1957 i Århus-forstaden Åbyhøj, hvorfra hans verden stadig går. Han er uddannet cand.phil. fra Nordisk Institut på Aarhus Universitet. I begyndelsen af 1980erne var han en del af humorgruppen Erling Erlang & Trio, hvor han kaldte sig Hit-Vagn. Hitsene blev blandt andet serveret på Skanderborg Festivalen, og det var også her, at Jens Folmer Jepsen var med til at udvikle latterlig torsdag, som siden blev en årlig tilbagevendende begivenhed under bøgetræerne i Skanderborg. Hans største hit til dato er dog sangen Hjem til Århus, som han skrev til gruppen På Slaget 12.

Ud over musik er film et af nøgleordene i festugedirektørens karriere. Han har etableret flere produktionsselskaber, der har lavet musikvideoer, men mest kendt er nok den satiriske tv-serie Kongeriget med skuespillerne Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, som han var instruktør på. Inden han blev direktør for byens kulturelle flagskib, Århus Festuge, arbejdede Jens Folmer Jepsen i sit eget selskab, Paseofilm, der har hjemsted i Filmbyen i Århus. Hans varemærke har altid været det skøre og det skæve, men i år skal han for alvor stå sin prøve som den, der kan forene alle de kunstneriske, økonomiske og politiske interesser, der findes i Århus Festuge. Sidste års festuge overtog han delvis efter sin forgænger, Martin Lumbye, mens festen i år helt og aldeles er Jens Folmer Jepsens ansvar.

washuus@kristeligt-dagblad.dk