En lys digter med mørke sider

Biskop Johannes Johansen er død som 86-årig. Han har efterladt en salmeskat til eftertiden

Johannes Johansen i 1996, samme år som han fratræder. Efter pensioneringen flyttede han tilbage til Svendborg-egnen, hvor han havde sit første embede. –
Johannes Johansen i 1996, samme år som han fratræder. Efter pensioneringen flyttede han tilbage til Svendborg-egnen, hvor han havde sit første embede. –. Foto: Leif Tuxen.

RETTELSE: I en tidligere version af historien blev det oplyst, at bisættelsen ville finde sted lørdag den 25. februar. Dette er forkert. Den rigtige dato for bisættelsen, der finder sted ved Thurø Kirke, er den 3. marts. Kristeligt Dagblad beklager fejlen


Nu er biskop i Helsingør fra 1980 til 1995, salmedigter og livsnyder Johannes Johansen død, 86 år.

Der stod ikke skrevet i hans barndoms livsvilkår, at han skulle ende i kirkens øverste ledelse. Han blev født ind i et fattigt husmandshjem og blev, som han selv har beskrevet det, en fremmed for sin familie, da han valgte teologien.

I 1952 blev han teologisk kandidat fra Aarhus Universitet og fik embede på Thurø i Fyens Stift. Han blev derfor også ordineret af den legendariske biskop Hans Øll-gaard, der som den første biskop ordinerede kvindelige præster i 1948.

Når man kender bispekollegiet, ved man, hvilket mod der skal til at stå fast, som han gjorde, har Johannes Johansen sagt i et senere interview og derfor også fundet det naturligt, at hans efterfølger i bispestolen blev Danmarks første kvindelige biskop, Lise-Lotte Rebel.

Johannes Johansen har altid været en mere musisk end administrativ biskop. Salmeskrivningen trak i en grad, så regnskabsmedarbejderen i stiftet ofte kunne finde digte mellem talkolonnerne. I det hele taget overlod han stort set administrationen til sekretæren, for hun ved udmærket, hvad jeg mener. Hun behøver ikke at spørge hver gang.

Bureaukrati var med andre ord slet ikke ham. Som han også sagde i forbindelse med afskeden i 1995:

Jeg kan helt tilslutte mig domprovst Karen Horsens, der engang har sagt, at vi aldrig har levet i en tid, hvor kirken har beskæftiget sig så meget med sig selv og så lidt med det væsentlige.

Johannes Johansens åbenbare talent lå et andet sted: i prædikenerne, i salmerne og i den uendelige række af folkelige foredrag, han både som biskop og i den efterfølgende pensionisttilværelse turede landet rundt med.

Hvis man læser hans prædikener, så syner de måske ikke af så meget. Men når han stod på prædikestolen, så havde han en udstråling og forklarelse over sig, som var uimodståelig, siger en præst i Helsingør Stift, der har kendt Johannes Johansen gennem mange år.

Han havde også, ifølge samme kilde, en barnlig, enkel forfængelighed omkring sine salmer. Han kunne ringe sent om aftenen for at læse en ny salme højt, og hvis rosen ikke kom prompte, så blev biskoppen mopset.

Også selvom man sagde, at alle Grundtvigs salmer jo heller ikke var lige gode allesammen.

Johannes Johansen var heller ikke begejstret for det salmebogstillæg, der blev udgivet i årene efter den autoriserede salmebog fra 1952. Dels var det de forkerte af hans salmer, kommissionen havde taget med, mente han, dels var han af den overbevisning, at de nyere salmer manglede det teologiske element.

Og produktiv, det var han. 292 salmer var der med i Min egen salmebog, der udkom i 1996.

I den nye autoriserede salmebog for folkekirken fra 2002 har han 16 salmer med. Blandt de mest kendte er Det dufter lysegrønt af græs, Du som har tændt millioner af stjerner og Det første lys er Ordet talt af Gud.

Som biskop var Johannes Johansen afholdt af både medarbejdere, præster og provster. Men han var ikke den store konfliktløser, siges det. Han har dog i forbindelse med en præst i Farum, som han fik mange klager over, i samme anledning været til gudstjeneste hos samme præst. Herefter skrev han til den mest ihærdige kritiker af præsten, at han intet forkert havde fundet i hverken prædiken eller liturgi, og at han nu forventede aldrig mere at høre fra klageren.

Foredragene og prædikener rundt i stiftet gjorde, at Johannes Johansen var et kendt ansigt hos alle, og der var ikke en kirkeindvielse, det jubilæum eller den fødselsdag, hvor han ikke havde en nydigtet salme med.

Da Johannes Johansen blev pensioneret i 1995, flyttede han tilbage til Fyn, hvor han havde sit første embede. Det var også herfra, han kendte forfatter og digter Tom Kristensen, som ikke havde nogen foragt for våde varer. Da han lå for døden i 1974, fik han besøg af Johannes Johansen, som efterfølgende kunne genfortælle Kristensens ord:

Johs., de siger, at jeg har vand i lungerne. Hvordan f... er det kommet derind?.

Johannes Johansen var også en livsnyder, så om ham fortælles det, at han til et bispemøde i Island bestilte en whisky. Da tjeneren spurgte, om han skulle have is i drinken, så han strengt på den unge kvinde og sagde så: Frøken, jeg er alkoholiker, ikke skøjteløber!

Denne anekdote placerer ikke Johannes Johansen som missionsmand. Og det var han heller ikke. Han lænede sig mere mod den grundtvigsk-tidehverske fløj og kunne blive rasende på fromme talere ved konventer, men fik bagefter også bondeanger.

Men han var også sine venners betænksomme, charmerende og generøse ven. Et stort menneske, som ofte satte andre foran sig selv, hedder det om ham.

I sine sidste år har han boet hos veninden Kirsten i Sorø, som han lærte at kende efter hustruens død i 1997.

Johannes Johansen blev kaldt den lyse digter, men det mente han ikke selv, at han var. Han var bedst som digter, når han var mørk. Og han var ofte modløs.

Kristeligt Dagblad har fået lov til at offentliggøre et af de sidste digte, som en ven fik tilsendt for et par år siden.

Jeg vil så gerne sove,

og aldrig vågne mer´,

forsvinde i et mørke,

hvor kun Guds øjne ser.

Johannes Johansen bisættes lørdag den 3. marts fra Thurø Kirke.