Prøv avisen
Portræt

En nysgerrig akademiker

Tim Knudsen blev mønsterbryder, da han som den første i familien fik en akademisk uddannelse. Han har altid været drevet frem af en umættelig trang til at forstå de store sammenhænge. Foto: Leif Tuxen

Professor Tim Knudsen har lige fra sin fødsel på befrielsesdagen haft blik for den politiske historie og har markeret sig som en respekteret politisk kommentator. I dag fylder han 70 år

Man kan ikke sige andet, end at Tim Knudsen fra start satte scenen for en markant karriere inden for historie og politik.

Da befrielsesbudskabet lød i radioen om aftenen den 4. maj 1945, satte det gang i så kraftige veer hos hans mor, at unge frihedskæmpere i al hast måtte transportere hende til hospitalet i en varevogn fra Wiedemans Pølser. Og i det øjeblik, tyskerne kapitulerede ved ottetiden næste morgen, meldte Tim Knudsen sin ankomst til verden med et hørbart vræl.

Om det var den veltimede begyndelse på livet, der fik ham til allerede tidligt at interessere sig for historie og politik, ved han ikke, men han havde en særlig drivkraft i den retning, som gjorde hans ungdommelige mål meget klart: Han ville være professor.

Det var ellers ikke helt oplagt. Han ville i så fald blive familiens første akademiker. Moderen var damefrisør, og faderen var ansat i et speditørfirma, indtil han begik selvmord, da Tim Knudsen var 14 år. Ressourcerne var derfor små, og sindet var præget af faderens død, men hans videbegærlighed var umættelig. Det virkede provokerende på ham, at han som ung, ikke-akademisk ansat i Københavns børneværn ikke blev sat ind i, hvorfor man anbragte børnene, som man gjorde. Han ville forstå mere af samfundets mekanismer, og det var drivkraft nok til at bryde familiens sociale arv. I 1978 blev han cand.phil. i samfundsfag, cand.mag. to år senere og siden lic.adm.pol. - alt sammen på Københavns Universitet. Her blev han i 1985 ansat som lektor ved Institut for samfundsfag og forvaltning, og 12 år senere var målet nået: professortitlen.

En skygge af tvivl har dog fulgt ham hele vejen. En tvivl, han genser i de studerende, der også kommer fra en ikke-akademisk baggrund, og som kommer til udtryk ved en usikkerhed over for, hvordan man naturligt navigerer i den akademiske verden. Først ved 60-års alderen begyndte han at føle sig nogenlunde sikker på egne og andre faglige vurderinger.

Usikkerheden til trods har Tim Knudsen formået at skabe sig en position som respekteret og hyppigt brugt politisk kommentator, ikke mindst i denne avis, som han stadig skriver klummer for. Rollen som kritisk intellektuel er ligefrem blevet et ideal for ham, og han har flere gange kritiseret de forskere, som ikke markerer sig i medierne. Og de af universitetets ledere, som har forsøgt at lægge bånd på forskernes udtalelser. I det hele taget har han yndet at udtale sig kritisk, også om de politiske ledere. Det har ført til, at hans studerende stemplede ham som Venstre-mand under Nyrup-regeringen og direkte rød under de 10 år med en borgerlig regering. Hans deltagelse i centrum-venstre-tænketanken Ceveas rådgivningspanel har afsløret, at han nok befinder sig et sted midtimellem.

I 2012 sagde han farvel til et helt arbejdsliv på Københavns Universitet. Det er der dog ikke kommet meget mere fritid ud af, han disponerer blot mere frit over sin tid, forklarer han. Han skriver stadig bøger og artikler og holder foredrag. Han underviser og vejleder også lidt. Og så læser han, mest faglitteratur. Selv på Kreta, hvor han i disse dage er på en impulsiv ferie med sin kone, har han fagbøger med i tasken.

Når han i aften nyder en bedre middag for at fejre de 70 år, kan han - oven i alt det andet - blandt andet se tilbage på et stort fagligt forfatterskab på seks sprog, tildelingen af Sven Henningsen-prisen og forlaget Samfundslitteraturs ærespris samt medlemskabet af en lang række styringsgrupper, udvalg og projektgrupper, der har været med til at beskrive den danske forvaltningshistorie.