Prøv avisen
Portræt

En opdagelsesrejsende i konfliktens kunst

”Hvis jeg kunne, ville jeg lave Marmorkirken om til et Pantheon, hvor man under protektorat af Dronningen kunne bede som muslim om fredagen, som jøde om lørdagen og som kristen om søndagen,” siger tidligere Nørrebro-præst Erik Bock. – Foto: Søren Staal

I sit præsteembede var han kendt for altid at overtræde folkekirkens grænser. Den tidligere Nørrebro-præst og provocateur Erik Bock fylder 75 år i dag og ynder stadig at få gnisterne til at springe

Hvis Erik Bock tog en safarihat på hovedet, ville han let kunne forveksles med en opdagelsesrejsende fra det forrige århundrede. Iført beige skjorte, hørbukser og hvid charmeklud skaber han stor kontrast på de mørke gange i boligblokken i Aarhus, hvor han nu slår sine folder.

For fem år siden flyttede han fra sit hjem gennem 40 år, præstegården ved Hellig Kors Kirke på Nørrebro, til et beboerhus for pensionister. Som oftest er han glad for stilheden og udsigten fra syvende etage, men nogle gange savner han spektaklet i København.

”Jeg savner af og til en god pudekamp,” udbryder han på gangen og klapper håndfladerne sammen, mens han smiler til en passerende medbeboer.

I det hele taget kan Erik Bock godt lide at ruske op i sine omgivelser, og det har han vist gennem hele sit præsteembede.

Som præst blev Erik Bock suspenderet to gange og fik et væld af biskoppelige advarsler. Han har optrådt i djævlemaske ved et af Københavns Stifts landemoder. Han har været med til at gemme bortløbne børn for den anarkistiske bevægelse Børnemagt. Og i de sidste år af sit embede begravede han en silikonedukke på Assistens Kirkegård som led i en happening.

”Jeg elsker konflikter. Jeg elsker at få gnisterne til at flyve. Inde i ministeriet har de et helt synderegister, der kun indeholder klager om mig,” siger han med et smørret grin, der synes at være kendetegnende for hans personlighed.

Egentlig skulle Erik Bock aldrig have været præst i Danmark. Som barn var han dybt inspireret af sin fars arbejde i Etiopien Missionen, og i 1940’erne sad han altid bagest i klassen på Ny Munkegade Skole i Aarhus og drømte om at tage til Etiopien og blive missionær. I stedet for at udforske Afrika, endte han på Nørrebro i de oprørske 1970’ere. Her blev han opdagelsesrejsende i konfliktens kunst.

”Allerede dengang var Nørrebro et spændende sted. Jeg kunne godt lide al balladen, som var der. Da jeg blev ansat i Hellig Kors, syntes jeg, at det var indelukket. Der trængte til at blive luftet ud,” siger han.

Snart inviterede han både jøder, muslimer, en satanist og andre provokerende personligheder ind for at holde tale i kirken. Han brugte kirken politisk i et forsøg på at styrke demokratiet, fortæller han:

”Modsigelse er selve demokratiets nerve. Det er det, det står og falder med. Det er vigtigt at få en platform med verbale argumenter, så vi kan enes med andre religioner. Kirken kunne være et bud på sådan en platform.”

Erik Bocks appetit på konflikter bunder i fascinationen af 1970’ernes oprør og de religiøse modsætninger, som han fandt blandt de forskellige etniciteter på Nørrebro. På trods af ambitionen om modsigelse har det altoverskyggende mål dog altid været at samle folket om kirken.

”Hvis jeg kunne, ville jeg lave Marmorkirken om til et Pantheon, hvor man under protektorat af Dronningen kunne bede som muslim om fredagen, som jøde om lørdagen og som kristen om søndagen. Hvis der var sådan noget, ville det være et skjold og en beskyttelse. Det ville gøre Danmark til et eventyrland, en ø i Europa, hvor man ikke har de modsætningsforhold, som vokser alle andre steder,” siger Erik Bock og henleder sine tanker på terrorangrebet i Nice, inden han slår idéen hen.

”Dengang i 1990’erne var det inden for rækkevidde, men nu er det helt umuligt på grund af terrorisme. Jeg er en drømmer og en fantast, og det har jeg altid vidst.”

Erik Bock ynder at gå sine egne veje, og blandt bogreolerne i lejligheden i Aarhus kan han stadig drømme sig tilbage til præstegården ved Hellig Kors.

”Hellig Kors var et sørøverskib, der ikke skulle sejle i flotille med domkirken til Jerusalem. En eventyrer kan godt tage en omvej, og jeg er taknemmelig for, at folkekirken har givet plads til en afvigende kurs.”