Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Inden for de seneste fem-seks år er jeg blevet ramt af en skriveblokering, og det gør naturligvis ondt, når en stor del af ens identitet er at være skribent. Jeg har arbejdet med det og har forsonet mig med, at selvom jeg har gode idéer til 20-30 artikler, så kommer jeg ikke til at skrive dem, som det ser ud nu. Men jeg har også erkendt, at verdens undergang ikke berøres af det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det er sket. Men det har på en eller anden måde med min selvkritik at gøre. Selvkritik er for mig at se noget positivt, men når den bliver så stærk, at den forhindrer en i at skrive, er den blevet til noget destruktivt. Jeg bilder mig stadig ind eller tror på, at jeg kan komme i gang med at skrive igen, og har også nogle projekter.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
En person, der har betydet kolossalt meget, er den svenske prædikant Carl Olof Rosenius (1816-1868), som fyldte meget i Luthersk Missionsforening, hvor jeg blev omvendt som 15-årig i 1960. Jeg betragter ikke mig selv som beton-rosenianer, men han har betydet meget for mig, fordi han formåede både at tale til den anfægtede og samtidig til den selvsikre og hykleren. Det var lige noget for mig, fordi jeg i mit kristenliv både kan være anfægtet og samtidig hovmodig.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?
Hvis jeg skal nævne et tidspunkt, som har været afgørende for, hvem jeg er blevet, må det være, da evangeliet ramte mig, og jeg blev omvendt. Det betød en helt ny virkelighed for mig, hvor de ting, der havde betydet alt for mig som dreng – fodbold for eksempel – fik mindre betydning. Dengang turde jeg ikke gå ud på en fodboldbane, fordi jeg var bange for, at det skulle trække mig væk fra Kristus. Og det har jeg ikke fortrudt. I bakspejlet kan man måske godt sige, at jeg blev radikaliseret. I mit barndomshjem blev der sunget og bedt Fadervor, da jeg var barn, men i mine teenageår husker jeg ikke en eneste andagt, Det indførte jeg til gengæld fra den ene dag til den anden, da jeg blev omvendt. Jeg var meget nidkær og vel også mange gange uden forstand. Nu har jeg fået mere forstand, men spørger også mig selv, hvad er der blevet af nidkærheden? Og hvad der er værst – det første eller andet?
Hvad tror du på?
Jeg tror på Jesus som den, der har båret mine synder og er oprejst fra de døde, og jeg tror på det evige liv sammen med ham. Jeg forundres over, hvordan vi som teologer ofte forholder os meget selektivt i vores beskrivelse af Jesus. Den amerikanske teolog Helmut Richard Niebuhr (1894-1962) sagde engang i 1950’erne om amerikansk kristendom, at den var karakteriseret ved en Gud uden vrede, der førte mennesker uden synd ind i et rige uden dom gennem en Kristus uden kors. Sådan ønsker jeg ikke, at min kristendom skal være. Jeg tror på, at Gud er kærlighed, men det betyder ikke, at Gud ikke kan blive forsmået og vred. Kærlighed er vel ikke kærlighed, hvis den ikke kan reagere med at blive vred og jaloux? Jeg ønsker ikke at ende i den form for letbenet kristendom, som Niebuhr beskrev. Og kristendom, der beskriver Jesus parfumeret med sentimentalitet, siger mig heller ikke noget. Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?
Det har glædet mig og glæder mig meget, når et menneske siger, at han eller hun ved at høre mig eller ved at læse i et af mine skrifter har fået hjælp til at prøve troens vej og kaste sig ud på de 70.000 favne. Det er ikke sket ofte, men det er hver gang en kolossal glæde.
Beskriv en scene fra din barndom.
Da jeg var omkring fem år, husker jeg mine forældre tale med deres venner om frygten for, at russerne skulle komme tilbage. Russerne var jo på Bornholm næsten et år efter Befrielsen. Jeg ved ikke, hvor meget jeg tænkte over det som barn, men som voksen har jeg helt op til 1989 og Murens fald været taknemlig over, at russerne ikke tog Bornholm, så jeg havde uddannet mig og levet i et Stasi-system.