Hjemmet mindede om en banegård hos den nu afdøde Erik Bærenholdt. Ind og ud ad hoveddøren eller køkkendøren kom forskellige mennesker, der kunne bruge en snak, en kop kaffe eller en madpakke. Erik Bærenholdt bød mange indenfor og lagde altid gerne øre til.
Det var mangfoldigt og fantastisk, fortæller sønnen Bent Ole Bærenholdt. Og som en ekstra bonus var der altid kage i ovnen og kaffe på kanden, husker han.
Præstegerningen kom til at fylde en stor del af livet for Erik Bærenholdt, der døde af en hjerneblødning som 95-årig i slutningen af januar. Egentlig var han handelsuddannet, men i 1973 blev han sognepræst i Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Han blev også senere den første sognepræst i den nyopførte Simon Peters Kirke i Kolding, hvor han blev indtil sin pensionering som 67-årig.
Men også i KFUM lagde Erik Bærenholdt mange kræfter. Han nåede både at være KFUM-soldaterhjemsleder i Kølvrå ved Karup samt landssekretær for KFUM’s Soldatermission.
Og ikke mindst mødte han sin hustru ved et fastelavnsstævne for unge KFUM’ere og KFUK’ere på Børkop Højskole tæt på Vejle. Det var i 1949. Den unge Erik Bærenholdt havde de smukkeste blå øjne, husker hustruen, Annemaria Bærenholdt. Og så var han digter.
På stævnets sidste aften fremførte han et digt, han havde skrevet til lejligheden, som hun syntes så godt om, at hun gik hen til ham efterfølgende og bad ham om at sende det. Sådan begyndte historien om de to, og den førte til 69 års ægteskab. Parret blev gift i 1952. Over de næste knap 70 år var der både mørke og lyse dage, men de forstod hinanden og skændtes ikke, selvom de kunne være uenige. Og familielivet var trygt for de fire sønner.
Erik Bærenholdt var ikke en sidde-på-skødet far, og han talte ikke meget om det, der kunne være svært ved tilværelsen, selvom han mødte det i sit arbejde. Men med sine handlinger viste han sine fire sønner sine værdier.
Det sås for eksempel, da han var skolenævnsformand på sine sønners folkeskole, hvor pedellen kunne være træls og sur. Da denne blev syg og kom på hospitalet, og faderen ville besøge ham på skolenævnets vegne, tog han sin søn, Bent Ole Bærenholdt, med.
På hospitalet kom de til at tale om pedellens hårde liv og tidligere oplevelser i tysk fangenskab under Anden Verdenskrig, og det var en lektion i menneskeforståelse, som sønnen aldrig har glemt.
Erik Bærenholdt viste sine børn, at han havde tillid til, at de nok skulle klare sig, og lærte dem, at de ikke skulle være perfekte, men at de altid skulle gøre sig umage. Som ung havde han været spejder, og det havde formet ham. Man skulle være ordentlig, og man skulle komme til tiden. Desuden lagde han vægt på altid at sætte sig ind i, hvem der var forfatter til salmer og sange i Højskolesangbogen, for sådan ville man forstå teksten bedre.
Det glædede ham at se familien vokse, efterhånden som der kom svigerdøtre til, og han elskede at følge med i sine børns, børnebørns og oldebørns liv.
Erik Bærenholdt kunne levere Bibelens budskaber, så menigheden kunne forstå dem, og han havde menneskekundskaber, der gjorde ham i stand til at skabe en god forbindelse med de personer, han mødte. Især holdt han af arbejdet med konfirmander.
I 2009 beskrev han i Kristeligt Dagblad, hvordan en konfirmand havde gjort ham klogere på pinsen. Da han i undervisningen havde forsøgt at forklare, hvad pinsen var, spurgte han konfirmanderne, hvad pinse betyder. En dreng rakte hånden i vejret og sagde:
”Det betyder, at så fes det ind på lystavlen!”.
Erik Bærenholdt skrev så:
”Det er den bedste forklaring, jeg har fået af pinsens indhold: Så gik det op for et menneske, hvilken betydning Jesu fødsel, død og opstandelse fik for det enkelte menneske.”
Erik Bærenholdt var aktiv langt op i årene. Da han blev pensioneret, satte han sig ved computeren og skrev sine erindringer ned. Som 80-årig tog han to hold konfirmander i den lokale Bramdrup Kirke i Kolding. Indtil for fire fem år siden tømte han flere gange om ugen Mission Afrikas tøjcontainer for at køre det til den lokale genbrugsforretning.
Det var ikke rigtig søndag, hvis Erik Bærenholdt ikke havde været i kirke. Og den dag, han døde, havde han haft besøg af sognepræsten i Bramdrup Kirke om formiddagen og ordnet ærinder med sin hustru. Han havde kørt bilen. Men allerede samme dag døde Erik Bærenholdt på sygehuset med sin hustru og sine fire sønner omkring sig. Familien er taknemmelig over, at han havde været frisk til det sidste og dermed fik den død, han ønskede sig.