Prøv avisen

En retspolitisk frontkæmper

Bjørn Elmquist viger ikke tilbage for at påtage sig de mest vanskelige sager. – Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Som advokat har Bjørn Elmquist med stort engagement ført mange vanskelige sager, som terrorsagen fra Vollsmose og sagen mod kurdiske Roj-TV

Bjørn Elmquist begyndte som et kendt ansigt på skærmen som tv-journalist. Derpå fulgte en årrække som folketingsmedlem for Venstre, så nogle år som folketingsmedlem for Radikale Venstre, hvor han var en indflydelsesrig retspolitisk ordfører, og nu, da han i dag runder de 75 år, er han en fremtrædende forsvarsadvokat.

Bjørn Elmquist, der er født i Svendborg, blev i 1963 uddannet jurist fra Københavns Universitet. Efter at have arbejdet i Udenrigsministeriet blev han i 1971 ansat i Danmarks Radio. Her var han i tre år udsendt i Bruxelles som journalist, inden han i 1977 vendte hjem til et job som studievært på TV-Avisen.

I 1979 blev han valgt ind i Folketinget for Venstre, hvor han blev formand for Udenrigspolitisk Nævn og indtog fremtrædende poster i folketingsgruppens bestyrelse.

LÆS OGSÅ: Filippinernes danske støtte

Efter 11 år sagde han et eftertrykkeligt farvel men ikke tak efter længere tid på kollisionskurs med partiet i EU-politikken og på det retspolitiske område. Ved valget i 1990 røg han ud af Folketinget, vendte tilbage til DR og helligede sig desuden i et par år hvervet som formand for den danske afdeling af Amnesty International.

I 1994 blev han igen folketingsmedlem, denne gang for Radikale Venstre, der med ham fik en markant formand for Folketingets retsudvalg. Ved valget i 1998 måtte han imidlertid se sig slået af Morten Helveg Petersen, og Bjørn Elmquist slog sig ned som advokat i København.

Her har han nu i 15 år gjort sig bemærket som forsvarsadvokat og med stort engagement og under stor mediebevågenhed ført en lang række af vanskelige sager, som mange kolleger helst vil gå uden om. Det gælder blandt andre terrorsagen fra Vollsmose og sagen mod statsministeren om grundlovsbrud ved at gå med i Irak-krigen.

Bjørn Elmquists karriere har klart vist, at han stiller sig på de svages side imod systemet. Allerede 1964-66 var han rådgiver ved Studerendes Retshjælp for Ubemidlede, og som formand for Retspolitisk Forening fra 2004 kæmper han for at udbygge ikke mindst svagere stillede borgeres retssikkerhed.

I 1998 og ni år frem var han formand for Det danske Center for Menneskerettigheder.

Hans arbejde har indbragt ham mange priser gennem årene, blandt andet prisen som Årets Modigste Politiker i 1995, EU-modstandernes pris, Træskoprisen i 2004 og Patrick Mac Manus Mindepris i 2012.