Engang midt i 2000’erne købte Søren Oest Wassberg ind til et stort festmåltid nytårsaften. Tre retter. Alle skabt helt fra bunden, naturligvis. Han havde nogle dage forinden proklameret til sin nygifte hustru, at han ville prøve at fejre årsskiftet alene. Selvom sådan en udmelding var noget usædvanlig, gik hustruen ind for rummelighed og tog derfor hjem til noget familie i stedet. Derfor kunne Søren glad slæbe de fyldte indkøbsposer, hvis indhold han blev ene om at nyde, ind i deres køkken i Rødovre ved København.
Siden han var barn, havde Sørens kogebøger haft flossede kanter og fedtede sider. Glæden ved gastronomi skyldtes dog langtfra måltidets sociale funktion, men bundede snarere i muligheden for fordybelse over stegeskyen i kasserollen i jagten på den gode smag og de perfekte hjemmebagte snegle, som han desuden mestrede til fulde.
Den nytårsaften nød Søren sit eget selskab lige så meget, som han altid havde gjort det.
Som seksårig flyttede han med sin familie fra Rødovre til Karlslunde og begyndte i børnehaveklasse på landsbyskolen, hvis elevtal samtidig eksploderede som følge af tilflytterne fra rækkerne af nybyggede parcelhuse. Skoletiden i Karlslunde blev en blandet fornøjelse. For selvom han var så dygtig til historie og geografi, at man sommetider kunne foranlediges til at tro, at han vidste mere end læreren selv, haltede han bagefter i andre fag, og lærerne havde generelt svært ved at afkode ham. Heller ikke fodboldholdet med sine jævnaldrende trivedes han med, og Søren havde derfor lidt svært ved at finde et rum, hvor han rigtig hørte til.
På ganske få år voksede han til gengæld ud af skolebiblioteket og blev derefter fulgt til det store kommunebibliotek i Taastrup af sin far. Faderen var meget optaget af at dele den viden, som han fandt vigtig at kende til, med sine børn. Ofte blev Søren og de to storesøstre derfor også stoppet ind i den tætpakkede folkevogn og kørt til diverse museer eller på udflugter til Møn, hvor Søren kravlede ivrigt op på gravhøjene, samlede søpindsvin og kridt ved klinten og blev slæbt rundt til øens kirker for at opleve deres kalkmalerier. Og selvom han som flokkens yngste langtfra jublede over at bruge ferierne på skræmmende dommedagsmotiver, så satte de kirkelige oplevelser sig alligevel fast i ham.
I teenageårene begyndte han at komme i Karlslunde Strandkirke sammen med sin mor. Her fandt han et fællesskab med en masse andre unge, som han gled naturligt ind i og følte sig tryg ved. Endelig følte han, at han hørte til. Kirken blev hans faste tilholdssted i ungdomsårene.
Det var også i Strandkirken, at han mødte sin første hustru, Birgit Lieberkind, med hvem han fik sønnen Jonathan og tvillingedøtrene Amalie og Elisabeth. Begge piger blev født med et fysisk og socialt handicap, der fordrede ekstra støtte helt fra begyndelsen. Søren holdt utroligt meget af sine børn, og det gav anledning til megen bekymring, når han og hustruen ikke følte, at systemet var i stand til at rumme deres elskede piger igennem de mange operationer og i løbet af deres skolegang.
Efter nogle år blev Søren og Birgit skilt, men bevarede et livslangt og varmt samarbejde om børnenes velbefindende.
Søren, der var blevet færdiguddannet historiker i en tid, hvor der var for mange magistre om for få stillinger, fik job som kordegn i Hellig Kors Kirke og siden Fredens-Nazaret Kirker i København i mere end 17 år.
Han kendte sin bibel særdeles godt, holdt meget af kontemplativ bøn og interesserede sig bredt for teologi, filosofi og historie. Selvom han ikke gjorde meget væsen af sig, var hans enorme viden om mangt og meget, som han gladeligt delte med andre, såfremt de altså selv spurgte ind, til stor gavn for hele menigheden.
Han kunne forsvinde i timevis foran sin computerskærm i hjemmet for at undersøge noget, når en samtale med et andet menneske havde sat hans tanker i gang, og han sørgede altid for at genbesøge samtaleemnet i fremtidige møder med vedkommende, når han ellers havde overskud til at deltage i de forskellige sociale arrangementer.
Hans anden hustru, Ulla Mollerup, tænkte allerede i begyndelsen af deres forhold, at han var mere træt, end man burde være som knap 40-årig.
Da han en dag faldt af cyklen, blev der behov for at tage et røntgenbillede, og her opdagede lægerne ved et tilfælde, at Søren led af bindevævssygdommen sarkoidose. Mere end 15 år senere – i november 2019 – sank han sammen med hjertestop som følge af sygdommen i en alder af 56 år.
Selvom Sørens livssyn til tider var præget af en snert af ”pessimistisk håbløshed” efter megen modgang, påtog han sig aldrig offerrollen. Både i familien og i sit arbejde som kordegn insisterede han på at yde det, som han kunne magte, trods den tiltagende sygdom. Da han ikke længere havde kræfter til at købe ind til aftensmad til hustruen og deres datter, Chiara, begyndte han at handle over internettet og få varerne bragt til døren. Kærligheden til sin hustru og sine børn holdt ham i gang til det allersidste.