Anja C. Andersen var bare en ung pige, da hendes forældre rykkede hele familien fra Danmark til Saudi-Arabien. Som et plaster på såret bestak hendes forældre deres i forvejen temmelig astronomi-interesserede datter med en stjernekikkert, og med den for øjet og vendt mod en altid skyfri arabisk nattehimmel tilbragte den danske teenagepige de næste to år i et land, hvor piger ellers ingenting måtte.
Det var i de år, passionen for stjernerne, universet og astronomien blev grundlagt, og selvom den prisvindende astrofysiker og lektor ved Niels Bohr Institutet, der i dag fylder 50 år, efterhånden har gransket hver sprække i månens overflade, så får hun stadig et sug i maven, når hun vender blikket mod stjernerne.
”Det er fortsat et under, og jeg bliver stadig blæst lidt omkuld hver gang,” siger Anja C. Andersen, der efter sine studier på Københavns Universitet blev tilknyttet nordisk institut for teoretisk fysik.
I dag er hun ansvarlig for projektet ”Cosmic Dust” ved dark cosmology centre på Niels Bohr Institutet, hvor hendes primære forskningsfelt er det kosmiske støvs termiske, dynamiske og kemiske rolle i stjerneprocesser.
Hun har vundet international anerkendelse for sin forskning og er i særlig grad blevet rost for sin sublime evne til at formidle kompliceret og svært tilgængeligt stof til et bredt publikum. Blandt andet i bøger, foredrag og som deltager i radio- og tv-udsendelser. I 2006 modtog hun P1's Rosenkjærpris for sin formidlingsindsats, i 2009 Mathildeprisen af Dansk Kvindesamfund for sit store formidlingsarbejde af astrofysikken til især unge kvinder, og i 2011 Det Naturvidenskabelige Fakultets Formidlingspris.
”Jeg har det lidt som de gamle kristne missionærer. For mig gør viden om universet og livets tilbliven tilværelsen så meget større og rigere, at det er helt forfærdeligt, hvis folk ikke får indblik i den. Jeg ser det vel lidt som en pligt at dele det gode budskab,” siger hun og henviser dermed også til den kristentro, der som lidenskaben for den videnskabelige verden har fulgt hende siden teenageårene i Saudi-Arabien.
Mødet med en anden og meget udtalt religiøs kultur konfronterede nemlig Anja C. Andersen med hendes egen tro. Og den unge pige, der ellers var vokset op i et helt almindeligt kulturkristent hjem, oplevede, at selvom hun havde meget tilfælles med den muslimske verdens- og livsanskuelse, så var og er hun helt grundlæggende et kristent menneske.
I dag er hendes tre børn døbt og konfirmeret, og Anja C. Andersen selv går jævnligt i kirke for at søge de svar eller måske snarere det håb, som hun ikke kan finde i naturvidenskabelige formler. Hun har ofte måttet forklare - og forsvare - sin personlige tro som videnskabsmand, og var i sommer blandt de stemmer i forskningsmiljøet, der kraftigt tog afstand til kritikken af den dengang nyudnævnte forskningsminister Esben Lunde Larsen for hans erklærede kristentro.
”Der har været en række dårlige eksempler på sammenblanding i historien, og det er det, man er oppe imod. Men for mig udelukker de to størrelser selvfølgelig ikke hinanden, så længe de er adskilt. Og det er en nem øvelse for mit vedkommende - i hvert fald den ene vej. Jeg tager aldrig min tro med på arbejde, men jeg har nok lidt sværere ved ikke at tage mit arbejde med i kirken. Jeg kan ikke helt lade være med at underlægge prædikerne en videnskabelig analyse. Og det er jo i virkeligheden lige så åndssvagt.”
Anja C. Andersen bor med sin kæreste og deres fem sammenbragte børn på Østerbro i København ikke langt fra Niels Bohr Institutet, hvor hun i dag fejrer sin fødselsdag for gode venner og kolleger. I morgen bliver festen lidt mere intim, når de 50 år skal fejres med en god middag for den nærmeste familie.