Da Inge Adriansen gik på pension fra Sønderborg Slot i 2014, fortsatte hun med at formidle sin store viden i bøger og foredrag næsten til det sidste, hvor hun selv ringede rundt for at sige, hun desværre måtte aflyse.
Hendes energi og arbejdsglæde var legendarisk, hendes viden enorm, og hun er blevet beskrevet som en formidler, ”der kunne tale krudtet ud af kanonerne ved slottet”. Hun vil blive savnet, også ude i de mange foreninger, højskoler og sammenslutninger, hvor man her i vinter og til næste forår havde glædet sig til at høre hendes kloge og livlige formidling af historiske, kulturelle og kulinariske emner. Inge Adriansen nåede at være ansat ved Museum Sønderjylland i 45 år, siden 1988 som museumsinspektør og fra 2001 souschef på Sønderborg Slot, som hører under museet.
Men hun var kendt langt ud over den museale verden. Det var hende, journalisterne ringede til for at høre, hvor meget tv-serien ”1864” havde tilfælles med virkeligheden, og hende der blev hørt, da Danmark debatterede, om vi skulle indføre en ny helligdag for at markere slavernes frigivelse i Dansk Vestindien.
Selv da et antal svaner for nogle år siden blev forgiftet i søerne i København, var det hende, der fra Sønderjylland forklarede den store hvide fugls betydning for vores nationale selvforståelse. For Inge Adriansen vidste rigtig meget, og så talte hun, så alle kunne forstå, hvad det var, der var på spil.
Inge Adriansen blev født i 1944 og voksede op på en gård nær Skanderborg som datter af en modstandsmand. Faderen blev taget af tyskerne en uge efter datterens fødsel, og kom først hjem med en af de sidste hvide busser. Dem, der hentede danske og norske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre.
Inge Adriansen tog russisk-sproglig studentereksamen fra Aarhus Katedralskole i 1963, blev uddannet faglærer i historie fra Danmarks Lærerhøjskole i København 1969 og tog i 1988 en ph.d i nordisk folkemindevidenskab fra Københavns Universitet.
Oprindeligt var det kærligheden og ægteskabet, der førte hende til Sønderjylland, men hun endte med at tabte sit hjerte til hele grænselandet, der med sin omskiftelige historie, oversete kroge og smukke natur fascinerede hende. For Inge Adriansen var det et privilegium at formidle historie et sted, hvor historien stadig betyder så meget for folk, at man debatterer den i såvel aviser som på gaden.
Også Sønderjyllands særegne madkultur interesserede Inge Adriansen, som blandt andet udgav den kulturhistoriske kogebog ”Smag på Sønderjylland” i 2012, og som allerede tilbage i 1970’erne udførte flere end 60 interviews med sønderjyske husmødre om kulturarven ’det store sønderjyske kaffebord’.
Inge Adriansen modtog en lang række hædersbevisninger for sit kulturhistoriske arbejde, og bestred en lang række tillidsposter for blandt andre repræsentantskabet for Syddansk Universitet, Det Danske Gastronomiske Akademi, Foreningen Danske Folkeminder og Historisk Samfund for Sønderjylland. I 2006 blev hun ridder af Dannebrog.
I et interview med Kristeligt Dagblad i 2012 fortalte Inge Adriansen, at hun gennem livet havde haft forskellige valgsprog, og at det nugældende stammede fra Vilhelm Moberg. Det lød: ”Ta vara på ditt liv, för nu är din stund på jorden”. Selv tilføjede hun, at når hun gik ud af porten på Sønderborg Slot og ind i sin tilværelse som pensionist, ville hun være taknemmelig, fordi hun havde fået lov ”at være med i et arbejde af blivende værdi”.
Af blivende værdi er også de omkring 25 bøger, hun har skrevet, redigeret og bidraget til, blandt andet hovedværket ”Erindringssteder i Danmark – monumenter, mindesmærker og mindesteder” fra 2010.
Kort før sin død nåede hun efter sigende at færdiggøre endnu et manuskript. Engageret og formidlende til det sidste.
Inge Adriansen efterlader sig sin mand og deres to voksne børn.