En teolog, der både forstår unge og økonomi

Forstander Robert Bladt ser det som Børkop Højskoles opgave at klæde unge mennesker på til kristenlivet i modsætning til mange andre højskoler, der er i vidt omfang er blevet sekulariseret, som Kristeligt Dagblad beskrev i går

Forstander Robert Bladt arbejder på at udvikle den kristne kerne på Børkop Højskole i en tid, hvor kristendommen forsvinder fra størstedelen af højskolerne. –
Forstander Robert Bladt arbejder på at udvikle den kristne kerne på Børkop Højskole i en tid, hvor kristendommen forsvinder fra størstedelen af højskolerne. – . Foto: Kristoffer Bladt Vammen.

At kristendom er kommet til at spille en mindre rolle på højskoler, har man kunnet læse i flere medier den seneste tid. Et af de steder, hvor man har holdt fast ved den klare kristne identitet, er den indremissionske Børkop Højskole mellem Vejle og Fredericia. Her blev Robert Bladt ansat som forstander i 2016, og hans livsmission er at bidrage til at udruste og danne unge mennesker med det kristne budskab. Han er dog ikke bleg for at indrømme, at mødet med højskolen har været udfordrende.

”Det sværeste er at forsømme i den rigtige rækkefølge,” siger han og forklarer:

”Der er utroligt mange forventninger knyttet til en forstander på en højskole, både fra myndigheder, personale, forældre og ikke mindst fra eleverne. Man kan ikke leve op til det hele, så jeg er nødt til at forsømme noget en gang imellem. Jeg har ikke ramt den rigtige balance endnu,” siger Robert Bladt.

Men formand for bestyrelsen på Børkop Højskole Per Søgaard ser noget mindre kritisk på den 48-årige forstanders måde at tilegne sig det nye arbejde som højskoleforstander på. Selvom Robert Bladt aldrig har haft med højskoleverdenen at gøre før, har han sat sig ind i alt fra lovgivning og administration til elevkontakt på fornuftig vis, siger Per Søgaard:

”Det, der er så kendetegnende ved Robert, er, at han tager tingene bid for bid. Han er struktureret i sin måde at arbejde på, og ærlig talt så er det fantastisk at have fundet en teolog, der også kan noget med økonomi, for det er ikke noget, man ser ret tit,” siger han.

Robert Bladt er uddannet teolog og forfatter til en række bøger, heriblandt ”Anno Gratiae: Bønner og refleksioner over kirkeårets tekster” og børnebøger som ”Kampen om den stjålne Jesus”.

Inden sit møde med højskolen var han desuden præst i Fjellerup Valgmenighed i Vejle, forlagsredaktør for Lohses Forlag og senest generalsekretær for Kristeligt Forbund for Studerende. Her var han i otte år, før han kom i søgelyset som mulig ny forstander til Børkop Højskole, netop på grund af erfaring med unge mennesker og evner til at formidle.

Robert Bladt ser det individuelle møde med det unge menneske som særlig vigtigt.

”Man har med unge mennesker at gøre, som gerne vil mødes som dem, de er, og det skal der være tid og plads til. Nogle unge mennesker har en kæmpe sårbarhed, og man skal være opmærksom på, at man ikke kan møde alle på samme måde,” siger han.

I sin tid på højskolen har Robert Bladt sat flere projekter i gang og eksempelvis udvidet skolens samarbejde med missionsselskabet Promissio. Det har resulteret i en ny bibelskole, hvor elever kan tilbringe tre måneder i Etiopien og to måneder i Danmark.

Til daglig bor Robert i Ødsted ved Vejle sammen med sin hustru Dorte. Sammen har de fire børn mellem 16 og 22 år.