Noget af det, der har interesseret ham, er, hvordan konkurrence- og forbrugersamfundet præger den enkelte og den måde, mennesker er sammen på. Bodelsen er blevet kaldt mellemlagets forfatter, en realist, der afsøger de foreliggende livsbetingelser i tiden.
LÆS OGSÅ: Når Bodelsen er bedst
Det meste af hans store forfatterskab, der består af 37 værker inden for forskellige genrer, beskriver tæt og præcist danskernes hverdagsliv i årene efter Anden Verdenskrig: velfærdsstaten, de gode tider og krisen i 1980'erne. Men alt er ikke nødvendigvis sagt om personerne i deres egenskab af repræsentanter for en bestemt periode. Også hos Bodelsen er et menneske andet og mere end dets tid.
Han har bekendt sin fascination af gåder og især af gåder uden løsninger. For det er dér, livet ligner litteraturen mest, har han sagt til Kristeligt Dagblad. I hans gennembrudsbog også internationalt den nærmest fuldendte kriminalroman "Tænk på et tal" (1968), møder vi en gåde ved navn Flemming Borch, bankmand og gråligt gennemsnitlig normaldansker, der trodser alt det, han så nøje ved er det rigtige, da han overlistes af noget, der også er ham, og bukker under for fristelsen til at snyde både banken og en bankrøver. Et typisk Bodelsen-tema optaget som han er af historier om personer, der netop tager det skridt, de ikke burde have taget, det skridt, der med ét gør det trygge og overskuelige utrygt og uoverskueligt: Mennesket indhentes af gåden om sig selv. Og dette er jo en gåde uden tidsbegrænsning. Med hensyn til det ifølge forfatteren mindst interessante, en løsning, kun denne antydning. I et interview lader han sig selv fremstå som en tryghedsnarkoman og just som sådan fascineret af dem, der ikke er det.
Længe var Anders Bodelsen næsten dømt ude som aktiv forfatter: Da han i 2009 udgav novellesamlingen "Varm luft", havde han været tavs i hele 12 år. Under den for ham pinagtige krise så han den blandt andet, sagde han til Kristeligt Dagblad, som en følge af, at han ikke mere havde det nære forhold til sin samtid, som en forfatter skal have for at kunne skrive om den. I interviewet begrundede han yderligere tavsheden på denne måde: Nu bagefter er det gået op for mig, at jeg arbejdede ret hårdt i de mange år, hvor jeg næsten pr. automatik skrev en roman eller noget andet om året. Faktisk skrev jeg i reglen to ting hvert år. Og ud over romaner, noveller, essays, radiospil, tv-spil, tv-serier og nogle filmmanuskripter lavede jeg journalistik. Jeg syntes ikke, at min arbejdsindsats var særlig imponerende. Men i bakspejlet kan jeg se, at den alligevel har slidt på mig. Inspirationen til den bog, han vendte tilbage med, var blandt andet skandalen om Stein Bagger og det symbol, han blev på overforbruget, der væltede verdensøkonomien.
Anders Bodelsen, der i dag bor i Charlottenlund sammen med sin hustru, Eva Sindahl-Pedersen, blev født på Frederiksberg. Hans forældre var kunsthistorikeren Merete Bodelsen og professor i engelsk litteratur, C.A. Bodelsen.
Det miljø, han voksede op i, gav ham en betragtelig kulturel ballast. Efter uafsluttede studier ved Københavns Universitet i jura, økonomi og litteratur i årene 1956-1960 blev han freelanceskribent ved Ekstra Bladet, Aktuelt og Berlingske Aftenavis. På Information markerede han sig fra 1964 til 1967 som en af sin generations mest betydningsfulde filmkritikere. Derefter fik han sit mangeårige virke ved Politiken som anmelder af både bøger og tv.
Hans virke som journalist præger også forfatterskabet; dels er stilen enkel, klar og saglig, dels foretager han som den grundige reporter research af de emner, han vil behandle. Som forfatter debuterede han i 1959 med en roman, hvis titel er mere poetisk, end han ellers har for vane at være: "De lyse nætters tid". Blandt hans centrale romaner er "Hændeligt uheld" (1968), "Strauss" (1971), "Bevisets stilling" (1973), "Revision" (1985) og "Den åbne dør" (1998).
En lang række priser har Bodelsen modtaget gennem årene, men mærkeligt nok ikke den store pris fra Det Danske Akademi. Burde han ikke have den?