En tusindkunstner med ego

Asser Amdisen er historiker, musiker, historiefortæller, virksomhedskonsulent og så det løse

Asser Amdisen er et multitalent udi historie, musik og højskoler og som her: i sang. – Privatfoto.
Asser Amdisen er et multitalent udi historie, musik og højskoler og som her: i sang. – Privatfoto.

Snart 40-årige Asser Amdisen er efterspurgt i disse dage. To sølvbjørne i Berlin til En kongelig affære om oplysningsmanden Johann Friedrich Struensees storhed og fald vil givet give historiefortælleren og historikeren nogle foredragspenge på lommen.

LÆS OGSÅ: Gadedrengen fra Sydhavnen

Asser Amdisen er nemlig manden bag bogen Til nytte og fornøjelse Johann Friedrich Struensee 1737-1772, som nu kommer i en ny udgave. Blandt andet skal han tale i Aarhus til vidensbiffen, hvor Struensee-filmen kan smugses fire dage før premieren på En kongelig affære, den 29. marts.

Men Asser Amdisen ender nok ikke på avissiderne i stor opsætning på grund af Struensee, som mistede hovedet i 1772. Det gjorde han til gengæld som forholdsvis nytiltrådt forstander på Ryslinge Højskole.

Her introducerede Asser Amdisen i 2010 et kursus, som han håbede ville lokke flere mænd på højskolens korte kurser. Det faldt sammen med verdensmesterskabet i fodbold og blev i blandt andet Ekstra-Bladet præsenteret med sy din egen klaphat, og vælg din favorit kampøl.

Daværende undervisningsminister Tina Nedergaard (V) bebudede, at det kunne der ikke gives tilskud til, og i et stykke tid så det ud til, at Asser Amdisen ville blive manden, der økonomisk fik kvalt de korte kurser også på alle andre højskoler, hvis sommerkurser trækker en ikke ringe del af højskolernes økonomi. Så galt gik det ikke.

I den anledning skrev Asser Amdisen i Højskolebladet, at fodboldkurset placerede sig uforvarende i en diskussion om folkelighed og højskoler. Hvem er folket egentlig i vore dage, og hvad er folkeligt? Det, de frie skoler benævner som folkeligt, er noget af det mest ufolkelige, der eksisterer. Vi taler om den folkelige sang, men hvor store dele af folket synger højskolesange?, skrev han.

Det var vistnok ikke foldboldkurset, men ifølge Ryslinge Højskoles bestyrelse økonomien, der afsluttede Asser Amdisens forstanderkarriere blot godt to år efter tiltrædelsen. En fyring, der fik lærerne på højskolen til at udsende en pressemeddelelse om, at drivakslen var flået ud. For han havde også skaffet et meget stort antal elever til højskolen målt i forhold til årene før.

En måned efter fratrædelsen havde Asser Amdisen dog en ny murstensløs højskole parat. Den Frie Højskole, som den kaldes, har udelukkende lærerkræfter fra Ryslinge Højskole, og den beskæftiger sig hovedsagelig med historie og kunst.

I dag lever han også som foredragsholder om Struensee, om herregårde, om de farverige danske konger og som virksomhedsrådgiver. Og så spiller han valdhorn, også i symfoniorkestre.

På sin hjemmeside starter han præsentationen af sig selv med jeg har altid kæftet op og fortæller, at hans kælenavn var mangeord. Asser Amdisen lægger heller ikke skjul på, at han har et stort ego. Ellers kan man slet ikke være i de her job, som han siger.

Men hvis store egoer har noget at have det i, betyder det måske ikke så meget. Asser Amdisen indrømmer gerne, for eksempel i Fyns Amts Avis, at han godt vil bestemme og hader at tage imod ordrer fra andre, og at det at arbejde i det røde felt og tage risici også giver indflydelse.

Af uddannelse er Asser Amdisen cand.mag. i historie, han har arbejdet på museer som både pedel og leder og har altid haft en drøm om at arbejde med højskoler. Han bor sammen med hustruen Lone Ree Milkær som han beskriver som verdens klogeste og smukkeste kvinde og to døtre samt med et andet ægtepar, som også har to børn. Kollektivet ligger i Kværndrup på Fyn.