Johannes Glenthøj, som på fredag fylder 60, havde i 1997 formentlig ikke regnet med, at han ville fejre 20 års jubilæum som sognepræst på Samsø.
Dengang var han nemlig først begyndt at kalde sig kristen igen efter en længere pause. Han var stoppet med at gå i kirke og med at bede. Efter noget tid var han vendt tilbage til kirken, men han var langtfra sikker på, at han ville blive grebet af at være præst.
”Livet som ø-præst kunne have lagt op til forskning, men mod min forventning endte jeg med at blive grebet af at være præst. Det var det med at arbejde blandt mennesker, der gav mig virketrangen som præst,” siger han.
Som ung teologistuderende kom Johannes Glenthøj hurtigt ind på at lære de semitiske sprog og især syrisk. Det førte blandt andet til, at han i 1984 modtog en guldmedalje for en prisopgavebesvarelse om den kristne digter Efraim Syrerens kommentar til værket ”Diatessaron”, der er en sammenfatning af de fire evangelier.
I 1992 tog han en doktorgrad i filosofi ved Oxford Universitet på en afhandling om Kain og Abel-fortællingens græske og syriske udlægningshistorie fra det fjerde til det sjette århundrede.
Der var gode muligheder for at fortsætte med forskningen, men han mistede gløden for det akademiske.
Ikke mindst fordi han mistede to af sine børn i begyndelsen og midten af 1990’erne. En to-årig datter med navnet Miriam i 1991 og en nyfødt søn fire år senere.
I et interview til denne avis har han sagt om børnenes dødsfald:
”Mit liv kører videre, og Miriam er, hvor jeg ikke kan have noget med hende at gøre. Det skal jeg leve med. Jeg ved, at mange teologer mener, at det at forestille sig et gensyn er noget af det værste, man kan gøre som kristen. For vi ved jo ikke noget om, hvordan der er på den anden side, og skal ikke gøre os forestillinger om det. Men havde jeg ikke håbet om gensynet, så ville jeg tage mit eget liv. Intet er håbløst, selvom livet kan virke absurd. Jeg vil ikke nøjes med at sige til et menneske, at ‘Gud er med dig i lidelsen’, for vi lever i opstandelsens kraft midt i lidelsen. Og det kan jeg sige, fordi Jesu grav var tom.”
Johannes Glenthøj har lavet tværkulturelt kirkearbejde siden sin studietid. Her var han både i København og i Aarhus med i bibelstudiegrupper for engelsktalende studerende. I en treårig periode medvirkede han ved de månedlige internationale gudstjenester i Christianskirken i Aarhus, og da der kom et asylcenter til Samsø, begyndte han at arbejde med asylsøgere på øen.
Sammen med en gruppe syrere med opholdstilladelse var han med til at etablere Verdenscaféen i Tranebjerg Sognegård på Samsø. Formålet var at have et sted, hvor øens flygtninge kunne møde de øvrige beboere.
Asylcentret på Samsø blev lukket sidste år, men Johannes Glenthøj har stadig kontakt med flere af de tidligere beboere på centret. Og til sommer skal han deltage i en af Indre Missions tværkulturelle lejre.
Han er gift med teolog og hjælpepræst Elisabeth Albinus Glenthøj. I deres fritid besøger parret deres datter på 31, som bor i et bofællesskab. Hun er autist.
Ellers spiller han fodbold om sommeren og dyrker gymnastik og spiller volleyball om vinteren.
Fødselsdagen fejrer han privat med familien, og jubilæet bliver markeret med en reception efter en aftengudstjeneste på søndag.