May Schack har været et uomgængeligt navn i dansk litteratur siden de banebrydende 1980'ere. Alle, der gjorde den tid med og beundrende, nysgerrige og fascinerede fulgte med i debatter, artikler, foredrag og formidling af tidens store digtere og litteratur, stødte på ét eller andet tidspunkt på May Schacks navn.
Ikke fordi hun selv skrev, men fordi den unge litterat var fra samme generation og derfor en af dem, man lagde mærke til. Hun var selvfølgelig også med i den første, berømte redaktionsgruppe af det epokegørende polemiske litteratur- og kulturtidsskrift "Fredag". Sammen med blandt andre Carsten Jensen og Jørgen Flindt Pedersen.
May Schack var en af dem, hvis ord havde vægt. Allerede dengang. Siden er det kun fortsat. May Schack er fortsat - med en særlig udviklet styrke, som netop har bragt hende viden om i smag, stil, emner og fokusområder. Modsat, har man vel lov at sige, mange andre formidlere og litterater fra hendes generation.
May Schack kunne for eksempel sagtens være faldet i gryden med feministisk tunnelsyn. Hun har redigeret antologier om kvindesag og ligestilling, hun har bidraget til flere andre værker om kvindehistorie, blandt andet "Dansk Kvindebiografisk leksikon", og hun var førhen altid den kritiker på Politiken, der anmeldte bøger af kvinder - ud fra et dengang klassisk synspunkt om, at kvinder skulle anmeldes af kvinder.
Hun har til og med arbejdet en hel del inden for psykologien og var blandt andet fagredaktør i både psykologi og litteratur i Den Store Danske Encyklopædis tid, ligesom hun også har været ansat på Hans Reitzels Forlag med psykologi og sociologi som områder.
Men May Schacks litteratursyn er aldrig blevet farvet af en bestemt ånd eller tid. Hun er åben, vidende, og derfor stadig en af de kritikere, der læses med stor vægt af både publikum og involverede.
Også selvom hendes navn stod til at blive ridset i efteråret, da der blev sat ind med en stor mediesag om inhabilitet i den danske kritikerstand. Med May Schack som hovednavnet. For i og med at hun i perioder var ansat hos Gyldendal på projekter, hvordan kunne Politiken, hvor Schack har anmeldt litteratur siden 1980, så forsvare, at hun samtidig anmeldte Gyldendals bøger?
Sagen fusede ud igen. Grundlaget for hele miseren og debatten var som sagt en projektansættelse på Gyldendal. Ikke Schacks første, men nok en af de mest synlige og længstvarende. For det er nemlig Gyldendal, der står bag den store fembinds litteraturhistorie, hvis sidste bind nu udkommer. Under vedvarende redaktion af netop May Schack og Klaus P. Mortensen.
Normalt er den slags udgivelse noget nær intern. Men ikke denne. Her har det været et udtrykt ønske fra de to redaktørers side, at det 3000 sider store værk skulle komme ud til nogle andre end de faste fagfolk. Et logisk ønske fra en kvinde, der har viet størstedelen af sin karriere og faglighed til at få bredt litteraturen ud. At dømme efter mediemodtagelsen af de fire første bind ligger det også inden for det muliges kunst.