En urkunstner, som søger naturens kraft og sjæl

En urkunstner der søger naturens kraft og sjæl

Trondúr Patursson betegner sig selv som kristen. Hans motivverden består ofte af fugle. De illustrerer både engle og opstandelse, mener han. –
Trondúr Patursson betegner sig selv som kristen. Hans motivverden består ofte af fugle. De illustrerer både engle og opstandelse, mener han. – . Foto: Paw Gissel.

Han ligner det, han er. Det vildtvoksende hår, der nu er blevet gråt, og det lige så vildtvoksende fuldskæg virker egalt, når vi har at gøre med en kunstner, der søger sine vigtigste inspirationskilder i den utæmmede natur.

Trondúr Patursson betegnes som en urkunstner. Både fordi han tilsyneladende kan alting og ikke lader sig afskrække af nogen som helst form for fysisk begrænsning, men også fordi han i sin kunst beskæftiger sig med det, der var der før menneskene: verdenshavene, vidderne og den vilde natur.

Han bor på et fjeld i den lille bygd Kirkjubøur, der ligger på Færøernes største ø, Streymoy. Her er han også født. Som den sidst ankomne af et tvillinge-drengepar, hvilket han opfatter som et stort held.

Havde han været den ældste, så skulle han have arvet gården fra den kongebondeslægt, han er født ind i, og var højst sandsynligt ikke blevet kunstner. Eller eventyrer, som han opfatter som værende en lige så stor del af sin identitet. Patursson har deltaget i flere ekspeditioner sammen med den britiske historiker og opdagelsesrejsende Tim Severin.

Blandt andet var han i 1993 med til at sejle fra Kina til USA på en bambusflåde. Turen varede i mere end 100 dage og undervejs mødte de sejlende ikke andre skibe. Den rejse bragte inspiration til et af Trondúr Paturssons vigtigste værker: ”Kosmisk rum”, som i dag er en fast installation på Glasmuseet i Ebeltoft. Her er gulv og loft belagt med spejle, og væggene består af bemalede glasflader, der får beskueren til at føle sig som værende en del af havets vuggende rytme.

Glasværker er sammen med temperamalerier blevet den færøske kunstners signatur. I glas har han ofte fugle som motiv, og i malerierne er det oftest den blå farve, han dyrker. I hans kirkeudsmykninger på Færøerne og i Danmark er glasmalerierne i højsædet. Som i Tornbjerg Kirke i Odense, hvor hans alterbillede, i følge ham selv, er ”håbets, lysets og livets landskab”. Og i den katolske kirke i Tórshavn, hvor han har skabt en moderne version af Kristus, der med fremstrakte arme fremviser sine ar. Skørping Nykirke har fået et glasmaleri med Golgata-motiv og figurer i naturlig menneskestørrelse, og senest har Trondúr Patursson udsmykket Mørkhøj Kirke i Søborg ved København med tre glasmalerier, der viser hele påskens historie.

Den færøske kunstner forlader sig på, at der er mere end ham selv til at bestemme her i verden, og han betragter sig som kristen. ”Jeg tror på selve skabelsen af naturen og mystikken med livet. De eksistentielle spørgsmål optager mig meget, men som kunstner forsøger jeg at fange den nerve og sjæl, der ligger i naturen. Når jeg laver kirkeudsmykninger, handler det om at løfte arkitekturen og bygningen fra at være materiale til at være noget, som giver kirken en sjæl,” har han sagt i et interview til Kristeligt Dagblad, der for nogle år siden besøgte ham i Kirkjubøur. I samme interview sagde han også, at det ikke duer at lave kopier af naturen. Det er kunstnerens opgave selv at fange naturens kraft og sjæl, mener han.

Trondúr Patursson regnes for en af de mest betydningsfulde nulevende kunstnere på Færøerne, og han er hædret med øernes største kulturpris.

Som kunstner har han modtaget privatundervisning og har videreuddannet sig på Glyptoteket i København og på Kunstakademiet i Oslo. Sin første separatudstilling havde han i 1972 på kunstmuseet i Tórshavn.

Han er gift med Borgný Patursson, der er designer. Parret har to børn og seks børnebørn.