En vægtig stemme i indvandrerdebatten er død

Økonomen, forfatteren og samfundsdebattøren Hans Kornø Rasmussen er død, 67 år

Hans Kornø var uddannet cand.polit. og ph.d. i international politik. –
Hans Kornø var uddannet cand.polit. og ph.d. i international politik. – . Foto: Kristian Djurhuus.

Økonomen, journalisten og forfatteren Hans Kornø Rasmussen er død, 67 år. Hans Kornø Rasmussen vil først og fremmest blive husket for et livslangt engagement i Den Tredje Verdens forhold, i udviklings- og bistandsproblematikker samt i demografi med særlig vægt på flygtninge- og indvandrerspørgsmål. Det var emner, der optog ham og satte deres præg på størstedelen af hans forfatterskab. Det var også om disse emner, han blev en vægtig stemme i den offentlige debat, for eksempel på Kristeligt Dagblads debatsider samt i tv- og i radiodebatter.

Hans Kornø Rasmussen døde efter et kortere sygdomsforløb. Til det sidste var han åndeligt og intellektuelt frisk. Få dage før sin død sagde han, at han gerne ville leve, til Metroen stod færdig. Sådan skulle det ikke blive, men bemærkningen var typisk for den altid fremadskuende, optimistiske mand, der hellere så udfordringer end problemer på sin vej.

Hans appetit på at lære og forstå var umættelig. Et tilfældigt møde med Hans Kornø på et fortov i København kunne meget ofte udarte til en længere samtale; han var altid interesseret i andres meninger. Han lyttede, og man lyttede altid til Hans, forsmall talk var ikke hans stil, det var derimod den frugtbare samtale. På sin usnobbede facon havde han format til at rumme og gennemtænke andres meninger, også dem han ikke delte. Hans viden om samfundsrelaterede problemstillinger var stor, og i politiske diskussioner, der for nogle kunne blive temmelig følelsesladede, kunne Hans altid bevare overblikket og ikke lade sig styre af følelser, men af fakta.

Hans Kornøs nysgerrige søgen efter forståelse og data afspejles i hans cv. Han var cand.polit. og ph.d. i international politik og havde blandt meget andet været lektor i international politik på CBS. Derefter kastede han sig over journalistikken, først på dagbladet Information, derefter på Børsens Nyhedsmagasin og senest på ugebrevet Mandag Morgen.

De seneste mange år var Hans Kornø forfatter, foredragsholder og samfundsdebattør på fuld tid. Hans forfatterskab er omfattende. Han har skrevet 16 bøger og leveret bidrag til seks andre. Hans første bog, ”Chioli – en landsby i Hupei Provinsen”, udkom i 1975. Derefter fulgte en række titler med relation til tredje verdens-problematikker, og ”Den tikkende bombe” udkom i forbindelse med befolkningskonferencen i Kairo i 1994. Siden da har befolkningsudviklingen og migration været en rød tråd i de fleste af Hans Kornøs bøger. ”Flygtninge og indvandrere i Europa” udkom i 1996, i 2004 skrev han bogen ”Det danske dilemma – Om Danmark, EU og indvandring”, og i 2008 kom bogen ”Den danske stamme – en befolkningshistorie.

Hans Kornøs bøger var videnskabeligt baserede debatbøger. Han var en mester i at behandle komplicerede emner på en måde, så de fleste kunne være med. Han lagde stilen lidt om, da han i 2009 udgav bogen ”Hans og Bjerget”, der handler om at cykle til toppen af det skaldede bjerg, Mount Ventoux.

Hans Kornø havde livet igennem blikket rettet ud over Danmarks grænser, og han havde rejst i det meste af verden og var da også medlem af Eventyrernes Klub.

Det var under et togt på skuespilleren Erik Wedersøes skib ”Gitte Gry”, at han i Mauritius i 1986 blev gift med Karin, og det var med Karin, han de senere år flere gan-ge besøgte Jerusalem, hvor Karin, der er tandlæge, reparerede tænder på ubemidlede palæstinensere, mens Hans forsøgte at få et indblik i de komplicerede samfundsforhold.

Listen over tillidsposter er lang. For eksempel har han været medlem af Flygtningenævnet, og til det sidste var han bestyrelsesmedlem for Jyderup Højskole.

En klog og favnende mand er gået bort. Han efterlader sig sin hustru, Karin, sin voksne søn og svigerdatter og to børnebørn.