Prøv avisen
Nekrolog

En venlig filosof, der talte med alle

Jon Rostgaard Boiesen underviste på Aarhus og Københavns Universitet og supplerede blandt andet med et job som rundviser og guide. Her for en gruppe amerikanske turister. – Foto: Jesper Voldgaard.

42 år var Jon Rostgaard Boiesen, da han døde i december. Han blev kaldt ”evighedsstuderende”, fordi han brugte 11 år på at færdiggøre sit filosofistudie. Social umættelighed og konstant nysgerrighed er noget af det første, nære venner fremhæver ved ham

Det er ikke sikkert, den brede danske befolkning ved, hvem Jon Rostgaard Boiesen er. Mere sandsynligt bliver det, hvis man har haft noget med Aarhus Universitet at gøre de seneste 20 år.

For efter han begyndte på filosofistudiet i 1999, var der ikke de faglige eller sociale arrangementer, han ikke tog del i. Lige fra alverdens foredrag, oplæg og studenterbar til at være formand for foredragsforeningen, redaktør for institutbladet og medlem af studienævnet. På én gang.

Netop det faglige og sociale engagement er noget, man kunne fristes til at tro spillede en rolle i, at Jon Boiesen først blev færdig med sit filosofistudie 11 år efter, han begyndte, mens den normerede tid på uddannelsen var seks år.

Det er alligevel noget andet, Carsten Fogh Nielsen, der er er ph.d. og videnskabelig assistent på Aarhus Universitet, hæfter sig ved. Han var selv studerende og havde læst fire år, da Jon Boiesen i 1999 begyndte på samme institut. De lærte hinanden at kende gennem sociale aktiviteter og har blandt andet arbejdet sammen på studenterbladet og i forbindelse med adskillige oplæg, de sammen har holdt.

”Det var nok snarere, fordi han var ustruktureret, at han var 11 år om det. Han var umulig at få til at overholde deadlines, og der var et tidspunkt, hvor vi seriøst overvejede at angive ét mødetidspunkt for os andre og ét for Jon,” siger Carsten Fogh Nielsen.

Det blev dog bedre med tiden. Særligt efter Jon Boiesen færdiggjorde sit studie i 2010 og efterfølgende begyndte at arbejde som underviser. Han arbejdede nemlig både på universitetet i Aarhus og København, hvilket krævede en mere struktureret tilgang til hverdagen.

”Han blev mere voksen af det, selvom det kan lyde sært at sige om en, der var omkring 30’erne,” siger Carsten Fogh Nielsen og uddyber:

”Det krævede en tilvænningsperiode. Meget af Jons identitet var at være studerende. Han mistede en del af sig selv, men det gav ham rigtig meget at begynde at undervise. Han var jo en blændende underviser.”

Selvom det formodes at være en hjertefejl, der har forårsaget døden, er det stadig ikke blevet kortlagt. Sidst, Carsten Fogh Nielsen så Jon Boiesen, var i december til julefrokost på Aarhus Universitet, hvor han var sund og rask. Sidst, nogen havde kontakt med ham, var den 23. december, og den 27. december blev han fundet død i sin seng.

Derfor var chokket også stort for Mikkel Thorup, der er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Han kender ligesom Carsten Fogh Nielsen Jon Boiesen fra dengang, han begyndte på universitetet, hvor Jon Boiesen havde en helt særlig evne til at knytte folk sammen.

Selvom Jon Boiesen tilbragte julen alene, kunne det næsten ikke beskrive ham bedre, at der lørdag den 11. januar dukkede flere end 500 personer op fra nær og fjern til hans bisættelse, mener Mikkel Thorup, der var med til planlægningen. Det var også derfor, arrangementet fandt sted i Stakladen, som er festsalen på Aarhus Universitet, før kisten blev kørt ud til et krematorium.

”Det var en logistisk god løsning, men det gav også mening, at vi var i Stakladen, fordi Aarhus Universitet har været en ramme for hans liv, siden han begyndte i 1999,” siger Mikkel Thorup.

Han fortæller, at Jon Boiesen havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Efter at han blev færdiguddannet filosof i 2010, blev det til flere end 12 forskellige tidsbegrænsede kontrakter på universitetet. Pengene rakte ikke, og både supplerende dagpenge, kontanthjælp og et utal af forskellige deltidsjobs, herunder mentor for studerende, guide på byvandringer i Aarhus og vikarierende sekretær for Enhedslistens byrådsgruppe, har været nødvendige. Til Magisterbladet fortalte han i 2018, at han levede som sine studerende: Delt køkken og bad i en lejlighed og måltider bestående af pasta med ketchup, når måneden sang på sidste vers.

”Der er ingen tvivl om, han var en forbilledlig underviser, og hans arbejdssituation var, som den var, fordi det var sådan, han kunne undervise. Men jeg tror, han ville have foretrukket en fast stilling med en stabil indkomst,” siger Mikkel Thorup.

Rig på venner og bekendte var Jon Boiesen til gengæld. Han var ligeglad med, hvor folk kom fra, og hvilken baggrund de havde. Han mødte alle fordomsfrit med nysgerrighed og en social umættelighed. Altid klar til at tage til en koncert, digtoplæsning, et foredrag, til at drikke en øl og falde i snak med nye folk.

”At være sammen med ham var at blive rullet ind i en større kreds af gode mennesker. Cirklen udvidede sig hele tiden. Han tiltrak folk, der kunne lide at være sammen med ham. Socialiteten havde bare ingen grænser,” siger Mikkel Thorup.

Han må tage en tænkepause, før han sætter ord på, hvad han kommer til at savne mest ved Jon Boiesen:

”Alt det, vi talte om. Gode og dybe private samtaler, men han var også så bredt funderet i filosofien, litteraturen, film og kunne alle mulige mystiske anekdoter om Gud og hvermand. De samtaler er slut, og det kommer jeg til at savne.”