Engageret formidler med øje for smerte og glæde

Elisabeth Dons Christensen, tidligere biskop over Ribe Stift, overtager på mandag opgaven med at skrive en daglig klumme inspireret af de bibeltekster, der skal læses og prædikes over

Det blev et vendepunkt for Elisabeth Dons Christensens forhold til kristendommen, da hun valgte at læse bifag i kristendomskundskab på Københavns Universitet. -
Det blev et vendepunkt for Elisabeth Dons Christensens forhold til kristendommen, da hun valgte at læse bifag i kristendomskundskab på Københavns Universitet. - . Foto: Ribe Stift.

I disse dage venter Elisabeth Dons Christensen, tidligere biskop over Ribe Stift, med glæde på, at hendes niende barnebarn kommer til verden, og over, at også et tiende er på vej.

Samtidig mindes hun med taknemlighed sit 30-årige ægteskab med sin første mand, som døde pludseligt i 1995 af en blodprop i lungen og efterlod den daværende seminarielektor og hjælpepræst ved Ribe Domkirke med fire børn.

Selvom hun i mellemtiden er blevet lykkeligt gift med advokat Thomas Bonnor, fylder sorgen over hendes første mand og de andre i hendes nære familie, der er døde - blandt andre fire af hendes fem søskende - stadig meget, og Elisabeth Dons Christensen er netop kendt for både som præst, biskop, forfatter og foredragsholder at tænke smerten med, når hun taler om kærlighed og glæde.

Det er en vigtig indsigt hos Elisabeth Dons Christensen, at livet trods smerten er en gave, som rummer nye muligheder, hvis vi blot tør sige ja.

Hun afløser fra på mandag tidligere biskop over Viborg stift Karsten Nissen som Ordet-skribent og vil fremover skrive en daglig klumme med baggrund i de tekster, der skal læses og prædikes over i den givne tid. Den første måneds tekster er allerede skrevet, for Elisabeth Dons Christensen er flittig og pligtopfyldende.

Ønsket om at blive udfordret til at forkynde og formidle på nye måder er baggrunden for, at Elisabeth Dons Christensen takkede ja til at blive avisens ny Ordet-skribent.

”Jeg har lært hjemmefra sige ja til nye opgaver, for man skal sørge for at blive brugt til noget i sit liv i stedet for hele tiden at have idéer om, hvordan man vil bruge det,” siger hun.

Hun er opvokset i landsbyen Vester Ørum, hvorfra hendes forældre sendte hende på gymnasiet i Vejle, da de vurderede, at hun på grund af en brækket og skæv arm, der i flere år stort set ikke kunne bevæges, ikke ville blive nogen god bondekone.

Hun blev i stedet student og siden kandidat i historie fra Københavns Universitet. Siden valgte hun lidt tilfældigt at tage bifag i kristendomskundskab, og det blev et vendepunkt.

”I kristendommen fandt jeg en guldgrube af tanker og tekster, som behandlede de eksistentielle spørgsmål, jeg selv var optaget af. At opdage, hvordan den kristne tænkning i sin europæiske variant har formet og stadig former vores kultur, var som en åbenbaring for mig, og det er den åbenbaring, jeg siden har forsøgt at give videre på mange måder,” siger hun.

Inspireret af sin mands farbror, daværende biskop over Ribe Stift, Henrik Dons Christensen, tog hun - som 40-årig, mens hun var gravid med sit fjerde barn - den tillægsprøve, der dengang gav akademikere adgang til at søge embede i folkekirken.

I 1993 supplerede hun med den teologiske kandidatgrad fra Aarhus Universitet. I den mellemliggende periode arbejdede Elisabeth Dons Christensen som gymnasie- og seminarielærer og hjælpepræst i Ribe. Efter sin første mands død blev hun sognepræst i Søllerød, og herfra vendte hun i 2003 tilbage til Ribe, hvor hun var biskop frem til sin 70-årsfødselsdag i 2014.

Som biskop har hun været meget optaget af dåbsoplæring og konfirmationsundervisning, og hun ser det som en rød tråd i sit virke at give den kristne arv i den særlige europæiske og danske aftapning videre til næste generation.

Hun håber, at hendes klummer her i avisen vil blive læst af en bred skare og af flere generationer og ”være opbyggelige i den forstand, at de kan give mod til at gå i gang med dagen og gøre det, så godt man kan, selvom man ikke altid kan forstå de sorger og tab, livet byder på”.

Hendes egne dage er stadig fyldt med opgaver, blandt andet holder hun fortsat 40-50 foredrag om året, ofte med udgangspunkt i sin bog fra 2005 ”Det sårbare samliv - en bog om voksen kærlighed”, hvor hun inddrager erfaringer fra sit eget liv og kæder dem sammen med kristen tænkning. En kombination, som sikkert kommer til at gå igen i hendes Ordet-tekster her i avisen.