Prøv avisen
Portræt

Eritrea-sagens omstridte embedsmand

Jakob Dam Glynstrup har arbejdet i lederstillinger både i Beskæftigel-sesministeriet og Københavns Kommune, inden han i juni 2008 tiltrådte som kontorchef i Udlændingestyrelsen. - Foto: Udlændingestyrelsen

Kontorchef i Udlændingestyrelsen Jakob Dam Glynstrup er tavs efter beskyldninger om politisk bestillings-arbejde i Eritrea-sagen. Også selvom nye oplysninger vælter frem, og kritikken tager til fra flere sider

I 1990'erne var Jakob Dam Glynstrup formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom på Nørrebro i København og gik på Roskilde Universitet (RUC), hvor han læste master of Politicial Science. I dag er han kontorchef i Udlændingestyrelsen og har været det siden 2008.

De seneste dage har Jakob Dam Glynstrup i den grad været i skudlinjen for sin rolle i den omstridte Eritrea-sag. Han er nemlig en af forfatterne bag den rapport, som er blevet kritiseret og beskyldt for at være politisk bestillingsarbejde, og som ifølge kritikere tegner et skønmaleri af situationen i det østafrikanske land.

I onsdags kom det frem, at kontorchefen har behandlet flere aktindsigter om sig selv i en sag, hvor hans ageren allerede er omstridt, og hvor eksperter, FN og medarbejdere i Udlændingestyrelsen har kritiseret arbejdet med Eritrea-rapporten.

43-årige Jakob Dam Glynstrup er træt af det massive fokus, der den seneste uges tid har været på Udlændingestyrelsen og ikke mindst hans person. Han ønsker derfor ikke at stille op til interview til Kristeligt Dagblad, men har til en række medier kategorisk afvist påstanden om, at han skulle have haft gang i malerpenslen efter sit besøg i Eritrea.

”Det er et autoritativt regime. Det er meget slidt, og der er fattigt. Jeg var der kun i en uge, men det er ikke et lukket land på den måde, som jeg har set beskrevet. På hotellet var der BBC hver aften, og der var parabolantenner overalt. De artikler, jeg har læst, giver et helt andet billede,” fortalte han Berlingske om sit ophold i landet i forbindelse med udarbejdelsen af Eritrea-rapporten.

Efter Jakob Dam Glynstrup færdiggjorde sin uddannelse på RUC i 2001, har han arbejdet i lederstillinger både i Beskæftigelsesministeriet og Københavns Kommune, indtil han i juni 2008 tiltrådte som kontorchef i Udlændingestyrelsen.

Jakob Dam Glynstrup har flere gange fastholdt, at der er sket en positiv udvikling i Eritrea i de seneste par år, selvom flere eksperter har sagt det modsatte.

Også internt i Udlændingestyrelsen har der været kritik og utilfredshed blandt to af styrelsens medarbejdere, der har fået advarsler i forbindelse med Eritrea-sagen. Den sygemeldte chefkonsulent i Udlændingestyrelsen, Jens Weise Olesen, kritisererede tirsdag i sidste uge styrelsens kontroversielle rapport i Berlingske og sagde samtidig, at han følte sig uretfærdigt behandlet - blandt andet fordi han har fået en skriftlig advarsel. Noget, der blankt afvises af Jakob Dam Glynstrup:

”I den konkrete situation har vi fundet det rigtigt at opbygge rapporten, således at det er helt klart og præcist fremgår, hvad de enkelte kilder har oplyst,” har han sagt i en skriftlig kommentar til nyhedsbureauet Ritzau.

En, der ikke kan forestille sig, at Jakob Dam Glynstrup har lavet politisk bestillingsarbejde, er Timme Bertolt Døssing, der arbejdede sammen med kontorchefen som praktikant for Socialdemokraterne i Bruxelles i 1999, og som i dag stadigvæk er en af hans gode venner.

”Som person slår han mig som en, der er loyal og regelret og gør sit arbejde korrekt. Jeg har ikke sat mig ind i sagen, så jeg kan ikke gå i detaljer. Men jeg vil gerne understrege, at jeg kender ham som bundreel,” siger Timme Bertolt Døssing.