Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
De seneste 10 år er det helt sikkert, at jeg har fået børn. Man er ikke herre over sin egen tid, det er meget anstrengende og hårdt og fyldt med frustrationer. Og den største glæde, man kan opleve.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er, da jeg lige var blevet professor som 33-årig og etablerede min egen gruppe af cirka 15 forskere. Vi delte en fælles længsel efter en anden, langt mere tværdisciplinær måde at bedrive forskning på. Jeg lavede artikler sammen med andre om insekters oprindelse, som slet ikke var mit område, men som jeg lærte utrolig meget af. Det var på alle måder en fantastisk tid.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Hvis jeg skal fremhæve to, er den ene geologen Niels Bonde, som jeg i min studietid havde til et kursus i ”menneskets udviklingshistorie”. Han delte sine gnidrede, tætskrevne fotokopier ud til os studerende og gik en halv time over tid i forelæsningerne. Det fandt mange virkelig irriterende, men for mig var han fantastisk, for her mødte jeg en person, der inderligt brændte for det, han forskede og underviste i. Sådan ville jeg også være!
Og så havde jeg en specialevejleder, Bent Christensen, professor i systematisk zoologi, der lærte mig noget meget vigtigt – at det som leder og vejleder ikke handler om dig, men om at skabe et miljø, hvor folk kan vokse, blomstre og udleve sig.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Det allervigtigste er, at hvis du vil være professionel forsker, skal du brænde helt vildt for det, du laver. Hver gang du går i gang, skal du føle glæde over, at du kan arbejde med det. Hvis man har dét i sig, er man nødt til at være strategisk og overveje, hvad der er godt for ens karriere. Man skal have nogle langsigtede mål at sigte efter.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Den allervigtigste ingrediens er, at jeg har knoklet røven ud af bukserne. Og så har jeg en anden ingrediens, som også er væsentlig: Du skal kende dig selv, vide, hvad du er god til, og hvad du ikke er så god til. Der, hvor du er god, kan du bidrage, men der, hvor du er dårlig, skal du have hjælp fra andre.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Da jeg mistede min far i 1996. Jeg var i midten af 20’erne, men han var allerede gammel, for han var 56 år, da han fik mig og min tvillingebror, Rane. Jeg var meget, meget tæt på ham, og jeg brugte ham til livsråd, så det var et utrolig stort tab.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
En af de første gange var i 9. klasse. Jeg var fagligt svag i skolen, havde dårlig selvtillid og lavt selvværd. Først reagerede jeg ved at skubbe det til side og drikke en masse øl, men ved en skole-hjem-samtale ville en tysklærer flytte mig til et hold med et lavere niveau. Det var så ydmygende for mig, at jeg nægtede. Dér skete der noget i mig. Jeg så mit problem i øjnene og besluttede mig for at lave om på det. Jeg kunne ingenting, havde ikke fulgt med i noget som helst og var ikke særlig hurtig til at forstå tingene, men den erkendelse og det, at jeg smøgede ærmerne op, lærte mig, at hvis jeg lægger arbejdsindsatsen, kan jeg ændre min egen situation.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg ser meget min far i mig selv. Han var historiker og arbejdede ligesom jeg helt vildt meget, og så var han meget ordentlig, og det vil jeg også gerne være kendetegnet af. Men i forhold til ham er jeg en meget blødere og mere eftergivende og omsorgsfuld far, der kysser og krammer mine børn.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Det kan godt være, at jeg blev professor som 33-årig og nåede mine faglige mål tidligt, men det har sin pris. Hvor meget så jeg mine venner og kæreste? Prioriterede jeg dem, der stod mig nær, nok? Når jeg ser tilbage, er svaret nej, og det kan jeg godt fortryde.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud, og det har jeg gjort i mange år. Nogle ser det som værende i modstrid med det, at jeg arbejder som evolutionsbiolog, men for mig er der intet modstridende i det. Jeg tror på evolutionen og de grundlæggende mekanismer, der er med til at forme livet på jorden, men som forskere kan vi ikke skabe liv af ingenting. Er det bare, fordi vi ikke forstår det? Måske. Men det kan også være, at det, vi ikke forstår, er den guddommelige rørelse, der afgør, hvad der bliver liv, og hvad der ikke gør.
Ligegyldigt hvornår og hvor vi kigger hen i historien, har folk dyrket troen på en åndelig kraft, der var større end dem selv. Som evolutionsbiolog tænker jeg, at hvis ikke det var vigtigt og godt for os, ville det ikke være der, for så ville det være røget ud i løbet af udviklingshistorien. Så hvorfor ikke bare omfavne det?
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg er klædt ud i et indianerkostume med hjemmelavede frynser på skindjakken og har et luftgevær i hånden, mens jeg løber rundt i de svenske skove og prøver at finde noget at skyde.