Prøv avisen

Eske Willerslev - Videnskabens vildmand

Vildmand eller videnskabsmand? Dna-forsker Eske Willerslev rummer begge sider. Her ses han sammen den kopi af en mammut, som findes på Zoologisk Museum i København. -- Foto: Lars Bech/Scanpix. Foto: Lars Bech/Scanpix

Historien om Eske er historien om en dreng, der ville være indianer, men som slog sig til tåls med at blive videnskabsmand og endte med at ændre vores opfattelse af fortiden og skrive historiebøgerne om

Han ville have været indianer. Livet i vildmarken på naturens nåde var den allestedsnærværende drengedrøm, dengang Eske Willerslev sammen med tvillingebroderen, Rane, jog skrigende og hærgende gennem Gentofte-forstadens pæne gader. De hev pigerne i håret, kedede sig gudsjammerligt i timerne og bragte pinligt ringe karakterbøger hjem til en barsk, gammel far, som ikke var bleg for at smide sine sønner i iskoldt vand i forsøget på at hærde dem til livet.

I dag er Rane antropolog og Eske ikke mindre end en af landets mest anerkendte naturvidenskabsmænd, professor og stjerne på den internationale evolutionsforsknings himmel. I denne uge indviede han Danmark og verden i sit seneste gen-gennembrud. Verdens første rekonstruktion af det komplette genom fra en forhistorisk inuit – genskabelsen af et for længst uddødt menneske på baggrund af en enkelt hårtot. Tidligere har han blandt andet vist, at der har levet mennesker i Amerika 1000 år tidligere, end man hidtil har troet, og at Grønland engang rent faktisk var grønt.

Trods de videnskabelige succeser kunne man mistænke udviklingen fra pelsjæger til professor for at være lidt af en nedtur for en indianerdrømmer. Men sådan er det ikke for Eske Willerslev. Ulig så mange andre drømmende drenge har han formået at leve indianerømmen ud. Han har deltaget i 10-12 ekspeditioner i polarområder og levede i begyndelsen af 1990'erne godt fire måneder som pelsjæger i Sibirien. Willerslev fik forfrysninger i skridtet, ansigtet og hænderne. Han delte sin hverdag med mordere, voldtægtsforbrydere og veteraner fra Afghanistan – de eneste, der – ud over ham selv – var desperate nok til at påtage sig det benhårde hverv som pelsjæger i Rusland.

Drømmen viste sig altså langt mindre romantisk end antaget og udviklede sig i mareridtsagtig retning, da Eske Willerslev vendte tilbage til Københavns trygge rammer. Livet på kanten var uforeneligt med det trygge Velfærdsdanmark, og alting mistede mening for den unge Willerslev, der for en tid vandrede desillusioneret og hvileløst rundt med en bristet drøm i bagagen.

Men den barske oplevelse gav samtidig Willerslev troen på, at han kunne klare hvad som helst. Sagt på en anden måde, så var det tiden som pelsjæger, der forberedte ham til professoratet. Eske Willerslev turde tage kampen op mod forstokkede professorer og virkelighedsopfattelser. Og han kunne arbejde, til han segnede – og så lidt endnu.

I dag er der næsten ikke det, den kun 40-årige professor ikke må, hvis bare han spørger. Han står i spidsen for det Grundforskningscenter for Geogenetik, han har ønsket sig, og blev for nylig hædret med Danske Videnskabsjournalisters Hæderspris, Geniusprisen, fordi han ud over at være en gudbenådet forsker også er en fremragende formidler. Willerslev selv vil heller ikke udelukke, at det er formidlingens – eller forfatterens – vej, han skal gå nu, hvor barndommens drømme er udlevet.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk