Et ægtepars lange rejse til en kort avis

Ralf Pittelkow og Karen Jespersen har siden ungdomsoprøret befundet sig i spændingsfeltet mellem idyl og frygt. Sammen har de vundet den værdikamp, de fortsat udkæmper fra huset i Dragør

Ralf Pittelkow og Karen Jespersen ved skærmen. –
Ralf Pittelkow og Karen Jespersen ved skærmen. – . Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto.

”Glem bare alt om mediestøtte – på Den Korte Avis har vi aldrig følt os stærkere.”

Selvtilliden fejler ikke noget hos ægteparret Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, der driver internetmediet Den Korte Avis, som har trukket overskrifter i mange andre medier de seneste dage. Den Korte Avis er blevet beskyldt for at være racistisk, og da 30 virksomheder som Nordea og Ikea stoppede med at annoncere hos netavisen, kaldte mediets chefredaktør, Ralf Pittelkow, det for et ”fuldstændig uhørt angreb på ytringsfriheden”.

Siden er det strømmet ind med antipati- og sympatierklæringer til virksomhederne bag annonceboykotten. I går fulgte nyheden om, at Den Korte Avis ikke længere kan få mediestøtte.

Mediet bringer mange historier om kriminelle indvandrere, kombineret med skæve kulørte historier og mange såkaldte ”clickbaits” – det vil sige overskrifter som madding for historier, der skaber nysgerrighed og får læsere til at klikke på hjemmesiden. I går kunne man for eksempel se et billede af et stort og et lille skib på kollisionskurs med underteksten ”Krydstogtskibet gasser op – men ingen har forudset, hvad der vil ske med det lille skib”. Værs’go’ og klik.

Den slags giver trafik og dermed annonceindtægter, og derfor er annonceboykotten værre for Den Korte Avis end tabet af mediestøtte.

Men hvordan er det gået til, at to 68’ere har bevæget sig fra den yderste venstrefløj i universitetsverdenen til toppen af magtens elite som minister og særlig rådgiver for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til i dag at drive et højrefløjsmedie med populistiske over- og undertoner, der appellerer til den dybeste frygt for alt, der har med islam og Mellemøsten at gøre?

Alene at stille spørgsmålet er formentlig rigeligt til at placere denne artikels forfatter i kassen ”Journalistisk Venstreparti”, som Ralf Pittelkow mener, at det store flertal af danske journalister befinder sig i.

Anklagen er pudsig, fordi Ralf Pittelkow og Karen Jespersen selv var aktive i partiet Venstresocialisterne frem til 1981. Karen Jespersen var engageret i kvindebevægelsen, og de to mødte hinanden i det politiske arbejde i efteråret 1970. Siden har de fulgtes ad, både privat og politisk, og har også udgivet flere bøger sammen.

I 1980’erne flirtede de med ”det andet venstre” med inspiration fra Frankrig, men i 1985 meldte Ralf Pittelkow sig ind i Socialdemokratiet. Han var med til at formulere en mere EU-venlig politik for Socialdemokraterne.

Karen Jespersen blev cand.mag. i historie og arkæologi i 1977 og virkede gennem 1980’erne som journalist ved dagbladet Information og TV-Avisen.

Hun blev opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i 1989 og blev året efter valgt til Folketinget for Socialdemokratiet, som hun var medlem af frem til 2004.

På det tidspunkt havde hun gennem en årrække markeret sig som strammer i udlændingepolitikken og forsøgte i 1990’erne først som som socialminister og siden som indenrigsminister at få en mere restriktiv kurs over for indvandring.

I 2005 udgav ægteparret en bog med titlen ”De lykkelige danskere – en bog om sammenhængskraft”. Det var et hyldestkvad til den danske model, velfærdssamfundet, tillid og sammenhængstkraft, men også et advarselsflag mod alle de udefra kommende trusler mod idyllen – globaliseringen, indvandringen og EU’s udvikling.

Året efter blev det til et glødende kampskrift mod alle naivisterne i den fælles bog ”Islamister og naivister”. Forfatterne sætter lighedstegn mellem nazister, kommunister og islamister og beskylder alle de naive for at overse faren og ligesom Biedermann i Max Frischs teaterstykke lukke øjnene for, at man har lukket brandstiftere ind på loftet.

Siden er værdikampen kun taget til. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow forkynder stadig, at de er oppe imod den politiske korrekthed, og at eliten er døv for folkets bekymringer. Den Korte Avis kæmper videre ene medie mod ”næsten alle de andre”, som den selv skriver.

I virkeligheden har Karen Jespersen og Ralf Pittelkow for længe siden vundet den værdikamp, de fører fra deres hyggelige hus i Dragør uden for København.

De tre største partier i Folketinget kæmper i dag for at overgå hinanden om at føre den mest restriktive udlændinge- og flygtningepolitik. Danmark siger nej til kvoteflygtninge. Morgenavisen Jyllands-Posten kunne i går fortælle, at Venstre siden valget i 2015 har indført 49 stramninger af udlændingeloven og kun tre lempelser for kvalificeret arbejdskraft udefra. Et stort flertal i Folketinget står bag indskrænkninger af trosfriheden for om muligt at få ram på yderligtgående imamer.

Alt dette er dog irrelevant for det univers, Den Korte Avis skriver i. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow er på sin vis vendt tilbage til fortællingen fra deres revolutionære ungdom, nemlig den dualistiske fortælling om, at mennesker kan opdeles i indbyrdes kæmpende grupper. I oprørets dage var det kapitalister mod udbyttede, kvinder mod mænd og så videre. I dag er det eliten mod folket, indvandrere mod danskere, EU mod Danmark.

Eller lidt blødere udtrykt arbejder de fortsat i spændingsfeltet mellem idyl og frygt.

21.12.2016: Det er tilføjet, at det var Socialdemokratiet, Karen Jespersen var medlem af frem til 2004. Fra 2007 til 2015 repræsenterede hun Venstre i Folketinget.