Et ben i hver lejr og et hjerte for patienterne

Som overlæge på en kræftafdeling og forsker ved Palliativt Videncenter kombinerer Lene Jarlbæk praksis og teori. Målet er mindst mulig smerte

Lene Jarlbæk har skrevet ph.d.-afhandling om smertelindring i forbindelse med kræftbehandling og forsker i øjeblikket i, hvordan hospitalsafdelinger landet over forholder sig til patienternes smerte. Vurderingen er, at smertelindring sagtens kunne prioriteres højere. –
Lene Jarlbæk har skrevet ph.d.-afhandling om smertelindring i forbindelse med kræftbehandling og forsker i øjeblikket i, hvordan hospitalsafdelinger landet over forholder sig til patienternes smerte. Vurderingen er, at smertelindring sagtens kunne prioriteres højere. –. Foto: Palliativt Videncenter.

Der findes læger, som gennem dygtigt forskningsarbejde skaffer ny viden og indsigt om en bestemt sygdom, men som ikke nødvendigvis kommer i tæt berøring med den enkelte patient.

Der findes også læger, som dagligt fortager konkrete indgreb og lindrer konkrete smerter, men som følge heraf har svært ved at afse tiden til at opnå det helt store overblik.

Endelig findes der de læger, som forsøger at forene teori og praksis, det store overblik og mødet med det enkelte menneske. Denne sidste kategori tilhører den 53-årige Lene Jarlbæk, ph.d., speciallæge i onkologi og klinisk farmakologi, overlæge på kræftafdelingen på Odense Universitetshospital og forsker ved Palliativt Videncenter.

Som omtalt i dagens avis er hun aktuel med en undersøgelse, som rummer svar fra 318 danske hospitalsafdelinger om, hvordan man håndterer palliation, altså smertelindring. Netop spørgsmålet om, hvordan man kan dæmpe især kræftpatienters smerter, er hovedfokus i såvel hendes teoretiske som praktiske arbejde, og hun stiller sig generelt ret kritisk over for hospitalernes i hendes øjne overfladiske og utilstrækkelige indsats imod smerter.

LÆS OGSÅ: De færreste hospitaler har tid til de døende

Lene Jarlbæk er født og opvokset i Odense og hører til de mennesker, som aldrig har været i tvivl om, hvad drømmejobbet var. Hun ville være læge og gik den slagne vej fra gymnasiet til universitetet i hjembyen. Universitetshospitalet i Odense har hun været tilknyttet i adskillige omgange fra 1989 og frem, men har også været forbi Aarhus Universitetshospital under studierne og har arbejdet på sygehuse i Næstved og Herlev samt i Sverige, inden hun vendte hjem til Odense igen. Med udgangen af denne måned fratræder hun imidlertid funktionen som overlæge, men vil fortsat stille sig til rådighed på klinikken på mere løs basis.

På Palliativt Videncenter i København er hun en afholdt kollega, som fremhæves for netop sit engagement i de konkrete patienter og deres pårørende og for sit bidrag med værdifulde personlige erfaringer til al teorien. Et ben i hver lejr kan være splittende for den enkelte, og to halvtidsstillinger giver ofte mere end fuld tid i alt. Når de to lejre så tilmed ligger i Odense og København og boligen er et lille hus på landet i Tårup syd for Nyborg skal der lægges en del transporttid oveni.

Helt overhånd tager arbejdet imidlertid ikke. Det sørger familie og venner for ved at tilbyde tiltrækkende alternativer. Familien består af hendes mand, konsulent Carsten Nielsen, og deres tilsammen tre voksne børn samt parrets to flatcoated retrievere. Derudover tilbringer hun også gerne tid i selskab med den smukke østfynske natur samt sine sportsveninder i De lilla lamselår en flok tidligere spillere fra den fynske volleyball-topklub DHG, der har holdt fast i spillet og sammenholdet gennem alle årene.