Forfatteren Iboja Wandall-Holm har haft meget imod sig. En af de mest lidelsesfyldte perioder i det 20. århundredes europæiske historie holocaust og Anden Verdenskrig har for hende også været en personligt gennemlevet lidelseshistorie. Man kan undre sig over, hvordan håbet overhovedet var i stand til at overleve. Men ikke desto mindre: I hendes sind overlevede det. Hele tiden havde hun håbet med sig. Og det blev afgørende. Uden tvivl vil det være i hendes ånd at opfatte netop håbet som en forudsætning for, at hun bevarede sit i de unge år stærkt truede liv. På søndag fylder hun 90 år.
Om sit dramatiske og omskiftelige liv har Iboja Wandall-Holm fortalt i erindringbogen Morbærtræet (1991) og senere i en revideret og udvidet udgave, Farvel til Århundredet (2000).
Hun er født i Tjekkoslovakiet, var den ældste af fem søskende i en jødisk familie og voksede op i den lille slovakiske by Mikulas, hvor hun i 2012 blev udnævnt til æresborger. Hun har fortalt, at hun blev opdraget til at klare sig selv hvilket hun i høj grad skulle få brug for. Sine forældre og to af sine søskende mistede hun få dage før afslutningen af Anden Verdenskrig. De blev skudt ved deres hjem.
På dette tidspunkt havde hun imidlertid længe skullet klare sig selv. Sammen med en søster flygtede hun i 1942 til Ungarn. Var hun blevet i Tjekkoslovakiet, kunne hun have forventet deportation: Hun havde tilsluttet sig modstandsbevægelsen mod det nazityske herredømme i landet og var som hun siger idealistisk kommunist. Men det varede ikke ved. Efter krigen indså hun, at den kommunistiske virkelighed ikke kunne leve op til hendes som det viste sig naive forestillinger om den.
Søstrene blev fanget og ført til Auschwitz, hvor Iboja Wandall-Holm blev undersøgt af den berygtede dr. Mengele. Hun vidste ikke, at mange af de deporterede blev gasset hurtigt efter ankomsten til lejren. Men noget sagde hende, at det gjaldt om at virke rask og arbejdsduelig. Det var en strategi for overlevelse.
I 1945 blev søstrene drevet ud på dødsmarchen fra koncentrationslejren, flygtede og måtte engang spille døde for undgå den virkelige død. Mange trængsler fulgte dem, inden de vendte tilbage til deres nu tomme, totalt ribbede barndomshjem.
Iboja Wandall-Holm begyndte at studere journalistik og politisk videnskab ved universitetet i Prag og tilknyttedes musik- og litteraturafdelingen ved Tjekkoslovakiets radio. I en alder af 32 år bosatte hun sig i Danmark, dog afbrudt af lange ophold i Afrika, Iran og USA. Ophold, der skyldtes hendes danske mand, Hans Otto Wandall-Holms, virke som FN-diplomat.
Søndagens fødselar debuterede som forfatter i 1965 med en digtsamling. Efterfølgende har hun skrevet børnebøger og eventyr. I 1989 vendte hun tilbage som lyriker med samlingen I morgen, når fulgene vågner, der i 1993 suppleredes med Landskaber i førnutid. Tidligere i år modtog hun Morten Nielsens Mindelegat. Iboja Wandall-Holm vil gerne skrive mere, men da hun i mange år har passet sin syge mand, kniber det med overskuddet. Parret bor i København, har to døtre og fire børnebøn.
Hun føler sig hjemme i Danmark og i det danske sprog. Hun taler det, som har hun altid gjort det. Men naturligvis har hun sin baggrund med sig. Specielt i de første år var den tæt på. Det var mærkeligt og vel nærmest uvirkeligt for hende at være i et så fredeligt land som det danske. Det var svært helt at tro på det fredelige. Og hun vendte nødigt ryggen til en dør. For det var ikke muligt for hende at udelukke, at der ville komme én med en kniv og stikke hende ned.