Prøv avisen
Portræt

Et fyrtårn inden for palliationsarbejdet

”Jeg har hele tiden brændt for arbejdet med palliation, hvilket blandt andet også skyldes følelsen af at kunne gøre en forskel,” siger Rita Nielsen, som i næste uge modtager Liv&Død Prisen for sit arbejde med uhelbredeligt syge. Foto: Paw Gissel

For tidligere hospicesygeplejerske Rita Nielsen har det været en fantastisk lære om livet at arbejde med døende mennesker. I næste uge modtager hun Liv&Død Prisen for sit arbejde med at etablere, udvikle og udbrede den palliative behandling herhjemme

Ved at arbejde med døende lærer man at leve.

Sådan beskriver Rita Nielsen passionen for det felt, hun både har arbejdet med i praksis, skrevet undervisningsmateriale og bøger om og holdt foredrag om: arbejdet med uhelbredeligt syge og lindrende behandling.

”Vi skal alle dø, og det specielle i at arbejde med døende mennesker er, at de er et skridt foran mig. De har derfor en indsigt, jeg endnu ikke har. Det har for mig været en fantastisk lære om livet,” siger hun.

På fredag modtager den tidligere hospicesygeplejerske Liv&Død Prisen 2015, som gives af Landsforeningen Liv&Død til personer eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for at nedbryde tabuet om døden. Ifølge foreningens formand, Inge Nesgaard, får Rita Nielsen prisen for sin store indsats for uhelbredeligt syge og for at være en ildsjæl og et fyrtårn i etableringen, udviklingen og udbredelsen af palliationen i Danmark.

Selv er Rita Nielsen utrolig glad for prisen, som hun ser som en anerkendelse af sit arbejde. Men mest af alt er hun glad for indstillingerne fra kollegerne, siger hun. Blandt dem er Jesper Grud Rasmussen, der overtog Rita Nielsens job som klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice.

”Rita var med til at lære mig op inden for palliation med fokus på den åndelige, eksistentielle og værdimæssige del af plejen. Hun har lært mig altid at have de etiske og værdimæssige briller på og er en moralsk beskytter for patienterne. Og så har hun stået som en stærk modvægt til vor tids fokus på evidentialisme, nøgletal og hurtige patientforløb,” siger han.

Rita Nielsen er født i 1949 og uddannet sygeplejerske i 1972 ved Aarhus Kommunehospital. Mellem 1983 og 1996 var hun ansat som medforstander og højskolelærer på Løgumkloster Højskole, hvorefter hun på grund af sin mands nye arbejde flyttede til København og blev ansat ved Sankt Lukas Stiftelsens Hospice som sygeplejerske. Fra 2007 til 2014 var hun ansat ved Diakonissestiftelsens Hospice som klinisk sygeplejespecialist, og i dag holder hun foredrag og underviser personale på sygehusafdelinger, i hjemmeplejen og på plejehjem.

”Jeg har hele tiden brændt for at arbejdet med palliation, hvilket blandt andet også skyldes følelsen af at kunne gøre en forskel. Jeg kan ikke gøre patienterne raske eller tage deres smerte og angst, men jeg kan lindre og hjælpe dem til det bedst mulige liv og en fredfyldt død.”

Sideløbende med sit arbejde har Rita Nielsen videreudannet sig inden for blandt andet psykologi og teologi samt taget en terapeutuddannelse. I 2007 tog hun en Master fra Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet i etik og religionsfilosofi med speciale i åndelig omsorg. Dette har hjulpet hende i arbejdet med at udvikle palliationsarbejdet, som hun også har skrevet flere bøger om.

I sit arbejde har Rita Nielsen også draget nytte af det fundament, hun har i kristendommen.

”Jeg tror, min tro er en af grundene til, at jeg har kunnet holde til det arbejde, jeg laver. Det er ikke så let at blive væltet omkuld, når man er forankret i den kristne tro,” siger hun.

Rita Nielsen bor i Søborg med sin mand og har to voksne børn.