Et kritisk kulturmenneske fylder rundt

Dr.phil., forfatter og debattør Alex Wittendorff fylder 75 år i dag

Alex Wittendorff mener, at man skal se troen som et historisk fænomen. Foto Scanpix
Alex Wittendorff mener, at man skal se troen som et historisk fænomen. Foto Scanpix.

Når Alex Wittendorff sætter sig til fødselsdagsbordet, bliver det i bevidstheden om at have levet de første 75 år tro mod sig selv og med styrken som fast ledsager.

Jehovas Vidner spillede hovedrollen i Alex Wittendorffs barndomshjem i Esbjerg, hvor hans far var leder af byens menighed, og hvor Alex var udset til et liv som forkynder. Men inden måtte han som andre unge vidner i 1950erne halvandet år i fængsel, fordi han ikke måtte gøre militærtjeneste. At holde ud var ikke noget nyt for den unge mand, som hjemmefra var blevet nægtet både maleriet og den studentereksamen, som han så åbenlyst havde evner til.

I fængslet traf han derfor beslutningen om at træde ud af Jehovas Vidner og ind i de lærde haller. Det blev til en strålende akademisk karriere som dr.phil. og lektor på Københavns Universitet, hvor han gennem mere end tre årtier (1968-99) forskede og underviste i historie, primært dansk og europæisk historie 1500-1600, samt historisk teori og metode. Derudover var Alex Wittendorff i 20 år en eftertragtet forelæser på Folkeuniversitetet. Malerkunsten blev også iværksat, og det i en grad, så værkerne har været udstillet adskillige gange.

At Alex Wittendorff altid har forholdt sig kritisk til religionen og især de fundamentalistiske dele er psykologisk set indlysende. Der er dog dem, som mener, at han blander tingene sammen i en ateistisk pærevælling. Han skelner ikke imellem det, som troen prædiker, og det, som er sket i dens navn, lyder det. Tværtimod skaber han en kristendomskonstruktion, hvor kristendommen reduceres til undertrykkelse og historiske fejltrin. Den kritik er Alex Wittendorff ikke enig i.

Mange tror fejlagtigt, at kristendommen og dens værdier er hævet over historien. Men kristendommen er meget tidstypisk, og vi mennesker er mere bundne af den tid, som vi lever i, end vi vil være ved. Kristendommens historier er også til alle tider blevet forstået og fortolket forskelligt. Man er nødt til at se på troen som et historisk fænomen og ikke blot antage, at man per automatik kan overføre sin egen tids fortolkninger, siger fødselaren.

Tilhængerne af Alex Wittendorff peger på hans klare blik og gode evne til at formidle som nogle af historikerens store styrker, og han har også formidlet meget, både i artikler og i bøger, hvor han ofte har beskæftiget sig med mentalitetshistorien. Mest kendt er Rejsen mod virkeligheden den europæiske forestillingsverden fra reformationen til nutiden.

Det er også blevet til romaner som Tyge Brahe, der blev genudgivet i forbindelse med renæssanceåret 2006. Dagens fødselar færdes nemlig hjemmevant i sin historiske periode og blandt dens personer. Alex Wittendorff er også forfatter af bind 7 På Guds og Herskabs Nåde af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie om netop det turbulente og religiøse 1500-tal. Privat er Alex Wittendorff gift og har to voksne børn og to børnebørn.

kirke@kristeligt-dagblad.dk