Da Ivar Brændgaard i 1970’erne var på sprogskole i militæret, lærte han en vigtig lektie. Igennem sit unge liv havde han haft en indre blokering i hovedet med sætningen ”du skal ikke tro, du er noget”, men på sprogskolen skulle han lære russisk på kun 10 måneder, og det lykkedes. Blokeringen blev fjernet. Fra da af havde han en opfattelse af, at han kunne, hvad han ville, og at intet skulle forhindre ham i at springe ud i nye udfordringer.
Den lektie har ført Ivar Brændgaard til embeder som højskoleforstander, præst, tv-direktør og nu bestyrelsesformand for Kristeligt Dagblad. I dag fylder han 70 år.
Han blev født i Hurup i Thy i 1949 og voksede op med sine forældre og fire søskende på en gård. Aftalen var klar: Ville man have sig en studentereksamen, skulle der hjælpes til på gården i hverdagen, og ferierne gik med at hakke roer. Det formede Ivar Brændgaard, som lærte, at man måtte yde, før man kunne nyde.
Hjemmet var indremissionsk ”til den lyse side”, som han siger. Kristendommen fik han altså ind med modermælken, og derfor var det på mange måder givet, at han senere skulle uddanne sig som teolog fra Aarhus Universitet – en uddannelse, han påbegyndte i 1971, men først blev færdig med i 1980. For det var undervejs i denne uddannelse, at Ivar Brændgaard nogle måneder om året blev indkaldt til militæret, hvor han blev uddannet som sprogofficer i russisk og polsk.
Han ville være præst. Men da han så et jobopslag om et forstanderjob på Haslev Udvidede Højskole, var udfordringen ved lederjobbet for tiltrækkende for den unge teolog, og Ivar Brændgaard blev højskoleforstander i Haslev. Han kalder det uendeligt givende at være sammen med unge mennesker dag og nat, og da højskolen tillige havde et kristent tilsnit, fik mange af hans elever lyst til at uddanne sig som teologer. Det eneste, Ivar Brændgaard senere skulle ærgre sig over, var, at ingen af eleverne blev journalister. Dem skulle han nemlig bruge i 1988, da han ”i et øjeblik af momentant vanvid” i 11. time søgte en stilling som tv-direktør hos TV Midtvest og fik jobbet. Her var han i næsten 28 år, indtil han i 2016 gik på pension – for en stund.
”Jobannoncen stod i Kristeligt Dagblad på side 3, og det var sidste dag, man kunne søge. Jeg havde kun en time til at skrive ansøgningen, for om aftenen skulle vi have de østtyske biskopper, der var sluppet ud af Tyskland før Murens fald, som gæster på højskolen,” husker Ivar Brændgaard:
”Så jeg skrev en provokerende ansøgning, hvor jeg gjorde rede for, at jeg vidste ikke noget om fjernsyn, men jeg vidste noget om folk i Midt- og Vestjylland. Og jeg havde en idé om, at man kunne lave andet end den journalistik, jeg så mest af, som tit var poler og modpoler. Konfliktstoffet måtte ikke fylde det hele. Det var en del af det, men måtte ikke fylde alt,” siger han.
Sideløbende med karrieren blev han i 1985 en del af Kristeligt Dagblads repræsentantskab og sidenhen bestyrelsesmedlem fra 2009, inden han i 2014 fik formandsposten. En velkendt og mange gange gentaget sætning fra Ivar Brændgaards mund falder til avisens årlige generalforsamling:
”Det går godt”.
Under hans formandskab er det nemlig kun gået frem for Kristeligt Dagblad.
Han gik officielt på pension i 2016, men fandt sig selv for rastløs til pensionisttilværelsen. Siden har han takket ja til forskellige præstevikariater, lige nu er han præst i Nørlem Kirke i Lemvig, ligesom han er en hyppigt brugt foredragsholder med flere end 50 foredrag på programmet om året.
”Jeg går i kirke hver søndag. Og nu gør jeg det så, fordi jeg er præst. Jeg duede ikke til at blive pensionist. Men så var det godt, jeg kunne komme til at lave det, jeg oprindelig er uddannet til i forskellige præstevikariater. Jeg bliver ved med at sige ja til dem et stykke tid endnu. Jeg har mit helbred, og jeg har det godt med at have noget at rive i. Og det må godt være noget, hvor jeg kan gøre forskel,” siger han.
Ivar Brændgaard er gift med ergoterapeut Karin Vad Brændgaard. De har fire voksne børn og seks børnebørn og bor i Mejdal ved Holstebro. Til fødselsdagen har Ivar Brændgaard inviteret 100 mennesker til frokost på Hurup Missionshotel. Efterfølgende er der eftermiddagskaffe på selvsamme gård, hvor Ivar Brændgaard i sin barndom fik ferierne til at gå med at hakke roer.