Prøv avisen
Portræt

Tidligere sognepræst: Tiden er en gave

Johannes H. Christensen var i mange år en populær sognepræst i Skovshoved. Han var og er også kendt som film- og litteraturanmelder – han har siden 1967 skrevet over 2500 filmanmeldelser – og som en skarp debattør, der blandt andet har polemiseret mod det, han kalder en tivolisering af folkekirken. – Foto: Jens Wælding Øllgaard

Tidligere sognepræst Johannes H. Christensen lever, læser, skriver og glæder sig hver dag over livet, som han for fem år siden var tæt på at miste på grund af en blodprop i hjernen. I morgen fylder han 75 år

”Jeg har givet min herrecykel til min svigersøn, og jeg går ikke så godt som tidligere. Jeg roder også rundt i tal og datoer, og så skal jeg sove otte timer hver nat. Men ellers har jeg ingen mén efter blodproppen,” siger Johannes H. Christensen, tidligere sognepræst i Skovshoved Kirke.

Han blev for fem år siden ramt af en blodprop i hjernen, som han kom sig efter stort set uden mén. Hans læge kalder ham et omvandrende mirakel, og Johannes H. Christensen selv, der i morgen fylder 75 år, synes såmænd, at betegnelsen mirakel er ganske passende.

”Hver dag er jo en gave. Det gælder hele livet, men det er klart, at efter sådan en oplevelse – og med alderen i det hele taget – bliver man mere opmærksom på, at tiden er en gave, som man skal bruge fuldt ud. Udover familien er tiden det dyrebareste, jeg har, og jeg bruger alle mine dage godt. Det er for længst slut med at dandere den eller bruge to dage på at have tømmermænd, sådan som man kunne finde på som ung,” siger Johannes H. Christensen.

Han gik på pension fra jobbet som sognepræst i september 2009, men er fortsat film- og litteraturanmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten, som han har været tilknyttet siden 1996. Inden da var han fra 1980 til 1989 tilknyttet Kristeligt Dagblad som anmelder af film, teologi og litteratur, hvorefter han kom til Det Fri Aktuelt. Han var desuden med til at grundlægge filmmagasinet Levende Billeder, ligesom han i en periode har siddet i redaktionen af det litterære tidsskrift Kritik.

Interessen for litteratur har han med fra barndomshjemmet i Thy. Faren var indremissionsk præst, men hjemmet var med Johannes H. Christensens ord ”meget fordomsfrit”.

”Min far læste Ibsen, hvilket ikke var så almindeligt i indremissionske kredse dengang, og vi børn havde meget friere forhold end børnene hos min fars grundtvi- gianske og tidehvervske kolleger,” siger han.

Johannes H. Christensen fulgte i faderens fodspor og blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1970 efter det, han vurderer som ”den bedste teologiske uddannelse, man kan forestille sig”.

Som nyuddannet teolog blev han ansat som lektor på Danmarks Biblioteksskole i fagene religion, filosofi og film/tv, og her var han frem til sin ansættelse som sognepræst i Skovshoved i 1981. Her opdagede sognebørnene hurtigt, at den nye præst havde enorm viden om litteratur og film, som han gerne og ofte inddrog i sine prædikener, der tiltrak en stor og trofast flok af kirkegængere.

Johannes H. Christensen bor stadig ganske tæt på, i Charlottenlund, hvor hans nuværende hustru, som han blev gift med i 1996, er barnefødt, og han møder jævnligt mennesker i lokalområdet, som han har døbt, konfirmeret og viet. Hans egne børnebørn, datteren Karens ene datter og to sønner, er ikke nået konfirmationsalderen endnu. De er i alderen fra 2 til 10 år, og Johannes H. Christensen håber, at han inden sin død kan nå at skrive en bog til dem om kristendommen.

”Min generation forsømte at give vores børn en egentlig kristelig opdragelse. Min datter og hendes børn går i kirke af og til, men kirken og troen spiller ikke en afgørende rolle i deres liv. Så jeg vil gerne skrive en bog, som mine børnebørn kan læse for at forstå, hvad det var, deres morfar gik og rodede med,” siger den pensionerede sognepræst, der selv blev opdraget med troen som fast fundament og som teenager havde en stærk oplevelse af gudsnærvær en pinsedag under en gudstjeneste i landsbykirken i Vester Vandet, hvor hans far var præst:

”(…)en sådan fuldstændig intens oplevelse af, at alting opløste sig, at himlen åbnede sig, og at jeg blev vægtløs og holdt op med at registrere omgivelserne. I en voldsom oplevelse af fylde og meningsfuldhed trådte jeg ind i en verden af svimlende glæde (…). Siden den dag har jeg vidst, at kristendommen er den dybeste og mest meningsfulde fortolkning og ophav til den slags oplevelser,” har han sagt om oplevelsen her i avisen i 2005.

Fødselsdagen skal han tilbringe hos sin datter, svigersøn og børnebørn, hvor han og hans hustru samt nogle nære venner vil fejre det omvandrende mirakel.