Prøv avisen

Et ordentligt menneske

Flemming Kofod-Svendsen har været præst gennem 30 år, formand for Kristeligt Folkeparti i 11 år og har skrevet ph.d.-afhandling om vækkelsesbevægelserne. – Foto: Peter Kristensen.

Flemming Kofod-Svendsen fylder 70 år i morgen, og han er stadig en mand, der ikke spilder tiden

Der findes ikke mange personer, der kan blive så optagede af postloven, at de kører til endestationen med S-toget, selvom de skulle være stået af langt tidligere. En af dem er tidligere præst, politiker, partileder, minister og generalsekretær Flemming Kofod-Svendsen, der fylder 70 år i morgen.

Han har ikke glemt at stå af én, men flere gange, fordi han bliver så optaget af det, han læser.

Flemming er altid optaget af det, han er i, siger en tidligere kollega.

Han har så meget politik i sine cellevæsker, at han evner både de store, langsigtede visioner og de små, små detaljer, siger hun.

Flemming Kofod-Svendsen er født i en evangelisk-luthersk familie i Aakirkeby på Bornholm. Troen har hele livet igennem været bestemmende for hans virke, både da han blev generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende fra 1970-1977, hvor han mødte sin hustru, cand.theol. Inger Margrethe, og da han blev leder af Kristeligt Folkeparti fra 1979 til 1990. Han har været boligminister ad to omgange, repræsentantskabsmedlem i Menighedsfakultetet 1971-1978, medstifter af Tværkulturelt Center, første generalsekretær i Isobro Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation 2001-2006 og medlem af Kristeligt Dagblads repræsentantskab siden 2005. Han har også skrevet en ph.d.-afhandling om vækkelsesbevægelserne i anden halvdel af 1800-tallet.

LÆS OGSÅ: Med verden som sin arbejdsplads

Evangelisk-Luthersk Missionsforening er mere konservativ end Luthersk Mission. Derfor tog Flemming Kofod-Svendsen ikke med med-bornholmeren, tidligere landbrugsminister Niels Anker Kofoed i Det Kongelige Teater, da de begge var i København for mange år siden. Han satte sig i stedet på en bænk og læste i en opbyggelig bog.

I dag ville jeg nok være gået med Niels Anker i teatret og have set forestillingen, siger han.

Flemming Kofod-Svendsen blev teologisk kandidat fra Københavns Universitet i 1969, og efter et år som hjælpepræst i Emdrup er resten af præstetiden tilbragt i Birkerød nord for København, hvor han stoppede i 2011.

Kofod-Svendsens teologiske orientering er tæt knyttet til den svenske 1800-tals lægprædikant Carl Oluf Rosenius (1816-1868), der har spillet en vigtig rolle for dele af den missionske fløj, særligt Luthersk Mission. Mandag i denne uge indleverede han til kirkehistoriske samlinger på Københavns Universitet en bibliografi, der indeholder alt, hvad Rosenius nogensinde har skrevet.

Flemming Kofod-Svendsen beskrives af en række mennesker som værende kompromisløs, meget vidende, målrettet, hårdtarbejdende, nærværende i samtaler, men ikke til tant og fjas. Og så har han været en af drivkræfterne i, via Isobro, at skaffe velgørende organisationer momsfritagelse.

Han er også ordentlig på den måde, at når han som politiker har modtaget gaver, så sætter han sig ned og skriver en liste, finder ud af, hvad gaverne har kostet, for derefter at betale skat af beløbet, siger en tidligere kollega.

I 2004 tog Kofod-Svendsen-familiens liv en drejning, da en tsunami ramte Thailand i 2004 og tog den ene af hans tre sønner, svigerdatteren og to børnebørn. Han valgte at være åben om tabet, men har også sagt, at noget af det mest absurde var at skulle arve børnebørnenes børneopsparing. Det sidste barnebarn blev identificeret et halvt år efter katastrofen. Kofod-Svendsen har også fortalt om sin smukke frugthave, der blev et sorgens sted, fordi det var her, børnebørnene legede og drillede ham med at fylde vand i vandmåleren, så han troede, at det havde regnet.

Om tragedien skrev han Døden, sorgen, håbet om at være et kristent menneske i forhold til personlig sorg. Flemming Kofod-Svendsen og hans hustru, Inger Margrethe, har i dag tre voksne børn, to drenge og en pige. Sønnen Jacob og dennes familie er der ikke mere, men for Flemming Kofod-Svendsen er det ikke slutningen på historien, for adskillelsen er kun midlertidig.