En nat i 1981 i Hadsten var Ask Elklit, professor i klinisk psykologi, lige ankommet med det sidste tog. Mens han stod og ventede på en taxa, blev han overfaldet af to rockere. Han slog fra sig, så godt han kunne og slap med nogle enkelte kvæstelser og brud. I tiden efter var han præget af angst og hævntørst.
“En af mine yndlingsfantasier var at binde dem til jernbaneskinnerne i nærheden af, hvor jeg blev overfaldet,” skrev han i 2003 i det videnskabelige tidsskrift for psykologer, Psyke og Logos.
Selvom det var en ubehagelig oplevelse, er Ask Elklit i dag mere eller mindre glad for, at han blev overfaldet. For overfaldet fik ham til at undre sig over sine egne reaktioner på en traumatiserende oplevelse og blev hans vej ind i krisepsykologien.
Ask Elklit fylder i dag 75 år og har dedikeret sit arbejdsliv til at udbrede kendskabet til traumer og PTSD. Da han i 2.g fandt ud af, at han ville være psykolog, var det dog ikke noget han råbte højt om, for meldingen gjorde hans omgangskreds en smule skræmt. De troede, at psykologer havde røntgenøjne og kunne se deres hemmeligheder.
Men Ask Elklit holdt ved drømmen, og efter et enkelt sabbatår begyndte han på psykologistudiet på Københavns Universitet. I 1972 kunne han kalde sig cand.psych., og året efter blev han ansat som adjunkt på Aarhus Universitet.
I 1985, fire år efter overfaldet på stationen i Hadsten, satte han sig og skrev sine oplevelser med overfaldet og reaktionerne efterfølgende ned og fik det publiceret i tidsskriftet Nordisk Psykologi. Sidenhen har han gennem artikler og hundredvis af undersøgelser skabt opmærksomhed om traumer og konsekvenserne af dem. Han har en stor del af æren for, at begrebet PTSD - på dansk betegnet som posttraumatisk stressforstyrrelse - i dag er et almenkendt begreb, men det har været, hvad han kalder “en lang og sej kamp.” For i starten blev han mødt af modstand.
“Der var et udbredt synspunkt, at folk ikke kunne tåle noget mere. Det blev parodisk til, at hvis bunden gik ud af bæreposen nede i Irma, så skulle der komme en psykolog og hjælpe,” husker han.
Modstanden fik blot Ask Elklit til at engagere sig endnu mere i sit arbejde. Om sin kollega siger Keld Molin, psykolog og specialist i klinisk voksenpsykologi:
“Han har en stor faglig interesse og disciplin. Dengang han begyndt, var krisepsykologi et lille nicheområde. Men han havde en faglig respekt og forskningsmæssig viden. Han var vedholdende. Men han kunne sikkert komme endnu længere, hvis han havde en skarpere rundsav. Han er en ydmyg mand,” fortæller Keld Molin og fortsætter:
“Han er ikke nogen stor mediemand. Da vi lavede forskningsprojektet sammen om fyrværkeriulykken i Seest i 2004, karakteriserede det meget vores samarbejde. Det var mig, der havde kontakten til medierne, mens han sad på kontoret og forskede. Det havde han det rigtig godt med.”
I 2003 blev Ask Elklit professor i klinisk psykologi fra Aarhus Universitet, og da han i 2009 blev tilbudt at blive professor på Syddansk Universitet og lede det splinternye Videnscenter for Psykotraumatologi i Odense - som, han forresten mener er et noget tungt navn - var det ikke svært at sige ja. Blandt andet fordi, han allerede seks år forinden havde købt en gård i Villestofte lidt udenfor Odense sammen med sin kæreste.
“Jeg boede egentlig rigtig dejligt i Ry, men hun boede på Fyn. Hun ville gerne have mig til at være der fast, så vi ikke bare var weekendkærester. Og så sagde hun på et tidspunkt: ‘Elsker du dine mursten højere end mig?’. Og så havde hun mig jo,” fortæller Ask Elklit.
Sammen fik de trillinger, inden hun døde af brystkræft for syv år siden. De senere år har troen fået en større betydning for Ask Elklit, og den har både været grundlag for ivrige debatter med børnene, men også et holdepunkt i svære tider, hvor psykologien ikke har været nok. I dag er trillingerne 18 år og bor på gården sammen med deres far. Ask Elklit har siden udvidet grunden og købt noget skov af naboen, som han nyder at passe og gøre mere artsrig, når han har fri. For Ask Elklit arbejder stadig som professor på Syddansk Universitet og har gang i mere end 25 projekter. Han drømmer dog om snart at kunne kalde sig emeritus.