Prøv avisen
Nekrolog

Prins Henrik var helt sin egen: Afsked med et renæssancemenneske

Prins Henrik var omgivet af donningen Margrethe og parrets to sønner, da han sent tirsdag aften gik bort. Foto: Mads Nissent/ ritzau scanpix

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik vil trods sine offentlige kriser over sin position og danskernes generelle manglende anerkendelse af ham få et eftermæle som baggrunden for hans hustru Dronning Margrethe den Andens styrke og sikkerhed som regent. Tirsdag den 13. februar kl. 23.18 er han sovet stille ind på Fredensborg Slot

Prins Henrik er død, oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse. Han sov ind på Fredensborg Slot tirsdag den 13. februar kl. 23.18.

Onsdag den 6. september 2017 blev skelsættende for prins Henrik, hans familie, kongehuset som institution og den danske befolkning. Den dag meldte hoffet ud, at Dronningens mand, Hans Kongelige Højhed prins Henrik, efter et længere udredningsforløb havde fået diagnosen demens. Rigshospitalets læger kunne desuden slå fast, at diagnosen indebar en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Og at omfanget af de kognitive svigt var større end forventeligt for Prinsens alder og kunne ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også kunne påvirke samspillet med omverdenen.

Selv om det var overraskende, at Kongehuset meldte så åbent ud, kom det ikke som et chok, men mere som en forklaring på den 83-årige prins Henriks tiltagende mærkværdige udtalelser, ændrede adfærd og lidt triste fremtoning.

Meddelelsen om, at Prinsen led af demens, satte et punktum for en tumultarisk sommer. Den begyndte med nyheden om, at han alligevel ikke ville begraves ved siden af Dronningen under deres fælles planlagte sarkofag i Roskilde Domkirke. Begrundelsen, at når man ikke havde været ligestillet i livet, kunne man heller ikke være det i døden, vakte forargelse og fordømmelse hos kommentatorer og hos den almindelige dansker. Det kunne han ikke være bekendt overfor Dronningen, og det var et brud på den århundrede år lange tradition i det danske monarki, at kongeparrene ligger side om side i gravkapellerne i Roskilde Domkirke.

Derefter, i august 2017, kom så det famøse interview med prins Henrik, der var på rekreation i Cahors i Sydfrankrig efter flere operationer på Skejby Sygehus. Fra en åben bil udtalte han blandt andet til Billed-Bladet og Se og Hør, at Dronningen kunne have gjort ham til kongegemal, hvis hun havde villet. Og at ’det er hende, der gør mig til narren’.

Det var ikke nyt, at prins Henrik var utilfreds med ikke at have fået titel af konge, det havde han sagt før. Men at han udtalte sig på denne måde og i øvrigt virkede træt og udkørt, fik nu flere til offentligt at antyde, at noget var galt, og at pressen burde lade ham være i fred.

Det gjorde den fra og med den 6. september 2017. Hoffets henstilling om at give Prinsen ro, blev fulgt. Kongehusets kommunikationsafdeling meddelte efterfølgende, at hans beslutning om ikke at ville begraves i Roskilde Domkirke var blevet taget længe før, demensdiagnosen forelå, og at den stadig stod ved magt.

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik havde skrevet digte hele sit liv. Han skrev indfald, ideer og stemninger ned på papirlapper på bagsædet af en kronebil, ude i naturen eller i sengen om natten. Og når tiden tillod det, forvandlede han de løsrevne ord til digte, skrevet i hånden med svungne stejle bogstaver. Men først som 66-årig i 2000 fandt han tiden inde til at få sin poesi udgivet i bogform til den brede offentlighed. Med titlen ”Cantabile” og på forlaget Poul Kristensen udkom de 48 digte – de franske trykt på venstresiderne og de af Per Aage Brandt til dansk oversatte på højresiderne. Blandt de mange romantiske og af vellyst dampende digte stod også dette med titlen ”Monarker”:

Endog et kongeligt palads

med tusind døre, vide fløje

kan være trangt og mangle plads

Disse strofer blev en slags forvarsel om den krise, der to år senere ramte kongehuset og det danske monarki. Prins Henrik følte sig kasseret, fortalte han i et stort opslået interview med hofreporter Bodil Cath i BT. Og var taget ned til vinslottet Cayx i Sydfrankrig for ”at tage sit liv op til overvejelse”.

Årsagen til balladen var, at dronning Margrethe var faldet og havde brækket nogle ribben og derfor havde måttet melde afbud til nytårskuren for ambassadører og diplomatiske repræsentationer på Christiansborg i januar 2002. I stedet skulle prins Henrik og kronprins Frederik tage imod gæsterne med den rollefordeling, at Kronprinsen skulle overtage Dronningens rolle ved ambassadørmodtagelsen, mens prins Henrik skulle være vært ved den efterfølgende reception. Og sådan blev det.

Men derved følte han, at man ville fratage ham hans position. En ting var, at han gerne gik bag sin kone, men ikke bag sine børn og på den måde blev skubbet ned i rækkefølgen som nummer tre, udtalte han. Da både Dronningen, Kronprinsen og prins Joachim skyndsomt sluttede sig til deres ægtemand og far i Cayx og smilende lod sig forevige af pressen, blev der lukket ned for skandalen.

Men efterfølgende skulle prins Henrik flere gange, blandt andet til et pressemøde med hollandske medier inden det hollandske kongepars statsbesøg i Danmark i 2014, igen ytre sig om den uretfærdighed og manglende ligestilling, som han syntes lå i, at hustruen til en kronprins ville blive dronning, når han skulle overtage tronen, mens han selv ikke var blevet konge, men kun prins – en titel, som han blev udstyret med efter britisk og hollandsk model. Ikke at han ønskede en kongetitel, men i det mindste ville han gerne kunne tituleres som Majestæt, hvilket ville ligestille ham med Dronningen og hans svigermor, Hendes Majestæt dronning Ingrid.

I 2005 tog Prinsen, der indtil da var kendt af danskerne som prins Henrik, titlen prinsgemal for at markere forskellen på Dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i kongefamilien. Men i 2016, fire måneder efter sin pensionering, blev det meddelt fra hoffet, at prins Henrik havde frasagt sig titlen som prinsgemal og fremover skulle tiltales ”Hans Kongelige Højhed Prins Henrik”. Ifølge historiker Sebastian Olden-Jørgensen var titelskiftet ren symbolpolitik. Til dagbladet Politiken sagde han, at ”Det er ikke andet end et signal om, at han ikke har flere ambitioner. Han har jo villet være konge, men nu går han i stedet et niveau ned.”

Men som det dengang fremgik af interviewet i BT, handlede krisen også om andet end titler:

”Forstå det ret. Jeg har prøvet at gøre alt, hvad jeg kunne, for mit land. Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg holder meget af Danmark. Hvorfor så hele tiden nedvurdere mig? Skuffe mig hele tiden? Og træde på mine tæer og på den måde prøve at ødelægge min selvrespekt?”, sagde prins Henrik og fortsatte:

”Det vigtigste er måske ikke at have det rart med sig selv, men at gøre alt, hvad man synes er godt, og ikke snyde sig selv. Være i pagt og i overensstemmelse med sig selv og sit liv. Gøre det, der er godt for sin familie og sit land. Det er det, jeg har prøvet. At gøre alt, hvad jeg kunne for Danmark. Måske er det mislykkedes.”

Spørgsmålet er, hvad det var, der gik galt? Prinsen gav sig selv skylden for, at han ikke inden giftermålet med Danmarks kronprinsesse havde fulgt sin far, grev André de Monpezats råd om at få afklaret sin position med sine svigerforældre kong Frederik og dronning Ingrid og gjort sig overvejelser om, hvad hans nye stilling skulle indebære af arbejdsopgaver. Dronning Margrethe har givet sig selv skylden for ikke at være opmærksom nok på, at der var et problem. Og han ærgrede sig i en høj alder over, at han efter sin ankomst til Danmark havde negligeret vigtigheden af at lære at tale flydende dansk – et af de idelige kritikpunkter af ham.

Men måske var det Danmark og danskerne, der ikke evnede at se kvaliteterne hos den højtuddannede, intellektuelle, kunstnerisk begavede, sporty og belevne franskmand. Og i stedet så sig blinde på hans flamboyante påklædning med brokadeveste, silkesokker og Borsalino-hat, Gauloises røget med cigaretrør, jagtselskaber med rigmandsvenner, gravhunde og et dansk med så tyk en fransk accent, at det var lige meget, at han desuden talte både engelsk, kinesisk og vietnamesisk som en indfødt og kunne begå sig på tysk, russisk og svensk.

Et renæssancemenneske, der foruden de nævnte talenter også var en livsnyder med sans for gastronomi, vindyrkning og de skjønne kunster. Og, som det med tiden kom frem, en sand ven for sine venner, hjælpsom, omsorgsfuld og en god samtalepartner. Samt dertil en opmærksomhedsskabende og indbringende protektor for både erhvervslivet og humanitære hjælpeorganisationer.

Den tidligere hofmarskal og ven af regentparret, Søren Haslund-Christensen, har formuleret problematikken på denne måde i Stéphanie Surruges bog ”Enegænger. Portræt af en prins” fra 2014 om prins Henrik:

”Det er klart, at det kan være svært at være husbond til et statsoverhoved. Svært, fordi du kommer i skyggen nogle gange, og danskerne er jo ubevidst ofte nogle rædsomt ubehøvlede personer. Vi er ret grove.”

Om den rolle, som prins Henrik har udfyldt, og som samme danskere burde anerkende, men har det med at glemme, sagde han:

”Hans vigtigste rolle, som Danmark skylder ham meget for, er, at han har tilført Dronningen den styrke og sikkerhed, som har gjort, at hun har kunnet passe sit arbejde så godt, som hun har gjort, fulgt med tiden, været lidt bagefter og nogle gange foran. Eftertiden vil give hende en meget fin karakter, og han er en vigtig del af grunden.”

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er født Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat. Han kom til verden den 11. juni 1934 i Talence, Gironde, i Frankrig som søn af grev André de Laborde de Montpezat, død 1998, og grevinde Renée de Montpezat, født Doursennot, død 2001.

Prinsen tilbragte de første fem år af sit liv i Vietnam, det daværende Fransk Indokina, hvor faderen varetog interesserne i det imperium, som farfaderen havde grundlagt ved århundredeskiftet med plantager med ris, kaffe og te, kulminer, bomuldsspinderier, kystfartøjer, en avis og talrige ejendomme. Mens forældrene levede en luksuriøs og travl tilværelse, tog barnepiger sig af de på det tidspunkt tre børn, hvor Henri var nummer to. Han glemte aldrig opvæksten i den franske koloni, som han huskede som farvestrålende, fuld af eksotiske dufte og eventyr.

Da Anden Verdenskrig stod for døren, vendte familien i 1939 tilbage til slægtens stamhus, le Cayrou, i Cahors i Sydfrankrig. Det yngste barn, en datter, var død af meningitis. Grev André de Montpezat meldte sig ved fronten, hvorfra han blev hjemsendt højt dekoreret. I krigsårene voksede børneflokken til i alt otte børn, men to af dem skulle familien også miste, en søn døde under en operation, mens en datter mistede livet ved en trafikulykke.

Hjemmet, hvor forældre og børn var Des med hinanden, blev styret med patriarkalsk hånd af greven, der havde ladet en krabask installere i lysekronen over spisebordet, og den fik børnene med, hvis de var ulydige eller uforskammede. Han gik samtidig højt op i, at børnene blev klassisk dannede. En huslærer underviste dem i hjemmet, mens han selv indførte dem i konversationens, gastronomiens og bridgespillets mysterier. Og Henri fik klaverundervisning.

Om opdragelsen sagde prins Henrik i portrætbogen ”Enegænger”:

”Min far var patriark af lyst, men også af nødvendighed. Vi børn gjorde lidt grin med denne patriarkalske skikkelse, som forekom os noget arkaisk. Men med alderen gik det op for os, at det var en nødvendighed for ham. Min far var patriark af nødvendighed, men også af natur, og min mor var på sin vis også meget matriarkalsk, de tog begge stærkt stilling til børnenes opdragelse. Og jeg mener, at det ikke alene var deres ret, men deres pligt at opdrage os.”

Havde prins Henrik udsat sine egne sønner, Frederik og Joachim, for den samme form for kontant kærlighed, spurgte danskerne sig selv om, da kronprins Frederik i sin tale ved forældrenes sølvbryllup sagde disse ord:

”Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.”

Senere erklærede kronprins Frederik, at han var blevet voldsomt overrasket over, hvor meget der blev dvælet ved den passage i talen. En gang imellem havde der kunnet falde almindelige gifles – lussinger – men de var ikke blevet udsat for fysiske overgreb.

”Vi er ikke i nærheden af det monstrøse billede af min far, som en del danskere har dannet sig. Jeg havde mange spændende rum med ham som barn, selv om det måske kan læses anderledes gennem de få indtryk, offentligheden har dannet sig af min opvækst med min far. Når jeg ser tilbage på barndommen, har den ikke kun været rigtig god, men sjov også, og fuld af fantasi – min far er et fantastisk godt fortællermenneske og brugte også sin løbske fantasi på sine to drenge,” siger kronprins Frederik i portrætbogen om prins Henrik.

Montpezat-familien bekendte sig til den romersk-katolske kirke, og den ældste søn, Henri, blev i 1947 sendt på jesuiter-kostskolen Saint Joseph de Tivoli i Bordeaux. De strenge munke og de mange elever var en stor omvæltning for den 13-årige dreng, der hidtil var blevet undervist hjemme. Men klavertimerne i Bordeuax, som var et led i hans forberedelser til at blive optaget på musikkonservatoriet, var et helle. Og efterhånden overvandt han også så meget af sin medfødte generthed, at han fik sin første ven, Mario, der var spansk flygtning fra Franco-regimet.

Efter et år på kostskolen fulgte Prinsen i 1948 til 1950 undervisningen på Cahors Gymnasium, hvorefter han vendte tilbage til Vietnam, hvor han i 1952 blev student fra Hanois franske gymnasium. Det var i denne periode, at hans rebelske oprør mod faderens position som alvidende eminence tog sin begyndelse med heftige diskussioner ved middagsbordet om for eksempel den litterære eksistentialisme, som den unge Henri var optaget af. Og det fortsatte, når han var hjemme på Cayrou i ferier i forbindelse med sine studier i jura og statskundskab ved Sorbonne i Paris og på École Nationale des Launges Orientales, hvor han læste kinesisk og vietnamesisk sprog i perioden fra 1952 til 1957.

Den ældre prins Henrik beskrev den unge Henri som meget følsom grænsende til hudløs og en stor romantiker. Men sværmeriet for romantikken forsvandt langsomt, da han besluttede at gøre op med sin generthed:

”Da jeg var toogtyve år, sagde jeg til mig selv: ’Det kan ikke fortsætte sådan her. Du bliver en taber i livet, hvis du fortsætter’. Og så begyndte jeg at hærde mig selv. Jeg måtte hærde mig selv ved igen og igen at sige: ’Jeg vil ikke være en taber, jeg vil være en vinder’. Og jeg sejrede. Jeg fik en selvsikkerhed, der holdt ved. Det var en meget bevidst beslutning, jeg tog, og den krævede al min viljestyrke. Og jeg må indrømme, at der ikke er et gran generthed tilbage i mig.”

Det var også i Paris, at prins Henrik besluttede at revidere sine ambitioner. Han havde for længst opgivet at uddanne sig til koncertpianist på musikkonservatoriet, men forblev resten af livet en virtuos på klaver. Nu opgav han også juraen for i stedet at koncentrere sig om at tage en kandidatgrad i litteratur og diplomer i vietnamesisk, kinesisk og asiatisk kultur fra Instituttet for Orientalske Sprog. Drømmen var at blive ambassadør for Frankrig og gerne en post i Udenrigsministeriets fjernøstlige afdeling.

I mellemtiden var Fransk Indokina brudt sammen efter otte års krig mod Viet Mihn. I foråret 1954 kapitulerede franskmændene og fik tre uger til at forlade landet, og deres plantager og andre besiddelser blev konfiskeret. Også familien Montpezats. Men Frankrig kæmpede stadig for at beholde Algeriet som fransk territorium, og prins Henrik kom derfor til at aftjene sin værnepligt ved infanteriet under borgerkrigen i Algeriet fra 1959 til 1962.

Hjemme igen og efter studieophold i Hongkong og Saigon søgte og bestod prins Henrik optagelsesprøven til den franske udenrigstjeneste i ministeriet på Quai d’Orsay, der optog fem procent ud af i alt 600 ansøgere. I 1962 arbejdede han i Asien-afdelingen i det franske udenrigsministerium. Og i 1963 blev han ansat som tredjesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

På billeder fra den tid er den unge diplomat Henri de Montpezat iført nålestribet habit, bowlerhat og smalt mønstret slips. Privatadressen var en lejlighed i et gregoriansk hus på Bryantston Square ved Marble Arch. Her nød han ungkarletilværelsen i et swinging London med koncerter, middagsselskaber og damebekendtskaber.

En forårsaften i 1965 forlod han lejligheden ved Marble Arch i nypresset smoking og stram sideskilning. Han skulle til middagsselskab og havde fået at vide, at den danske tronfølger skulle være æresgæst.

”Han svor ved sig selv, at han ville forlade det formentlig stive selskab så tidligt, han anstændigvis kunne”, skrev prins Henrik i sin erindringsbog, ”Skæbne forpligter”, fra 1996.

Men det blev en aften, der skulle afføde et langt liv med formelle selskaber, for som borddame fik han en høj ung kvinde, der forekom ham genert, reserveret og usikker på sig selv. Det var Danmarks tronfølger, prinsesse Margrethe. Om det første møde skrev han:

”Jeg tog min tilflugt til voltairske vendinger og forsøgte mig med en diskret sprudlen, som man kalder ’pariservid’, for at lette en samtale på fransk, uden at det blev til det sædvanlige overfladiske pjat. Min bordfælle behøvede ikke mine forsøg for at få samtalen til at folde sig ud. Hun var kvik i replikken. Hun blev livlig, men holdt sig klogeligt inden for de konventionelle rammer. Jeg kunne mærke, at hun trods sin nervøsitet slappede af. Hun var kultiveret. Hun var seriøs, havde et strålende vid kombineret med oprigtige meninger uden dog at vove sig ud i det originale. Jeg fandt hendes åndrighed og granitagtige intelligens fængslende. Jeg følte mig øjeblikkeligt tiltrukket af hende”.

At denne sprudlende, åndrige og skarpsindige samtale fortsatte resten af livet for regentparret, kunne journalist og forfatter Stéphanie Surruge rapportere om fra et middagsselskab på vinslottet Cayx. Her blev der konverseret om emner som landflygtige vietnameseres integrationsmønstre, kirkearkitektur og sammenfald mellem danske og franske ordlyde over menuen med friskfanget fisk – og under kaffen udviklede samtalen sig til en venskabelig duel på viden om, hvornår kanon-artilleri blev indført i Danmark. Det blev det omkring 1372, kunne regentparrets adjudant efter en undersøgelse dagen efter oplyse, og dermed var det Dronningen, der vandt disputten.

Tilbage i foråret 1965 lagde Henris lillesøster Catherine, der boede hos ham i London, mærke til, at han satte blomster i vasen på klaveret, gik nynnende rundt i lejligheden og var holdt op med at underholde sine damebekendtskaber. Da hun en dag spurgte ham, hvad der foregik, svarede han: ”Jeg har mødt én”.

Den danske tronfølger var i London i nogle måneder for at studere sociologi ved London School of Economics. Og efter det første møde sås de to flere gange gennem deres snævre fælles vennekreds på byens teatre og restauranter. Alene var de aldrig, og snart var tronfølgerens studieophold slut, og hun rejste hjem til Danmark.

Men et år senere, da de begge var inviteret til bryllup i Skotland af en fælles veninde, slog lynet ned. Og det var alvor. Henri havde gjort regnskabet op og uden forklaring afvist flere tilbud om ønskestillinger fra Quai d’Orsay, en af dem en post som ambassadør i Mongoliet. Som han senere sagde:

”Beslutningen var ikke vanskelig. Men hvis jeg ikke havde mødt prinsessen, havde jeg uden tøven takket ja. Det var et utroligt tilbud. Men som man siger: ’Kærligheden overvinder alt’, n’est-ce pas?.”

Med tronfølgerens hofdame, Wawa Armfelt, som mellemkvinde lykkedes det i nogle måneder at holde forelskelsen hemmelig. Tronfølgerens forældre, kong Frederik den Niende og dronning Ingrid, blev præsenteret for den unge greve og diplomat og sagde god for ham. Statsrådet blev orienteret, og datoen for offentliggørelsen af forlovelsen blev fastsat til den 5. oktober 1966. Men før tronfølgeren nåede at blive præsenteret for sine franske svigerforældre, havde Ekstra Bladet opsnappet nyheden, og på bagsiden af avisen den 2. september 1966 stod der: ”Forlover Margrethe sig med fransk greve?”.

Henri de Monpezat måtte haste til København, hvor han i regnvejr i Kastrup Lufthavn blev modtaget af en smilende Margrethe. Billedet af de tos første offentlige møde er blevet ikonografisk på grund af hendes blik på sin tilkommende mand. Det samme blik, som danskerne også blev vidne til den 10. juni 1967 ved brylluppet i Holmens Kirke i København. Hun var blevet smuk af forelskelse, blev det sagt. ”Henri kom, så og du sejrede”, som kong Frederik den Niende udtrykte det i sin tale til brudeparret.

Også danskerne forelskede sig ved første blik i den flotte franskmand, der i sin tale for bruden ved middagen på Fredensborg Slot med en omskrivning af Christian Winthers digt, ”Henrik og Else” fra 1828, sagde: ”Jeg kom til en blomstrende have, men pigen var dog havens allersomdejligste pynt”.

At der i haven også voksede stikkende tidselgemytter og roser med torne, måtte den senere regentgemal sande. Men foreløbig begyndte det godt. Han blev dansker, han blev prins Henrik – og han blev protestant. Frivilligt havde han konverteret fra katolicismen til protestantismen.

I modsætning til Dronningen havde prins Henrik ikke ytret sig offentligt om sin tro. Men det var ikke svært for ham at konvertere. Han ville integrere sig i sin nye families religion og mente, at det var forventeligt, at et statsoverhovedes familie bekendte sig til samme tro. Og for ham var der ingen uoverensstemmelse mellem kristendommens grundlæggende budskaber og Østens moralfilosofi – for netop de to gamle kinesiske filosofier taoismen og kungfucianismen var han fascineret og inspireret af.

En ven og fælle udi taoismens filosofi var den italienske prins Fernando Ferrera Pignatelli di Strongoli, bosat i Monaco, som prins Henrik havde mødt til et jagtselskab i Tyskland. Til bogen ”Enegænger” sagde han, at det nok var de færreste i Danmark, der forstår den side af Prinsen eller måske misforstår den:

”Tao er et utal af ting, men den mest fremspringende er, at Deres fryd og Deres glæde lever i Deres nabos øjne. At De har fremprovokeret smilet i Deres medmenneske. Og det er en side af tao, som jeg deler med Prinsgemalen: at forsøge at indkredse de ting, vores medmennesker holder af. Og forsøge at give dem det. Det er livets største glæde, hvis man kan gøre et andet menneske lykkeligt.”

Der er ingen tvivl om, at prins Henrik gjorde Dronningen lykkelig. Hendes blik på ham falmede aldrig. Hun havde også blik for, at det især i begyndelsen var en vanskelig tid for ham at omstille sig til det danske. Og at han uretfærdigt havde været skydeskive for hån, spot og latterliggørelse fra monarki-kritiske medier, sladderblade og enkeltpersoner. Men han var frem til sin pensionering ved hendes side i stort og i småt gennem hele livet – ved de store højtider i kongehuset, statsbesøg i hele verden og i det daglige som husets herre inden for palæmurene.

Kunsten havde de også tilfælles. Hun malede, lavede decoupage og scenografi, han skrev digte, udgav kogebøger og skabte skulpturer, og sammen oversatte de Simone de Beauvoirs ”Alle mennesker er dødelige”, der udkom i 1981. I et interview i Kristeligt Dagblad i anledning af regentparrets fælles udstilling, ”Pas de deux royal”, på ARoS, Aarhus Kunstmuseum, lød svaret på spørgsmålet, om de var hinandens kritikere:

Prinsgemalen: ”Åh jo, for vi sætter begge pris på, at den anden er glad for det, man har lavet. Jeg bliver meget glad, hvis du siger, at noget er godt, og jeg forstår udmærket, hvis du siger, at det der, det er ikke så godt.”

Dronningen: ”Du har sagt til mig flere gange: Hør, det der maleri er du vist ikke helt færdig med, så ser man på det igen og bliver klar over, at det har han altså ret i.”

Prinsgemalen: ”Nogle gange gør to timers ekstra arbejde underværker.”

Det var dronning Margrethe, der satte ord på, hvad opskriften er på et langt ægteskab. I journalist Helle Bygums bog, ”Margrethe. Mit liv i billeder”, fra 2010, sagde Dronningen:

”Den meget, meget væsentlige er den, at man vil ægteskabet. At det kan lade sig gøre. Og det gælder os begge to. Fordi, hvad skal vi sige, raketten bliver skudt af med den store vilde og glade forelskelse og kærlighed, men derefter så skal den nok styres, og det gør man jo så ved, at man vokser sammen og finder ud af hinanden og giver hinanden plads. At man ikke slider lårene af hinanden mere end strengt nødvendigt.”

Da det nygifte tronfølgerpar efter bryllupsrejsen i 1967 rykkede ind i Christian den Niendes palæ på Amalienborg stod det hurtigt klar for prins Henrik, at det officielle Danmark ikke havde gjort sig klart, hvad hans funktion som prins skulle være. Rollen måtte han selv definere og fylde ud. At overgangen fra at være diplomat til at være en person uden et egentligt arbejde lagde han ikke skjul på havde været svær. Opgaven greb han ifølge bogen ”Enegænger” således an:

”Intellektuelt skulle jeg nu sige til mig selv: ’Intet af det, jeg fremover laver, er for min egen skyld. Det er ikke for at opnå økonomiske eller personlige resultater. Det er for mit images skyld. Alt handler om det billede, danskerne vil få af deres kommende dronnings ægtemand’. Og så opstod der en slags forsagelse af egoet. Mit arbejde handlede ikke længere om mig, om mit personlige avancement, om at blive ambassadør, en person med indflydelse. Jeg sagde til mig selv: ’Nu handler det alene om at give et godt billede af mig selv udadtil, et godt billede af det, jeg repræsenterer’. Det var en total tilpasning i forstanden: en 100 procent ny mission i livet.”

Det var i denne periode, at prins Henrik begyndte at blive angrebet i pressen for at virke kejtet, utilpas, stiv og formel med elitære sportsinteresser som tennis og sejlsport i stedet for nationalsporten fodbold. Også hans tøjstil var for meget, for farverig og eksotisk – ”en klovn, der var kommet på den forkerte hylde”.

Kongehuset og den nære vennekreds slog ring omkring ham og forsøgte at indføre ham i den danske kultur. Han begyndte en uddannelse i Flyvevåbenet, blev udnævnt som ordenskansler og havde sammen med Kongen ansvaret for uddelingen af Elefantordenen og Dannebrogsordenen.

Men det var langtfra nok for prins Henrik, der i 1969 begyndte at arbejde for Dansk Røde Kors. Han havde fået titel af kommiteret med ansvar for at koordinere indsatsen mellem Dansk Røde Kors og Internationalt Røde Kors med særligt ansvar for Danmarks største udlandsprojekt, undervisningshospitalet i Congo. Han blev også sat i spidsen for Røde Kors’ Grønlandsudvalg. Det gav mening for ham, og han stillede gerne op til ethvert arrangement, der kunne støtte indsamlingen af penge til verdens nødlidende.

Senere kom der flere protektioner til – mine ”hjertebørn” kaldte han dem og inddelte dem i tre grupper: Menneskene, dyrene og kulturen. Det var Røde Kors, WWF Verdensnaturfonden og bevaringsorganisationen Europa Nostra. Tre organisationer, hvor han kunne bruge sin diplomatiske uddannelse, sine sprogkundskaber og internationale erfaringer – og som fik ham til at føle sig værdsat i Danmark. Gennem årene rejste prins Henrik til naturkatastrofeområder, konfliktzoner og hungersnødsramte områder i hele verden for Røde Kors. Og som præsident for WWF Verdensnaturfonden var han også på rejser til fjerntliggende egne for at gøre opmærksom på udrydningstruede dyrearter og miljøbevarende arbejde.

I den forbindelse er det blevet sagt om ham, at han fandt det sjovere at blive installeret i en vakkelvorn stolpehytte dybt inde i en regnskov end på et luksushotel i byen:

”Han elsker jo at møde mennesker, lige meget om det er på køkkengulvet i en landsby i Borneo eller til reception på Amalienborg. Men jeg tror, at han måske synes, at det er lidt mere interessant ude i Borneo,” sagde Kim Carstensen i sin egenskab som klimaforhandler for Verdensnaturfonden til Stéphanie Surruges bog om prins Henrik.

Han viste sig også at være et aktiv for erhvervslivet og en fremragende ambassadør for dansk handel og eksport, når han alene og i spidsen for en handelsdelegation eller sammen med Dronningen var af sted på statsbesøg rundt omkring i verden. Han blev protektor for flere handelsorganisationer, var engageret i Dansk Eksportforening og besøgte jævnligt danske og udenlandske virksomheder for at sætte sig ind i nye produkter og eller for at skabe opmærksomhed over for en virksomhed – stor eller lille.

Som den daværende administrerende direktør for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, der døde i 2013, formulerede det:

”Prinsgemalen har et oprigtigt engagement i virksomhedernes produkter, men i særdeleshed i forhold til deres internationale engagement. Hans globale udsyn og dannelse gør det muligt at føre dialog om mange temaer, og han møder folk med umiddelbar åbenhed og uden reservationer. Det skaber alt i alt en betydelig anerkendelse, også hos de danske virksomheder. Og også lidt stolthed, selv om det ikke er en speciel dansk egenskab.”

Margrethe var blevet dronning, og de to sønner Frederik og Joachim var for længst kommet til verden, da prins Henrik i slutningen af 1970’erne fik en trang til at skabe noget med sine hænder. Han kom i lære hos billedhugger Poul Holm Olsen, og det kom der små fabeldyr og abstrakte figurer i ler ud af. Senere skabte han store abstrakte skulpturer som den kvindetorso i bronze, der medvirkede i udstillingen Sculpture by the Sea i Aarhus i 2009. Og fødselsdagsgaven til Dronningen, da hun fyldte 70 år, ”Kysset”, der står i parken ved Fredensborg Slot.

Prinsen har også komponeret musik for blandt andet jagthorn, har dirigeret koncerter og spillet klaver på en pladeindspilning med poprockbandet Michael Learns to Rock.

Gennem årene udgav han en række kogebøger med titler som ”Ikke altid gåselever” og ”Til glæde for ganen – nye opskrifter til et kongeligt køkken” og medvirkede i flere tv-udsendelser fra køkkenerne på Fredensborg Slot og Marselisborg Slot, hvor seerne ikke var i tvivl om hans gastronomiske evner, viden og engagement.

Allerede i 1982 udgav prins Henrik sin første digtsamling, ”Chemin faisant” – franske digte – der kun var trykt i 150 eksemplarer og blev brugt som gaver. I 2000 udkom så den førnævnte digtsamling, ”Cantabile”, til det brede publikum fulgt op af ”Hviskende brise” i 2005, ”Blå mærker på sjælen” i 2009 i samarbejde med den dansk-grønlandske kunstner Kristian Olsen aaju og forfatter Peter Poulsen samt yderligere en række titler, deriblandt ”Mine lykkelige nætter” fra 2014.

I forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen ”Frihjul” i 2010, udtalte prins Henrik følgende:

”Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden.”

Anmelderne var ikke altid lige begejstrede for hans kunst, men ind imellem, som ved udgivelsen af ”Cantabile”, lød der positive toner som Politikens ”herlig skæv og jazzet rytme”. Men for ham selv var det at skabe en nødvendighed:

”Jeg sætter en stor del af mig selv i det, jeg producerer. For mig er kunst en måde at ekspressionere det, jeg føler,” sagde han til Kristeligt Dagblad i 2014.

En anden ventil fandt han i samværet med venner i ”2. geleds klub”, der havde til formål ”at varetage og lette de hårde betingelser, det indebærer at være i 2. geled”. Fælles for herrerne var, at de alle var bagud i forhold til deres koner, hvad enten det gjaldt formue, rangorden eller kendis-faktor. Humor stod højt på dagsordenen til klubbens møder og udflugter. Klubbens protokolfører, grev Ditlev Knuth-Winterfeldt, har på et spørgsmål i ”Enegænger” om, hvorvidt danskernes billede af klubbens præsident, prins Henrik, var retvisende, svaret:

”Pressen kan skrive, hvad den vil, og det gør den også. Men folk, der skriver negativt om Prinsgemalen – de har ikke mødt ham. De har i hvert fald ikke givet sig tid til at tale med ham i fem minutter. Hvis man som journalist har gjort det, kan man ikke andet end være klar over, at man har mødt et særdeles nærværende, vidende og sympatisk menneske.”

Den samme varme og interesse kom også til udfoldelse i hans samvær med flokken på i alt otte børnebørn, som han nød at være sammen med og gerne lod sig fotografere med til de kulørte blade, når de var på udflugter og rejser eller havde familiesammenkomster.

Et særligt kapitel i prins Henriks liv var vinmarkerne og produktionen af vinen Chateau de Cayx på slottet i Sydfrankrig. Det tog mange års arbejde med vinen, før den blev god nok til at blive anerkendt på vinparnasset. I 2006 blev den kraftige rødvin tildelt en guldmedalje ved vinkonkurrencen Concours de vines de France, og de hjemlige vinanmeldere var helt oppe at ringe som i 2008, da Berlingske skrev ”Kongevin fra prins Henrik”.

Men i 2015 besluttede han efter 40 års produktion og salg af vine fra Chateau de Cayx at bortforpagte salg og produktion af vinen til det franske firma Vinovalie. Salget, fremgik det af kongehusets hjemmeside, var et led i forberedelserne på et generationsskifte på vinslottet, fordi der ikke længere var det samme behov for at være direkte involveret i produktionen af vinene.

Sympatien for prins Henrik har alle årene bølget op og ned på danskernes popularitetsbarometer. Men da han fyldte 80 år i 2014, skete der det forunderlige, at han pludselig blev udnævnt til kultfigur af den unge generation. Anledningen var blandt andet, at han kort før jul året forinden iført vintertøj og pelshue og i selskab med fire udenlandske venner gik en tur på fristaden Christiania og velvilligt stillede op til fotografering.

På P3-programmet ”Monte Carlo” læste værterne ofte Prinsens madopskrifter op, for som den ene af dem, Esben Bjerre, sagde til BT: ”Vi elsker prins Henrik, fordi han på alle måder hviler i sig selv. Nogen tror måske, at det er for sjov eller med en ironisk distance. Men intet kunne være mere forkert. Vi holder fantastisk meget af hans humør, hans videbegær og i særdeleshed hans facon. Han er aldrig bange for at træde ud af rollen som prinsgemal og give den som entertainer. Og så må vi bare bukke i begejstring for en mand, der taler fem sprog.”

Og historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen supplerede til samme artikel i BT med ordene:”Prinsgemalen er næsten blevet kult blandt unge mennesker, fordi han netop er ligeglad med, hvad omgivelserne tænker om ham. Det, at han besøger Christiania, men også, at han er excentrisk og gør noget anderledes, end vi er vant til herhjemme, gør ham til kult.”

Dette karaktertræk kommer kronprins Frederik også ind på i bogen ”Enegænger”, hvor han om sin far siger:

”Han er nysgerrig over for alle impulser, mennesker og kulturer. Han forsøger at sætte sig ind i tingene, og det er ikke nødvendigvis med ét sæt øjne, han ser på ting, der er anderledes. Takket være ham har jeg lært ikke at blive forblændet af de tendenser og holdninger, som vi generelt har i Nordeuropa – min far vil kalde det den angelsaksiske verden. Han opfordrede os til at turde være originale.”

Og videre:

”Det kræver sin mand, eller kvinde, som ung at stå lidt ud fra, hvad ens kammerater siger. Man bliver hurtigt mødt med noget, der nærmest tenderer mobning. Det har han jo på mange måder altid turdet gøre, om end han har fået kritik fra dansk side. Mange mennesker, og medierne i særdeleshed, har sagt, at ’det kan han ikke gøre’, ’han er komisk’, ’han er til grin’. Han er virkelig blevet mobbet. Offentlig mobning er noget af det mest forfærdelige, der kan forekomme.”

I april 2015 skete det igen. Et ramaskrig rejste sig i medierne, og prins Henriks popularitet hos danskerne faldt ifølge en Gallup-undersøgelse til nulpunktet – ikke fordi han måtte sygemelde sig og ikke kunne deltage i den ugelange festlighed i anledning af dronning Margrethes 75-års fødselsdag den 16. april – men fordi han to dage efter tog til Venedig og satte sig på Markuspladsen og kiggede på menneskemylderet. Situationen blev foreviget af forbipasserende turister og billederne bragt i Ekstra Bladet. Den generelle holdning var, at han havde svigtet Dronningen på hendes store dag.

Men hos ungdommen, repræsenteret af ”Monte Carlo”-vært Peter Falktoft, gik glansen ikke af kult-figuren. Til Politiken kaldte han prins Henriks demonstrative vilje til at være levemand og konge i sit eget liv for det tætteste ”vi kommer på et enmandsoprør mod den nypuritanisme, der er kommet over landet, siden alle fik adgang til at ytre sig på de sociale medier, og folkedybet for alvor så dagens lys.”

Til gengæld var der accept over hele linjen, da Dronningen i sin nytårstale 2015 breakede nyheden om, atden 81-årige prinsgemal nu gik på pension, og at det var en beslutning, som hun forstod og respekterede. Hun nævnte også, at hun stadig ville have sin mand at støtte sig til, selv om det ville blive mindre synligt. Prins Henrik beholdt sine protektioner og æreshverv og fortsatte med at deltage de officielle arrangementer som for eksempel statsbesøg i Danmark.

Havde prins Henrik et lykkeligt liv? Han mente, at man selv kan skabe lykken, hvis man gør en filosofi ud af det:

”Der er mange mennesker, som skaber lykke omkring sig; mennesker, der har taget en beslutning om ikke at ville såre andre, ikke at ville være overfladiske. Der findes masser af mennesker, som har viljen til at være gode – ikke bare tossegode, men gode på intelligent vis,” sagde han til Stéphanie Surruge i bogen ”Enegænger”.

Her udtrykte han også, at tanken om at blive fysisk hæmmet og andre menneskers ansvar kunne skræmme ham, men at han ingen forestillinger gjorde sig om alderdommen. Han levede fra dag til dag. Men døden tænkte han over hver dag.

”Men den skræmmer mig overhovedet ikke – og skulle jeg blive fysisk lammet, ville døden være en udfrielse. Jeg har tænkt over døden hele mit liv, ikke fordi jeg har været nedtrykt, men fordi døden for mig at se er det grundlæggende princip i det faktum, at jeg er i live. Uden død, intet liv. Den eneste måde at affinde sig med døden er netop at sige: ’Døden findes’. Den gør mig ikke bange, den er en obligatorisk passage,” sagde prins Henrik og tilføjede:

”Jeg accepterer døden. Og skæbnen. Og at det kun kan gå nedad herfra.”

Der er mange navne og relationer at holde styr på i den danske kongefamilie. Klik rundt på billedet og få mere at vide om hvert enkelt familiemedlem

Kilder: Stéphanie Surruge: ”Enegænger. Portræt af en prins”. Helle Bygum: ”Margrethe. Mit liv i billeder”. Kongehusets hjemmeside og Kristeligt Dagblads arkiv.


Prinsgemalen og dronningen privat, biblioteket på Fredensborg Slot 2013. Foto: Leif Tuxen
Prins Henrik interviewes i 1968 Foto: Ritzau Scanpix
Prins Henrik sammen med børnene prins Joachim og kronprins Frederik og et lille hjortekid Foto: Ritzau Scanpix
Prins Henrik som ung dreng i 1939 Foto: Ritzau Scanpix
Regentparret under det afsluttende pressemøde i Mexico efter statsbesøget i 2008. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Foto/Arkiv
Dronning Margrethe II og prins Henrik i morgenkåber på Amalienborg i forbindelse med prinsgemalens 60 års fødselsdag i 1994. Foto: Ritzau Scanpix
Fredensborg. Prins Henrik holder tale for kronprinsesse Mary under middagen i bryllupsteltet på plænen ved Fredensborg Slot fredag d. 14. maj 2004. Foto: Ritzau Scanpix
H.K.H prins Henrik på hans vinslot i Sydfrankrig, Le château de Caïx Foto: Ritzau Scanpix
Bryllupsdagen. Foto: Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe og Prins Henrik til pressemødet tirsdag d. 10. januar på Amalienborg i Christian IX's Palæ i anledning af 40 års jubilæet. Foto: Ritzau Scanpix