30-årige Kasper omkom i togulykken: Et stille farvel til en mand med alverdens muligheder

30-årige Kasper Brix Bærndt var en af de otte personer, der på tragisk vis omkom i togulykken i onsdags

Kasper Brix Bærndt var bosat i Grønland, hvor han arbejdede for Sundhedsdepartementet. Han havde planer om at vende tilbage til Danmark igen i løbet af 2019. – Privatfoto.
Kasper Brix Bærndt var bosat i Grønland, hvor han arbejdede for Sundhedsdepartementet. Han havde planer om at vende tilbage til Danmark igen i løbet af 2019. – Privatfoto.

Det er på mange måder helt forkert, at der nu skal skrives om Kasper Brix Bærndt. Fordi han var en, der aldrig gjorde opmærksom på sig selv. Og fordi han stadig havde alverdens muligheder for at leve det liv, der nu er taget fra ham. Den 30-årige mand arbejdede som projektleder i Sundhedsdepartementet i Grønland. I onsdags omkom han i togulykken på Storebæltsbroen. Og selvom ulykken i sig selv efterhånden har nået sensationel status i medierne, ønsker hans familie ikke, at hans død skal gøre det samme. Nu er der kun tilbage at ære hans minde.

Kasper Brix Bærndt blev født i 1988 i Hjørring. Dengang var hans storesøster Karoline syv år, og de to voksede op sammen. Han gik også på gymnasiet i Hjørring og forlod først byen, da han besluttede sig for at læse idéhistorie og antropologi på Aarhus Universitet. Efter at have færdiggjort sin uddannelse søgte han job i Grønland og flyttede til Nuuk for godt to år siden.

Kasper Brix Bærndt var glad for jobbet som projektleder. Det lå ham meget på sinde at gøre noget for at forbedre vilkårene for de dårligst stillede, fortæller søsteren Karoline, der kun ønsker at stå frem med fornavn.

”Vi var rigtig glade på hans vegne, og det var spændende at følge hans liv og besøge ham i Grønland. Han var utroligt stærk og så fint et eksemplar af en ung mand, og vi glædede os til at følge med i hans liv,” siger hun.

Minister for sundhed, sociale anliggender og justitsområdet i Grønland Martha Abelsen har i en pressemeddelelse sendt sin medfølelse til Kasper Brix Bærndts familie.

”Kasper var en skattet medarbejder og kollega, han var et aktiv i det lokale samarbejdsudvalg og lagde stor vægt på samarbejde og trivsel på arbejdspladsen. Han var et aktivt medlem i personaleforeningen Allu og havde en stor vennekreds. Han engagerede sig i sociale aktiviteter og var aktiv sportsudøver på flere fronter,” skriver hun.

Kasper Brix Bærndt var på vej tilbage til Grønland efter at have holdt jul med sin familie i sin mors og fars hus. Nytåret fejrede han i Aarhus med sine venner fra studietiden.

Kasper Brix Bærndt havde livet foran sig, og næste skridt i den unge mands liv var igen at vende tilbage til Aarhus, hvor han aktivt søgte efter job. Noget, der glædede familien, der så frem til igen at have ham tæt på.

”Han var en fantastisk bror, søn og onkel, og vi kan i familien mærke, hvor mange mennesker der har holdt af ham som ven,” siger Karoline.

”Han var god i hjertet og havde god humor. Og så var han ufatteligt klog og skarp,” tilføjer hun.

I Grønland nød Kasper Brix Bærndt at dyrke crossfit i klubben CrossFit Inua. På klubbens Facebook-side beskriver de ham som en ”stille og dygtig” atlet.

Familien vil huske Kasper Brix Bærndt for den vellidte og stærke mand, han var.