Prøv avisen
Portræt

Et stort hjerte for kunst og kunsthåndværk

Direktør Ebbe Simonsen ved fratrædelsen fra Nivaagaards Malerisamlings bestyrelse i juni 2015. Foto: Maria Westh

Direktør Ebbe Simonsen kender om nogen detdanske kunst- og kunsthåndværkermiljø indefra viasin fornemme bestyrelsesindsats. I dag fylder han 75 år

Direktør Ebbe Simonsens karriere tog sin begyndelsen på porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, der blev grundlagt i midten af 1800-tallet - af medlemmer hans egen familie. Som femte generation blev han i 1969 underdirektør, i 1970 direktør og fra 1975-1987 fungerede han som administrerende direktør.

Efter fusionen mellem Bing & Grøndahl og rivalen Den Kongelige Porcelænsfabrik i 1987 blev Ebbe Simonsen administrerende direktør for den nye virksomhed, Royal Copenhagen A/S.

Selvom Ebbe Simonsen med en HA-eksamen fra Handelshøjskolen i København og senere uddannelse i Frankrig og England kom til primært at tage sig af administrative funktioner, fastholdt han dog sin store interesse for kunst, design og kunsthåndværk gennem alle årene.

Og den kom blandt andet til udtryk i det kvalificerede bestyrelsesarbejde, han har udført for museer, fonde og institutioner. Han har været en fremragende problemknuser og har forenet effektivitet med lidenskab for kunst og kunsthåndværk.

Blandt de steder, der har nydt godt af hans evner, kan nævnes Nivaagaards Malerisamling, Glasmuseet i Ebeltoft, Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark) og Dansk Design Center.

Ebbe Simonsen er stadig formand for Den Hageske Stiftelse, som efter lægefaglig vurdering yder økonomisk hjælp til mindrebemidlede personer med neurologiske eller psykiske lidelser. Han er også formand for Ole Haslunds Kunstnerfond, som hvert år uddeler omkring to millioner kroner i legater til billedhuggere, malere, grafikere, scenekunstnere, kunsthåndværkere, museumsfolk, konservatorer, kunsthistorikere med flere og til driften af kunstnerbyen Ræveskiftet nær Havreholm i Nordsjælland.

Ebbe Simonsen er desuden medlem af bestyrelsen i Bjørn Wiinblads Fond, der arbejder for bevarelsen af Bjørn Wiinblads tidligere hjem, Det Blå Hus i Lyngby, hvorfra en lang række værker er udlånt til den aktuelle udstilling på kunstmuseet Arken om Wiinblad.

Fra 1998 til 2004 var Ebbe Simonsen medlem af repræsentantskabet for Det Danske Kulturinstitut.