Et trøstende brev fra en præst hjalp Bodil Kornbek, da hun sagde farvel til Kristendemokraterne

Hun har altid brændt for at hjælpe samfundets mest udsatte, men da karrieren som formand for Kristendemokraterne sluttede, gik Bodil Kornbek selv en svær tid i møde. I dag fylder hun 60 år.

Bodil Kornbek stod i spidsen for Kristendemokraterne ved folketingsvalget i 2007. Ved den lejlighed pegede partiet på Helle Thorning Schmidt (S) som statsminister.
Bodil Kornbek stod i spidsen for Kristendemokraterne ved folketingsvalget i 2007. Ved den lejlighed pegede partiet på Helle Thorning Schmidt (S) som statsminister. Foto: Bjarke MacCarthy

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Jeg har fået nyt arbejde i KAB, hvor jeg i samarbejde med beboerne i den almene sektor i Herlev, KAB og Herlev Kommune skal arbejde med livskvalitet og muligheder, når vi taler om områder som fysisk og mental sundhed, læring og ensomhed. Jeg har også været med til at oprette en forening for pårørende til demensramte i Lyngby-Taarbæk Kommune. Jeg arbejder med sociale projekter blandt de mest oversete mennesker i blandt andet Cuba og Ecuador, og så er jeg engageret i Depressionsforeningen, hvor vi hver eneste dag er i kontakt med mennesker, som har brug for støtte. Jeg, der har modtaget så meget, må også give noget videre.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Der er mange faser i mit liv, som jeg ser tilbage på med glæde. Hver fase har været meget forskellig, men har bragt glæde og præget mit liv. Da jeg stiftede familie og havde tre børn i en alder af 28 år, havde vi hænderne fulde, men også oplevelser, glæder og et fællesskab, som jeg ikke ville have være foruden.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg blev gift, da jeg var 20, så i år har min mand og jeg været sammen i 40 år. Der er ingen tvivl om, at han betyder allermest. Han har om nogen været den, som har haft størst indflydelse på, hvem jeg er i dag. Han har med sin ro og kærlighed altid bakket op om mine idéer og mit engagement. Han har været til stede og nærværende, både når alting er gået op i en højere enhed, men også når modstanden og problemerne har tårnet sig op. Vores samhørighed og evne til at give plads til hinandens forskelligheder og drømme giver styrke.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Man skal ikke se politik som et karriereforløb. Man skal være drevet af at ville skabe forandring, der løfter fællesskabet såvel som den enkelte. Man skal ikke gøre noget, fordi man kan, men fordi det er nødvendigt. Man skal ikke sige det, du tror, nogen gerne vil høre. Man skal sige det, der skaber håb. Og så skal man give konkrete bud og løsninger på de udfordringer, der er nu og i fremtiden.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Da jeg med nogle få års mellemrum mistede begge mine forældre og selv var ved at stifte familie. Midt i den sorg oplevede mine tre søstre og jeg, at vi rykkede sammen. Vi har støttet hinanden årene igennem. Vi har en fælles historie, som binder os sammen. Den historie er også fortællingen om evnen til at sige tak, selv når det er sværest.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg blev formand for Kristendemokraterne. Jeg vidste, at det var en meget stor opgave med en vis modstand. Men det var nogle fantastiske år, hvor jeg mødte engagerede mennesker med hjertet på det rette sted. Den tid ser jeg tilbage på med taknemmelighed, uanset hvordan det endte med at gå. Da jeg lukkede døren bag mig i Kristendemokraterne, var det efterfølgende en svær tid. Men det var et vendepunkt, da jeg fik en personlig hilsen fra Søren Hermansen, der var præst i Sorgenfri Kirke. Han skrev et brev til mig, der først og fremmest var ment som en opmuntring. Men også en trøst. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg blev formand for Kristendemokraterne. Jeg vidste, at det var en meget stor opgave med en vis modstand. Men det var nogle fantastiske år, hvor jeg mødte engagerede mennesker med hjertet på det rette sted. Den tid ser jeg tilbage på med taknemmelighed, uanset hvordan det endte med at gå. Da jeg lukkede døren bag mig i Kristendemokraterne, var det efterfølgende en svær tid. Men det var et vendepunkt, da jeg fik en personlig hilsen fra Søren Hermansen, der var præst i Sorgenfri Kirke. Han skrev et brev til mig, der først og fremmest var ment som en opmuntring. Men også en trøst. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg tænker slet ikke på den måde, og jeg ærgrer mig ikke over det, jeg kunne have gjort, for det kan ikke gøres om. Jeg forsøger at lære og se på mine handlinger, selvom det til tider kan være frustrerende. Man bliver ikke 60 år, uden der har været adskillige bump på vejen, og handlinger, man gerne ville være foruden. Men der kommer også et tidspunkt, hvor jeg forsøger at give slip og komme videre. Forhåbentlig med en større ydmyghed om, hvordan jeg håndterer kommende fejl og handlinger.