Ny formand for Det Etiske Råd vil være hurtig på aftrækkeren

Professor og overlæge Anne-Marie Axø Gerdes er fra den 15. februar ny formand for Det Etiske Råd. Hun vil gerne sætte fokus på de dilemmaer, som digitalisering og genundersøgelser rejser

Den 61-årige overlæge og professor Anne-Marie Axø Gerdes er netop udpeget til ny formand for Det Etiske Råd. –
Den 61-årige overlæge og professor Anne-Marie Axø Gerdes er netop udpeget til ny formand for Det Etiske Råd. – . Foto: Det Etiske Råd.

Der er nogle etiske dilemmaer, som ligger tættere på Anne-Marie Axø Gerdes’ dna end andre. Hun er særligt optaget af de udfordringer, et digitaliseret sundhedsvæsen kan føre med sig, ligesom den personlige medicin, der snart vil være en integreret del af vores måde at behandle sygdomme på, også har hendes interesse.

Og det er ikke overraskende, for den 61-årige overlæge og professor, som netop er udpeget til ny formand for Det Etiske Råd, hvor hun midt i februar overtager posten efter overlæge Gorm Greisen, har længe beskæftiget sig med genetiske problemstillinger. Det har hun gjort som klinikchef på Rigshospitalets klinisk genetiske klinik, som professor i arvelige kræftsygdomme ved Københavns Universitet og i sit arbejde i Det Etiske Råd, hvor hun har siddet med siden 2016.

”Med min baggrund som læge og genetiker er det klart, at de problemstillinger, der kan opstå som konsekvens af vores brug af mere personlig medicin, optager mig meget. En genundersøgelse, hvor man får undersøgt hele sin arvemasse, bliver en del af vores rutinetilbud inden for ganske kort tid, og det giver fantastiske muligheder for en mere individualiseret behandling og medicin, som er mere virksom for den enkelte patient, men også rejser nogle etiske dilemmaer. For hvordan reagerer man, hvis man finder noget, der ikke er direkte relateret til patientens sygdom? Og hvordan deler man den viden med den øvrige familie, der måske også er i risikozonen?”, siger Anne-Marie Axø Gerdes og fortsætter:

”Også vores datadeling i sundhedsvæsenet er en potentiel udfordring. Data fra de undersøgelser, vi gennemgår, bliver mere og mere elektroniske. Det tror jeg, der er mange fordele ved, men det er vigtigt, at borgerne ved, at det kommer dem til gavn. Man må ikke sidde med en opfattelse af, at forskere deler en masse personlige informationer om en, som man ikke kender til,” siger Anne-Marie Axø Gerdes, der overtager formandsposten den 15. februar 2019, hvor Det Etiske Råd som et led i udflytningen af statslige arbejdspladser skal flytte til Kolding. Og hun tror selv, at flytningen kan munde ud i nye idéer til emner eller arbejdsmetoder.

”Det kan være, vi skal arbejde på at være hurtigere ude, når et emne er oppe i tiden. Jeg tror, det er i Folketinget, at man venligt kalder os ’Rådet for eftertanke’, og det afspejler sig også i de grundige projekter, som rådet har lavet gennem tiden, der ofte har været drevet af dataarbejde. Det er en balance, men den skal måske hælde til, at rådet er lidt hurtigere på aftrækkeren, når det gælder aktuelle dagsordener.”

Det nye år byder også på andre arbejdsopgaver og tre fokuspunkter, som allerede er bestemt. I 2019 vil Det Etiske Råd blandt andet diskutere kunstig intelligens, og hvorvidt der har været for meget fokus på medicinsk behandling og for lidt på varme hænder i sundhedsvæsenet. Derudover vil rådet også have fokus på retspsykiatrien og de mennesker, der på grund af en psykisk lidelse har haft kontakt til politi eller domstole, fortæller Anne-Marie Axø Gerdes.

”Og nu snakker jeg for helt egen regning, men jeg så gerne, at vi også arbejdede på at synliggøre det store arbejde, som vi allerede gør i lokalmiljøerne. Borgerne skal vide, når der foregår et arrangement, som kunne være spændende for dem at overvære. Det er vigtigt, fordi der foregår så utroligt meget rundtom i det ganske land, men det er ikke altid, der bliver annonceret tydeligt nok.”

Et par af hendes vigtigste opgaver som formand bliver ifølge hende selv at holde den daglige butik kørende og sørge for at inddrage befolkningen så meget som muligt.

”Jeg vil gerne medvirke til, at de 16 andre medlemmer stadig synes, det er spændende at være med i rådet, og til en debatkultur med højt til loftet. Jeg ønsker også, at vi skal være åbne over for forslag fra borgerne. For vi er 17 personer i Det Etiske Råd, der godt kan lide at debattere og forholde os til de problemstillinger, der er i samfundet, men det er ikke noget, vi skal gøre isoleret, men i dialog med hele befolkningen.”

Anne-Marie Axø Gerdes er oprindeligt fra Fredericia, men bor i dag med sin mand i København. Hun har to voksne børn og et barnebarn.