Tre udlandsrejser skal professor emeritus Niels Thygesen på i denne uge. Det er lidt mere end sædvanligt. For det meste bliver det på en uge kun til en enkelt rejse til Bruxelles, Paris, London eller en anden europæisk storby. Men det specielle i netop denne uge er, at Niels Thygesen i dag fredag fylder 85 år, og det skal fejres med familien i Rom, hvor hustruen Irene som vanligt er med som arrangør og vært for en større konference.
Han er uddannet økonom og er i offentligheden især blevet kendt som ”euroens far”. Selv om den officielle pensionsalder blev passeret for en del år siden, er Niels Thygesen fortsat aktiv i sit fag, senest har han netop fået forlænget sit hverv som formand for The European Fiscal Board, der er EU-Kommissionens svar på Det Økonomiske Råd i Danmark (Vismændene) med en ny tre-årig periode.
For mange mennesker lyder økonomi lidt tørt? Hvad fik dig til at kaste dig over det studium som ungt menneske?
”Allerede dengang var jeg interesseret i politik og samfundsforhold. Økonomi var et ret kontant stof, der kunne give en yderligere indsigt, og som lå tættere på politik og samfundsforhold end for eksempel jura, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg læste det,” siger Niels Thygesen i sin dagligstue i det indre København.
Det er byen, han er født og opvokset i og også fik sin økonomuddannelse i.
I første omgang kom han til at arbejde som lektor ved Københavns Universitet, og senere ved flere internationale organisationer som OECD, Den internationale valutafond – IMF og EU-Kommissionen.”
Hvor kom din interesse i Europa fra?
”Det kom af, at kort efter, at Danmark i 1973 var blevet medlem af EF, (i dag EU, red.) blev jeg indbudt af kommissionens daværende formand til at blive medlem af et udvalg, der minder om det udvalg, jeg i dag sidder i. Det skulle vurdere, om der stadig kunne holdes liv i tanken om en europæisk monetær union.”
Allerede dengang konkluderede Niels Thygesen, at en egentlig monetær union nok lå nogle årtier ude i fremtiden. Oliekrise, voldsom valutauro og modstand i USA mod projektet betød, at det ikke lå lige for.
Men i sommeren 1988 nedsatte den daværende kommissionsformand Jaques Delors en komité, der skulle bane vej for unionen, og den komité kom Niels Thygesen til at spille en central rolle i. Han havde selv tilbage i 1975 sammen med andre økonomer skrevet bogen ”Allehelgensdag-manifestet”, som skitserede rammerne for en fælles, europæisk valuta, kaldet ”Europa”.
Hvorfor skulle vi have en fælles valuta i Europa?
”Fordi man på det tidspunkt i 1980’erne var godt i gang med at danne det indre marked. Selvfølgelig kan man have fri handel med forskellige nationale valutaer, men der ville ikke have været vilje til at integrere markederne i så stort omfang, som man gjorde i 1980’erne, hvis man havde forestillet sig, at der stadig skulle have været adgang til at devaluere sine valutaer.”
I 2000 stemte danskerne nej til, at få euroen, og det med at kunne beholde Dronningen på de danske mønter spillede måske en afgørende rolle for, at det blev et nej.
For en økonom var det med Dronningen sikkert et irrationelt argument, men hvad tænker du om det?
”Det siger mig ikke ret meget. Det må jeg sige ligeud. Det er en uhensigtsmæssig holdning, i hvert fald ud fra et økonomisk synspunkt.”
Vi er danskere og taler dansk, Europa består af en lang række lande med hvert sit sprog og sin historie. Har det ikke sin plads?
”Selvfølgelig har det det. Der er meget, der skal være nationalt. Jeg har for eksempel aldrig været tilhænger af, at der skulle europæiske hold i idrætsverdenen. Det diskuterede jeg meget med Jaques Delors, som også var en stor sportsentusiast, især fodboldentusiast,” siger Niels Thygesen.
”Jeg har selv været aktiv idrætsmand. Eller aktiv og aktiv... Det er snart så længe siden, at ingen kan huske det, men jeg har faktisk været dansk mester i golf seks gange. Det ligger tilbage i min tidlige ungdom,” fortæller han, der aldrig blev fristet til en professionel karriere i sport.
Interessen førte dog senere ledende poster i Danmarks Olympiske Komité, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark med sig.
Hvad er det ved sport, der er så godt?
”Det er, at det kan lære en at koncentrere sig og at erkende sine egne begrænsninger. Og somme tider at bekæmpe sit eget temperament. For hvis man bliver for irriteret eller for modløs, går det galt,” siger han.