Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
På det personlige plan er det, at min mand blev diagnosticeret med kræft, men opereret og er nu helt kræftfri. Det var selvfølgelig meget ubehageligt, men jeg er ret optimistisk af natur. Jeg går ikke straks i kulkælderen over sådan en diagnose. Jeg tænkte, at noget kunne gøres, og det kunne det også. Professionelt var det en meget stor glæde, da de 14 børn fra Syrien fik lov at komme hjem til Danmark, som jeg har kæmpet for. Det var helt urimeligt, at de skulle rådne op i syriske lejre, når de var danske statsborgere og åbenlyst vores ansvar.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det var, da mine egne seks børn var små. Jeg kan huske, at en gammel tante på det tidspunkt sagde til mig, at jeg var det bedste sted i livet. Jeg tænkte: 'Du må have haft et fattigt liv, det er da meget sjovere, når de bliver større, og man kan foretage sig alt muligt med dem'. Men hun havde ret. Jeg tror, det er den uskrømtede kærlighed fra små børn, som gør den tid i livet helt speciel. Den kærlighed giver dig en særlig varme og mod på at gå videre med tingene. Små børn er energigivende.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det har min mor. Hun døde, da jeg lige var fyldt 16 år. Min erindring om hende står i en stråleglans. Hun var et ualmindeligt dejligt menneske med stor kærlighed, blidhed og omsorg for sine tre børn. Hun var én, man altid kunne gå til. Hun lærte også sine børn socialt ansvar. At vi altid skulle beskytte de svage, og deraf kommer min stædige kamp for retssikkerheden.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg har nogle egenskaber fra min far, som er en lille smule voldsomme, synes jeg selv. Et vist mål af aggressivitet, utålmodighed og ambition. Men de egenskaber, jeg ikke ser som udpræget positive, bliver dæmpet af tanken om min mor. Så siger jeg til mig selv: 'Hids dig nu ikke op over det her, det ville hun aldrig have gjort'.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Det har hjulpet mig meget, at hver gang, jeg er blevet præsenteret for en regel i jura, har jeg tænkt: 'Hvorfor har vi den regel?'. Jeg vil gerne råde de jurastuderende til at have en kritisk tilgang til studiet og de regler, der findes. Det skærper ens juridiske tankegang og stimulerer tankerne. Hvis man overvejer, hvad meningen er med reglerne, forstår man også, at regler kan ændres, hvis de ikke er hensigtsmæssige.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
At jeg har prioriteret mine børn frem for mange andre ting, middage med venner, sport og et smukt hjem for eksempel. Min mand og jeg valgte at sige, at vi ikke havde plads til alt i tilværelsen, når vi også havde hver vores karriere - og så valgte vi børnene.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Det er helt givet tabet af min mor. Hun var solen i mit liv, hun var den, alt drejede sig om, og som stod mig allertættest, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor forfærdeligt, det var, da hun pludselig var død. Hun havde kræft og var syg i fire år, ind og ud af hospitaler. Men jeg bevarede håbet, for jeg kunne ikke bære tanken om at miste min mor; hvordan kunne jeg så leve videre? Derfor kom det alligevel som et chok, da hun så døde.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville helt klart have sørget for, at der var en afløser for mig, da jeg gik på pension i 2014. Det burde jeg have sat alle mine kræfter ind på. Men det gjorde jeg ikke. Resultatet er, at der ikke er en professor i straffeproces i dag på Københavns Universitet. Det er ejendommeligt, synes jeg, og en sorg at se, at mit specialeområde nu står tomt.
Hvad tror du på?
Jeg tror på, at den måde, vi lever videre på, er gennem de mennesker, som kendte os, da vi levede, navnlig børn og børnebørn. Min største rædsel er at ende på et plejehjem, hvor jeg sidder savlende og ikke kan kende nogen. Jeg vil nødig have, at det er mine børnebørns erindring om mig.
Beskriv en scene fra din barndom
Da jeg var 3-4 år, gik jeg en dag ned ad gaden med min mor, hvor jeg opførte en scene. Jeg kastede mig ned, græd og skreg, måske fordi jeg ikke måtte få en is. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte, at hun ingenting kunne gøre ved min opførsel her på åben gaden. Men hun hev mig ind i en opgang, trak kjolen op og gav mig slag i enden. Jeg var målløs! Tænk, at hun var snarrådig nok til at finde en udvej og straffe mig alligevel! Jeg lærte vel, at man skal passe på med at overspille sine kort. Det kan give bagslag.