Eventyrlyst og målrettethed er Ole Wøhlers Olsen kompas her i livet

Fascinationen af den arabiske verden har holdt sig siden, han som ung blaffede rundt i Mellemøsten. I morgen fylder tidligere ambassadør Ole Wøhlers Olsen 80 år

Danmarks tidligere ambassadør i blandt andet Saudi Arabien, Chile og Syrien, Ole Wøhlers Olsen, fylder 80 år i morgen. – Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Ritzau Scanpix.
Danmarks tidligere ambassadør i blandt andet Saudi Arabien, Chile og Syrien, Ole Wøhlers Olsen, fylder 80 år i morgen. – Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Ritzau Scanpix. Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Politiken/Ritzau Scanpix.

Først snørede han vandrestøvlerne og rejste på tommelfinger rundt i Mellemøsten. Siden blev støvlerne skiftet ud med ”laksko” i diplomatiet – Ole Wøhlers Olsen var i en lang årrække Danmarks ambassadør i blandt andet Saudi-Arabien, Syrien og Algeriet.

Faktisk var det tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der så dobbeltheden i Ole Wøhlers Olsens natur og hæftede betegnelsen ”beduin med laksko” på diplomaten. Ordene blev hængende ­– også i titlen på den samtalebog, som journalist Lally Hoffmann skrev med ham i 2004. Og det er fødselaren godt tilfreds med, siger han i telefonen fra Algeriet, hvor han er på rejse, da Kristeligt Dagblad ringer.

”Det er et godt udtryk, for jeg var jo i det diplomatiske korps og skulle som ambassadør opføre og klæde mig derefter, men jeg var også den lille dreng, som ville gå på opdagelse i ørkenen og møde mennesker.”

Dengang Ole Wøhlers Olsen blaffede gennem Mellemøsten og Nordafrika i 1963-65, og igen fra Istanbul til Tokyo og retur gennem det daværende USSR i 1967-68, var det en fredelig affære, men i dag skal danskere passe mere på, mener han.

”Især efter de to Muhammedkriser tror jeg ikke, det er klogt for unge danskere at bevæge sig rundt i alene. Der var også de to unge kvinder, der blev dræbt i Marokko,” siger han med henvisning til 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde, Maren Ueland, der i 2018 blev myrdet i et øde bjergområde syd for Marrakech, hvor de var på vandretur.

I 1968 konverterede Ole Wøhlers Olsen til islam, og i 1993 cyklede han gennem ørkenen fra Riyadh til Mekka.

”Siden islam opstod, har Mekka været et centrum, og ifølge en af de fem grundregler i islam skal man på et tidspunkt gøre en pilgrimsfærd til Mekka. Det har folk gjort gennem århundreder; fra de fjerneste egne af verden er de rejst gennem ørkener og været lang tid undervejs. Selvfølgelig kunne jeg have sat mig i en bil, kørt dertil og gået rundt om kabaen (en kubeformet bygning som står i gården i den store moské i Mekka, som pilgrimmene bevæger sig rundt om, red.), men jeg syntes, der skulle være en fysisk anstrengelse ved at gøre det. Det var nu også dejligt at cykle gennem ørkenen de her 870 kilometer.”

For Ole Wøhlers Olsen betyder det at være muslim først og fremmest at være et kulturelt medlem af en stor klub, et fællesskab og så ”respekten for en dybt fascinerende kultur” også selvom det gør ham ondt, at der i mange lande ”sidder en magtklasse på toppen af den politiske pyramide”, som han formulerer det.

”De forhåbninger, der begyndte med det såkaldte arabiske oprør i 2011, blev desværre ikke indfriet andre steder end i Tunesien,” siger han.

På spørgsmålet om, hvad det var, han savnede i kristendommen, svarer han prompte:

”Jeg er jurist! Og jeg tror ikke, folk er skyldige fra det øjeblik, de er født,” siger han og taler om arvesynden.

”I en retssag er man uskyldig, indtil det er bevist, at man har gjort noget. Alt andet er for mig uacceptabelt.”

Treenigheden havde han det også svært med.

”Jeg tror ikke på en religion, der har tre guder. Hvorfor er en ikke nok? Det er en primitiv fortsættelse af den gamle græsk-romerske gudeverden.”

I 2003 blev Ole Wøhlers Olsen kendt i en bredere offentlighed, da han blev administrator for Basra-regionen i Irak, efter at den tidligere diktator Saddam Hussein var afsat. Opgaven viste sig dog at være enorm og de økonomiske midler små. Kontrakten blev brudt og Ole Wøhlers Olsen vendte tilbage til sin ambassadørpost i Syrien.

Fødselsdagen fejrer Ole Wøhlers Olsen med en middag sammen med sin samlever og sin yngste datter i hjemmet i Hellerup nord for København. Den ældste datter bor i New York.