Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er helt klart, at jeg er blevet far og har fået en familie, som jeg i mange år bevidst flygtede fra at få, fordi jeg var bange for at knytte mig dybt til andre mennesker i frygt for at miste dem. Alle mine gamle gymnasiekammerater fik børn i begyndelsen af 30’erne, og jeg tænkte ’ha ha’, men af en eller anden underlig årsag blev de ved med at sige til mig med trætte øjne, at jeg også skulle se at få børn snart. Det var først, da jeg var 42 år, at jeg fik mit første barn, og nu har jeg to dejlige piger og har efterhånden lært, at jeg bliver nødt til at vågne op og nyde de velsignelser Vorherre sender til mig.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er den fase, jeg er i lige nu. Selvfølgelig har der været andre faser – gymnasietiden og begyndelsen af mine 30’ere var også fantastiske – men i den fase jeg er i nu, kan jeg se mine børn vokse op og mærke min hustrus og min kærlighed vokse i en dybere forstand. Jeg er midt i alt det, jeg har været bange for i så lang tid, og det er faktisk ret fedt. Når det er hårdt, som det også er, lader jeg mit indre barn råbe og stampe i jorden et par gange, og så bliver jeg altid god igen.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det har mine forældre på godt og ondt. Men også min gode ven Regnar, som jeg mødte på universitetet. Det er ham, der for alvor lærte mig at tale dansk. Jeg kom til Danmark, da jeg var 13 år, men begyndte først at lære dansk, da jeg var 15. I folkeskolen var jeg en dygtig elev, som læste og skrev meget, men der var ikke nogen, som for alvor rettede på mig. Men Regnar er et sproggeni, så han kunne hjælpe mig og blev min tutor i det danske sprog. Så det er jeg meget taknemmelig for. Og så har jeg det, jeg kalder læremestre. Dario Fo, Charlie Chaplin, Woody Allen. Jeg elsker at fordybe mig deres liv og lade mig inspirere af dem.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område/i samme profession dig?
Gør det ikke! Bliv advokat, bliv læge, bliv mekaniker. Få jer et ordentligt håndværk. Hvis man alligevel vælger at gå samme vej som mig, så skal man overveje, hvad der virkelig tænder en. Man skal vælge med hjertet, og når man har gjort det, så skal man gøre sig umage. De første ti år af min karriere levede jeg som en fattig rotte. Jeg har været alle steder, knoklet og har sagt ja til alle opgaver. Det der for alvor kickstartede min karriere var, da nogen fra DR2 spurgte, om jeg kunne rappe. Det kunne jeg ikke. Men jeg sagde ‘yeah, baby’.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg mærke tabet af mit hjemland, Iran. Selvom jeg kun var knap 14 år, da jeg forlod Iran, så har landet gjort et kæmpe stort indtryk på mig, og tabet af det udgør fundamentet i alt, hvad jeg skriver. Det er ikke fordi, det nødvendigvis handler om det, men der er altid en alvor, som stammer derfra. Det er også tabet af mine gamle familiemedlemmer, mine bedsteforældre, som jeg var tæt på. Mine onkler i Iran, som var virkelig sjove og sære, og inspirerer mig den dag i dag, men som jeg ikke nåede at se igen, og som er døde nu. Da jeg kom til Danmark, kom jeg mindst 10 år bagud, så jeg skulle løbe, og det føler jeg stadig, at jeg skal nogle gange. Og når mit humør er sort, så kommer bitterheden, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg stadig havde været i Iran, hvis fundamentalisterne ikke havde overtaget dengang, så havde jeg skrevet 20 bøger og nået meget mere, end jeg har nået nu. Så jeg tror, det er tabet af mit eget modersmål. Og det er også fint nok, fordi så bliver jeg nødt til at knokle, og det gør jeg stadigvæk, fordi mit liv er en lang kamp. Hvis titlen ikke var blevet taget af en idiot, så havde jeg skrevet en bog, der hed ”Min Kamp”.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Begge mine forældre er kunstnerisk anlagte. Min mor har en meget mærkelig form for humor, som jeg har overtaget. Og min far er også humoristisk – han er bare mere tør. Men jeg har også arvet deres bekymring. Min mor er ekstremt bekymret for alt og alle. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er ved at udvikle mig til en mini-mama, der altid tænker ‘åh nej’. Det er ikke angst, det er en irriterende form for bekymring, hvor man tager sorgerne på forskud.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud og en form for guddommelighed, men min tro er meget privat. Jeg insisterer dog på at tro på, at der findes retfærdighed i verden, selvom det er nemmere at tro på Guds eksistens, og at ufoer eksisterer.