Prøv avisen
Nekrolog

Farvel til en kristen stemme i dansk litteratur

Poul Hoffmann var den danske forfatter, der siden sin debut i 1953 skrev flest bibelhistoriske romaner. 12 blev det til i alt. Foto: Thorkild Amdi/Scanpix

Bibelen var altid forfatteren Poul Hoffmanns udgangpunkt. Nu er han død som 87 årig

En markant kristen stemme i dansk litteratur er blevet tavs. Forfatteren Poul Hoffmann er død efter længere tids tiltagende svækkelse - og godt en måned efter sin 87-års fødselsdag.

Han var en mand, der skilte sig ud. Med en roligt virkende, afklaret myndighed. En rodfæst personlighed, der hvilede i sig selv og i sit fundamentalistiske bibelsyn. Han er blevet sammenlignet med en gammeltestamentlig profet, dog med den tilføjelse, at det i så fald drejede sig en profet med humor og selvironi. Hans grundsyn gjorde ham til en mand med overskud.

Han betegnede sig som optimist og begrundede det - provokerende, men oprigtigt - med sin forvisning om jordens snarlige undergang, imødeset med forventning, men samtidig i erkendelse af, at han med en sådan holdning uvægerligt af mange, der ikke vidste bedre, måtte blive opfattet som en person, der førte mørketale.

Men for ham selv var det lys tale, ud fra en adventsstemning i håbet om Kristi genkomst og verdens nyskabelse som indgangen til det evige liv uden ondskab og død.

Poul Hoffmann, der var cand.jur., skrev hen imod 50 værker, både romaner og fagbøger. Han var - med konstanten, sit bibelske udgangspunkt - en meget alsidig forfatter, der for eksempel både kunne skrive en seksualvejledning for elever i kristne friskoler og romaner om Moses og andre bibelske skikkelser.

Om Moses sagde han i øvrigt engang, i en overflødig advarsel til sig selv, at han skulle passe på, at han ikke som denne tog æren, ”når det lykkes at slå vand af en klippe”. Det er en udtalelse, der afspejler hans ydmyghed, funderet i hans tro. Den tro, der var hans liv. Ligesom hans liv var hans tro.

Hans udtalelser faldt med vægt. Som når han gjorde op med den ”dille” i nutiden, at det er fint at tvivle: ”Hvad er det for noget tosseri? Som om kristne skal gå og kæle for deres tvivl. Den er jo en øgleunge fra afgrunden (...) Kære tvivle-aristokrater, det er Djævelen, der vil fratage jer det evige liv. Hold ikke jer selv for nar. Hvis I virkelig tvivler, så sæt jer noget bedre ind i tingene. Der er intet at tvivle på.”

Hoffmann talte aldrig med uld i mund.

Det er de store bibelske temaer, der gennemtrænger hans forfatterskab: frelse, Himmel og Helvede, kampen mellem lyset og mørket, mellem Gud og Satan; en kamp der ikke blot opfattes symbolsk, men er lige så konkret som i det bibelske forlæg, der udgjorde hans univers.

Et overordnet motiv er kærlighed. Den kærlighed, der for ham også var Gud. Som dens modsætning regnede han først og fremmest døden: fraværet af det liv, som alene kærligheden kan skabe.

Han var den danske forfatter, der siden sin debut i 1953 skrev flest bibelhistoriske romaner, 12 i alt.

Til de mest betydelige hører blandt andre hans trilogi om Moses ”Den brændende tornebusk” (1956), ”Den evige ild” (1957) og ”Kobberslangen” (1958). Et senere værk inden for samme genre er trilogien om dronning Ester, såkaldt yndlingshustru til perserkongen Xerxes I. Trilogien omfatter romanerne ”Månen i Persepolis” (1984), ”Stjernerne i Ekbatana” (1987) samt ”Solen i Sas” (1989). Desuden skrev Hoffmann alment historiske romaner og nutidsromaner.

Om kvaliteten af Poul Hoffmanns forfatterskab kan der lige så lidt som om dets unikke karakter herske tvivl. Det er da også blevet til mange oversættelser. Han havde en taknemmelig læserskare, men kendt i den brede, danske offentlighed blev han aldrig. Således omtales han ikke i litteraturhistorier, og han har kun modtaget ganske få litterære priser. Men i 1992 blev han da hædret med Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris.

I et halvt århundrede boede Poul Hoffman og hans hustru, Kirsten Hofmann, i Birkerød. For nogle år siden flyttede de imidlertid af familiemæssige årsager til Højslev ved Skive. De blev gift i 1950 - blot tre måneder efter at de havde mødt hinanden i en togkupé. De fik to sønner. Mødet med Kirsten Hoffmann betragtede han siden som det største, der var hændt ham. Deres fællesskab omfattede i høj grad også det faglige.

I al sin enkelhed: Hendes betydning for ham kan ikke overvurderes.