Farvel til en musikalsk legende

Som violinist var Svend Asmussen enestående og optrådte med jazzens største ikoner, men var især et trækplaster herhjemme ved koncerter, revyer og på tv-skærmen. Nu er han død, tre uger før sin 101-års fødselsdag

Svend Asmussen skulle egentlig have været tegner eller billedhugger, men musikken var blevet uimodståelig for ham via Louis Armstrong and His Hot Five og ”jazzviolinens fader” Joe Venuti.
Svend Asmussen skulle egentlig have været tegner eller billedhugger, men musikken var blevet uimodståelig for ham via Louis Armstrong and His Hot Five og ”jazzviolinens fader” Joe Venuti. Foto: Polfoto.

Svend Asmussen var livslangt optændt af en gejst, talent og ukuelig vilje, der bragte ham igennem adskillige kunstneriske og personlige kriser. Han skulle egentlig have været tegner eller billedhugger, men musikken var blevet uimodståelig for ham via Louis Armstrong and His Hot Five og ”jazzviolinens fader” Joe Venuti.

Deres swingfornemmelse blev resten af livet et pejlemærke for kvalitet for ham. Og da Asmussen senere erklærede jazzen for død, var det, fordi han mente, at underholdningsværdien havde taget overhånd. Jazz’en i de brølende 1920’ere og den efterfølgende swingepoke var simpelthen tidens dansemusik; først efter Anden Verdenskrig med beboppen begyndte musikerne at blive mere indadskuende og eksperimenterende, hvilket for Asmussen var endnu en krise. Og i 1960’erne kunne han ikke fatte seriøse kunstneres begejstring for The Beatles og lignende, hvilket sønnen Claus derimod følte sig tiltrukket af.

Men en nat opdagede Claus sin far jamme med teenagesønnens wah-wah-pedal, og snart delte de respekt for Beatles og beatmusikkens lydunivers. Sønnen fik succes som guitarist i Shu-bi-dua, faren vendte efter nogle år tilbage til den akustiske jazz og dyrkede ikke mindst folketoner ved hundredevis af koncerter med blandt andre klarinettisten Putte Wickmann.

I 1980’erne forsøgte han at genoplive sin yndlings bandsammensætning med kvintetten String Swing (violin, tre guitarer og kontrabas), men først i det efterfølgende årti blev den utrættelige perfektionist og bandleder omsider tilfreds med swingfeelingen i sin nye kvartet med unge Jacob Fischer på guitar, kontrabassisten Jesper Lundgaard og Aage Tanggaard bag trommesættet. Kvartetten turnerede utrætteligt, indtil den folkekære musiker mistede hustruen gennem seks årtier, Annegrete, og sank ned i depression. Men også den krise overvandt han efter en forelskelse som 86-årig i den noget yngre amerikaner Ellen Bick, der gav ham mod på at genoptage violinspillet. Først i 2010 satte en hjerneblødning punktum for Danmarks største jazzmusiker nogensinde.

Svend Asmussen var blot 18 under sin første pladeindspilning (med Lulu Ziegler) og sled som kapelmester med underholdningsjob til baller og revyer og senere i Stig Lommers ABC Teater, der blev så populært, at det også optrådte i Sverige. Hans berømmelse begyndte i 1930’erne, hvor han stod på scenen med legenderne Mills Brothers, Josephine Baker, Fats Waller og Django Reinhardt og senere med ikoner som Duke Ellington og Herbie Hancock. Men Asmussen havde også sine egne ensembler, som han styrede disciplineret med krævende arrangementsmæssige detaljer og desuden diverse underholdende elementer.

Et højdepunkt under hele karrieren blev Swe-Danes, trioen med guitaristen og makkeren gennem lang tid, Ulrik Neumann, og den svenske sangerinde Alice Babs. De lagde amerikanerne for deres knæ og kom i Ed Sullivan Show med deres virtuose underholdning bestående af let swingjazz, folkemusik og klassisk musik arrangeret med største behændighed og udført lige så eminent. Swe-Danes eksisterede kun i tre år frem til 1961, hvor Alice Babs fik kolde fødder over turnélivet langt væk fra sine børn.

Modsat af mange store jazzkunstnere var Svend Asmussen en ædruelig mand, men døjede med lungeproblemer efter mange år som ryger. Derfor boede han og hustruen Ellen i det lune Florida i USA om vinteren og resten af året i Dronningmølle, hvor han nu er sovet ind.