En af den israelske venstrefløjs skarpeste intellektuelle stemmer er forstummet. Professor i politisk videnskab ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem Zeev Sternhell er død i en alder af 85 år.
Han fokuserede sin banebrydende forskning på at finde fascismens arnested og afdækkede, at europæisk fascisme opstod i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede – ikke i Benito Mussolinis Italien 50 år senere.
Fascismen opstod som en ”syntese af organisk nationalisme og antimarxistisk socialisme som en revolutionær ideologi baseret på afvisning af såvel liberalisme, marxisme som demokrati,” skrev Sternhell i 1983 i hovedværket ”Ni droite ni gauche. L’idéologie fasciste en France” (Hverken venstre eller højre. Fascistisk ideologi i Frankrig). Bogen medførte hård polemik mellem Sternhell og rasende franske intellektuelle.
Franskmændene var ikke de eneste, der lod sig fornærme af Sternhells indblik i fascismen. Hans jævnlige kommentarer i avisen Ha’aretz var altid kritiske over for den israelske besættelses- og bosættelsespolitik, og det gjorde ham til højrefløjens hadefigur.
I 2008 blev han kvæstet af en bombe placeret på hans hoveddør af en højrenational aktivist. Det politisk motiverede angreb rystede Israel, men fik ikke Sternhells kritik til at forstumme. Tværtimod.
Fra 2014 begyndte Sternhell at advare om tegn på fascisme og nazisme på den israelske højrefløj. I 2018 navngav han i Ha’aretz to israelske politikere, Bezalel Smotrich og Miki Zohar, og skrev med henvisning til deres forslag om, at palæstinenserne imod betaling skulle overtales til at forlade området og give plads til et stor-Israel:
”Hos begge ser vi ikke kun en voksende israelsk fascisme, men en racisme, der minder om nazismen i de tidlige stadier.”
Da den såkaldte nationalstatslov blev vedtaget i 2018, skrev Sternhell i samme avis:
”Loven ser ud, som var den formuleret af Europas værste ultra-nationalister. Det blev kun begyndelsen. For da venstrefløjen ikke protesterede, blev loven det første søm i det gamle Israels kiste. Det Israel, hvis uafhængighedserklæring vil ende som udstillingsobjekt i et museum. Dette arkæologiske relikt vil fortælle folk, hvilket Israel der kunne have været, hvis ikke samfundsmoralen var blevet nedbrudt af besættelsen og apartheid i de besatte områder.”
Zeev Sternhell blev født i Przemyl i Polen fire år før, at nazisterne marcherede ind over grænsen. Hans far døde året efter en naturlig død. Da han var syv, blev hans mor og søster ført væk og dræbt af nazisterne. En onkel og tante smuglede ham til Lwów (nu Lviv i Ukraine), hvor de boede hos en polsk familie. Falske papirer angav, at de var polske katolikker. Zeev Sternhell kom til at hedde Zbigniew Orolski og lærte at opføre sig som katolik.
”Efterhånden var det ikke skuespil,” fortalte han i et interview med forfatteren Ari Shavit i 2008.
Han var blevet katolik. Efter krigen blev han døbt og var alterdreng i Wawel-katedralen i Kraków.
I 1946 sendte Røde Kors den 11-årige Zeev Sternhell til en anden tante og onkel i Frankrig. Omgående krængede han den polske – og den katolske – identitet af sig:
”Det virkede pludseligt helt tåbeligt, latterligt og nedværdigende,” sagde Sternhell til Shavit.
Som mange andre holocaustoverlevende havde han mistet troen og forblev sekulær resten af livet.
Med staten Israels oprettelse åbnede der sig en helt ny verden for den forældreløse Sternhell. Som 16-årig rejste han i 1951 alene til den jødiske stat. Han betragtede sig som ”super-zionist”. Han så zionismen som jødernes ret til at kontrollere deres egen skæbne – noget, de igennem historien aldrig havde kunnet. Hans skarpe kritik af israelsk politik voksede netop ud af hans overbevisning om, at det at kunne kontrollere sin skæbne er en basal ret. Han mente, Israels politik fratog palæstinenserne den ret.
Sternhell kæmpede som soldat under Suezkrisen i 1956 og som reservist i Seksdageskrigen i 1967, i Yom Kippur-krigen i 1973 og i Libanon-krigen i 1982. Desuagtet at han fra 1967 var kritisk over for besættelsen af Vestbredden og Gaza.
Datteren, Yael Sternhell, er historiker ved Tel Aviv Universitet. Ved faderens begravelse sagde hun, at hans fascismeforskning havde holdt ”et klart spejl op for de franske intellektuelle” og ”havde ført til et paradigmeskift, som kom til at vinde ham anerkendelse verden over”. Hun fortalte også, hvordan hendes far i årevis inderligt ønskede sig, at også hun som sin søster måtte give ham børnebørn. Da hun for tre år siden fødte sin datter, sad faderen bevæget uden for fødestuen og førte en samtale med den gud, han efter krigen havde opgivet troen på. Han sagde:
”Vores regnskab er hermed afsluttet. Nu skylder du mig ikke mere noget som helst.”