Meget er sket med kvindesag og kønspolitik, siden Lone Fatum blev cand.theol. i 1968, og for en erklæret feminist som hende må det være godt nyt. Men man tager fejl, hvis man tror, at Lone Fatum ser det som en sejr for kvindekampen, hvis man alene fokuserer på, at andelen af kvindelige præster overstiger de mandlige, og at kvinder også er i overtal på teologistudiet.
For det er bestemt ikke godt hverken for kirken eller for kvindelige præster og teologer, hvis folkekirken får status som en kvindeinstitution, mener Lone Fatum, der fylder 80 i dag.
”Det ville være godt, hvis kønsfordelingen var lige. Når et fag mister prestige, bliver der plads til kvinder, og når andelen af kvinder bliver markant, mister faget yderligere status. Det bekræftes af lønniveauet på de såkaldte omsorgsfag. Tænk på sygeplejerskernes kamp for anerkendelse og på lønnen til sosu-assistenterne. Kirken havde mistet status i 70’erne, da kvindeandelen blandt teologistuderende begyndte at stige. Og selvom præster af begge køn gør en stor indsats, bliver folkekirken ved med år for år at miste medlemmer,” siger hun.
Lone Fatum er den teolog, der mere end nogen anden har sat køns- og kvindeforskning på programmet på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor hun var lektor fra 1981 til 2008. Det gjorde hun først og fremmest med bogen ”Kvindeteologi. Arven fra Eva”, der udkom i 1992, men også gennem tværfaglige kønsstudier og ved at deltage i internationale konferencer for teologiske kønsforskere.
Med den baggrund kan det virke underligt, at hun har kastet sin kærlighed på apostlen Paulus – manden som bad kvinder tie i forsamlinger – som forskningsobjekt. Men så alligevel ikke.
”Det er rigtigt, at hans kønsfortolkning selvfølgelig er antik, præget af antikkens patriarkalske tankegang. Men det interessante for mig er netop at afdække den kønssociale symbolik, som kendetegner antikke tekster. Det interessante er ikke kun, hvad Paulus skriver, men hvordan og hvorfor han skriver, som han gør. Det er nødvendigt at gennemskue traditionen for at kunne forholde sig kritisk til den. ”
Det var blandt andet på grund af Paulus, at Lone Fatum i 2014 gik ind i debatten om, hvorvidt præster skulle forventes at tro på en fysisk og kødelig opstandelse.
”Det var en debat, der var vigtig for mig af to grunde. For det første, fordi opstandelse ifølge Paulus er en åndelig forvandling. At forestille sig en kødelig opstandelse er udelukket. Den kødelige krop hører ver-den til, mens ånden er fra himlen. Kødet er det forgængelige, det midlertidige, mens ånden derimod hører evigheden til. For det andet finder jeg det helt uantageligt i en nutidig virkelighed at gøre en tro på en fysisk opstandelse til en betingelse for at kunne kalde sig kristen.”
Hvorfor er det så langt ude at tro på en kødelig opstandelse, hvis man allerede har købt den præmis, at der er en overnaturlig Gud, der gør overnaturlige ting?
”Jeg har ikke købt den præmis. For mig er gudsbegrebet en bevidsthedsform, en måde at tænke og fortolke tilværelsen på. Når de bibelske forestillinger billedliggør Gud og skildrer Kristus som Jesus, illustrerer de netop historiske menneskers måde at tænke og fortolke deres tilværelse på.”
Men er det virkelig så urimeligt, at man skal tro på det, der står i kirkens trosbekendelse?
”Du forudsætter en form for fundamentalisme og risikerer at reducere tro til et spørgsmål om, hvor mange kameler man skal kunne sluge for at være en god kristen. En bogstavtro fortolkning af trosbekendelsen spærrer for det faktum, at det er en historisk tekst, præget af nogle fortidige forestillinger, som er blevet ubegribelige i en nutidig virkelighed. Vi kan ikke i dag tænke med antikkens tankesæt, ligeså lidt som antikkens mennesker kunne tænke med vores. Man kan ikke holde op med at tænke tidssvarende tanker. Holder man op med det af hensyn til ordlyden i en trosbekendelse, tager man ikke bekendelsen alvorligt.”