Filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen: Jeg forsøgte desperat at slippe troen, men den kom krybende tilbage

En hjerneblødning var i 2017 tæt på at koste Søren Kragh-Jacobsen livet, men den endte med at velsigne ham med fornyet skabertrang. I dag fylder filminstruktøren og musikeren 75 år, og i den anledning svarer han på en række store spørgsmål om livet

"Vi har haft vores at se til, men kærligheden overvinder alt," siger filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen om forholdet til hustruen Cæcilie Nordgreen, som fik konstateret sygdommen ALS for ni år siden.
"Vi har haft vores at se til, men kærligheden overvinder alt," siger filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen om forholdet til hustruen Cæcilie Nordgreen, som fik konstateret sygdommen ALS for ni år siden. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er helt klart min genrejsning efter en stor hjerneblødning i 2017, hvor jeg så i øjnene, hvor skrøbeligt livet er. Det er en livsomvæltende oplevelse pludseligt at ligge på gulvet og efterfølgende være bevidstløs i flere dage. Da jeg vågnede op, var jeg ikke mig selv, og jeg fik at vide, at jeg havde været lige på vippen til at dø. Jeg brugte næsten ét år, herunder tre måneder på et center for hjerneskadede, på at komme på fode igen. Men jeg er også blevet gennemstrømmet af en stor taknemlighed, fordi jeg slap helskindet igennem og har genvundet den kreativitet, som jeg har levet af i et langt liv. Ja, faktisk er min kreativitet kun blevet større. Neurologerne fortalte mig, at hjernen prøver at finde nye veje og forbindelser, og jeg oplevede at komme i kontakt med nogle områder i hjernen, som jeg stort set havde glemt. Der kom knald på opfindsomheden, og jeg satte mig ned og skrev og gjorde ved.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet? 

Der bliver jeg nødt til at nævne mine kærlige forældre, selvom de ganske vist ikke havde særlig meget forståelse for, at jeg ville noget andet end at være elektromekaniker. De var nogle gode socialdemokrater, som var rundet af arbejderbevægelsen på alle ledder og kanter, og at blive kunstner var ikke noget, man skulle stræbe efter. Min far havde et motto, der hedder: "Det eneste, der tæller, er, hvad der er i lønningsposen den første dag i måneden." De var i det hele taget meget pligtopfyldende, arbejdsomme og regelrette – nærmest grænsende til det irriterende, for eksempel hvad angår det med aldrig at komme for sent. I dag lider jeg af kronisk dårlig samvittighed, som konstant kommer til udtryk: Hvem har jeg nu trådt over tæerne? Gjorde jeg nu det rigtige? Hvad har jeg nu glemt?

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Vi lever i en tid, hvor auteur-princippet (hvor filminstruktøren styrer alle faser af en films tilblivelse, red.) ikke har kronede dage. Der er mange beslutningstagere, og derfor skal man lære at holde fast i sine visioner og tage kampen, hvis nogle vil noget andet. Det ligger i hele ordet "director", at du sætter retningen. Når jeg er på arbejde, er jeg ikke bange for at sætte foden ned og sige: "Jeg vil have det sådan og sådan." Min kone har indimellem spurgt, hvordan pokker jeg kan styre et helt filmhold på 50 mennesker, når jeg omvendt kan blive nervøs for at tage metroen til lufthavnen af frygt for, at vi ikke er der minimum to timer, før flyet letter. 

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

At omgive mig med en tryg familie, som har givet filminstruktørens meget store ego plads og ikke mindst frihed til at være væk hjemmefra i længere perioder. Flere gange i mit liv har jeg næsten haft det som en kaptajn på et skib, der har sejlet i mange måneder. 

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min hustru har lidt af ALS i snart ni år, og det har været en meget stor sorg for os begge to. Hun har døgnpleje, er i respirator og kan ikke tale mere. Den sjove alderdom, som vi havde glædet os til, er blevet sat i stå, men det er en glæde, at hun stadig er her. Jeg er enormt glad for hende, og hun har en trofast flok af venner, der besøger os. Hendes enorme livsvilje er meget smuk at opleve. Hun er fuldstændig klar i hovedet og kan læse aviser og høre lydbøger, men hun har intet sprog. Jeg kan tale til hende, og så skriver vi sammen om eftermiddagen, hvor hun svarer mig på mail ved hjælp af sin øjenstyrede computer. 

Hvad tror du på?

Jeg tror på det gode i mennesket, Gud og skaberværket. I mine unge år var jeg i en længere periode meget religiøs, men det prøvede jeg desperat at slippe, da jeg var i 20'erne under Ungdomsoprøret. Jeg arbejdede på B&W (Danmarks største skibsværft), og jeg var meget rød og tænkte meget socialistisk, så jeg prøvede at fortrænge den tro, som egentlig boede ganske stærkt i mig. Det gik ikke så godt, og den kom krybende tilbage igen. Jeg er ikke samme type som min far, der gik meget i kirke, men jeg vil kalde mig selv kristen, og der kommer jævnligt en præst i vores lejlighed, som min kone har haft meget glæde af under sin sygdom. Jo længere man står ude på vippen, jo dejligere er det at have gudstroen i hånden.