Da Bille August var en lille dreng, meldte han sig på egen hånd ind i en søndagsskole som et stille oprør mod sin dominerende far, der var kommunist og eksperimentalpsykolog. Og selvom Bille August siden forlod kirken igen, har Kristeligt Dagblads anmelder Henrik Wivel i sin bog om den danske filminstruktør kaldt ham ”skabskristen”. For Bille Augusts film dyrker ofte en kristen forsoningstanke, og de ender næsten altid i en form for håb. Senest har han fået stor ros for sin mere mørke filmatisering af Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, der blandt andet blev kaldt ”et modent mesterstykke” her i avisen. Selv identificerer Bille August sig også med ”Lykke-Per”, der ”bliver formet af sin fars manglende kærlighed”. For mens Bille Augusts mor døde, da han var otte år, fik han aldrig et godt forhold til sin far, der blandt andet tvang ham til at gå i lære som enten murer, tømrer eller maler i solidaritet med arbejderklassen.
Bille August valgte malerfaget, men ventede blot på at blive 18 år, så han kunne droppe sin læreplads for at forfølge sine egne drømme.
”Jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg ville lave film, og det vidste jeg allerede, da jeg var barn. Jeg levede i en boble i en alternativ verden i min fantasi. Det var en overlevelse for mig. Når jeg satte begivenheder sammen i forløb i min fantasi, begyndte jeg også at forstå, hvordan tingene var i mit eget liv. Det er også det, jeg har praktiseret i mit voksenliv. For jeg vidste, at jeg skulle i den retning. Men det har haft mange omkostninger at nå hen til målet. Ikke i form af penge, men for mennesker, jeg har brugt på samme måde som Lykke-Per, mens jeg har klatret op ad stigen,” fortalte Bille August for nylig her i avisen.
Filmambitionerne førte først til et ophold på en svensk fotografskole og siden på Den Danske Filmskole, og Bille Augusts forståelse af billeder gav ham hurtigt muligheden for at instruere sine egne film, der allerede fra begyndelsen også viste hans forståelse for livet i børnehøjde.
Hans gennembrud som instruktør og manuskriptforfatter kom i 1978 med ”Honning Måne” – efterfulgt af ”Zappa” (1983) og ”Tro, Håb og Kærlighed” (1984) i samarbejde med Bjarne Reuter.
Bille August blev et stort navn i den internationale filmverden med Oscar-, Cannes-, Bodil- og Robert-vinderen ”Pelle Erobreren” (1987), og han har siden fortrudt, at han ikke lavede ”Pelle 2”. Men senere fulgte i stedet internationale satsninger som ”Den gode vilje” (1992, både tv-serie og film), ”Åndernes Hus” (1993), ”Jerusalem” (1996), ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1997), ”De Elendige” (1998), ”En sang for Martin” (2001), ”Farvel Bafana” (2007), ”Marie Krøyer” (2012) og ”Stille hjerte” (2014), inden han altså i år udsendte ”Lykke-Per”, som han i øvrigt skrev manuskriptet til sammen med sin ældste søn, Anders, som han betragter som en ligeværdig kollega.
”Anders var min første søn, og da han var lille, kunne jeg mærke, at jeg under visse omstændigheder sagde de samme replikker til ham, som min far havde sagt til mig. Men jeg ville simpelthen ikke have, at mine børn skulle gennemleve det samme som mig, så jeg gik til psykolog for at nå til bunds i, hvorfor jeg reagerede sådan. Det hjalp,” siger Bille August, der siden har gjort sit bedste for at blive en mere kærlig far for sine nu otte børn – tre af dem har han fået med sin nuværende kone.
Parret bor i Hellerup – med trampolin i haven til både børn og børnebørn.