Lars-Henrik Schmidt voksede op i et industrikvarter i Vejle som nummer tre ud af ni børn, og der var aldrig penge nok, så han måtte selv spæde til familiens økonomi med forskellige fritidsjob.
Faderen var oprindelig uddannet fotograf, men blev postbud, da han aldrig fandt sig til rette med at være forretningsdrivende. Og det forgæves forsøg på at blive fotograf hang som en skygge af skuffelse over hjemmet.
Vi havde hans gamle kamera derhjemme, men jeg tror aldrig, han har taget et billede, efter at han var holdt op som fotograf. Så der er mange billeder af min ældste søster, som han brugte som model, men han tog ingen billeder af os andre, har Lars-Henrik Schmidt tidligere fortalt i et interview her i avisen. Og faderens forsigtige forhold til at prøve nye ting betød også, at der ikke var noget medløb på børnenes ambitioner. De måtte blive, hvad de ville og turde, men det var nok mest at lade være at forsøge. For man endte bare med at blive skuffet, mente faderen ifølge Lars-Henrik Schmidt:
Det var ikke af ondskab, det var førskuffelse. Han ville gerne beskytte os mod at blive skuffet.
LÆS OGSÅ: Dansende skuespiller fylder år
Alligevel fandt Lars-Henrik Schmidt egne ambitioner og egen selvtillid, der blev grundlagt, da karakterbøgerne blev uddelt i 4. klasse, og han pludselig opdagede, at han var blandt de bedste i klassen. Det fortsatte han med at være, og han blev derfor den første i familien, der fik studentereksamen, ligesom han senere fik Aarhus Universitets guldmedalje.
Vejen til succesen blev grundlagt tidligt, da skolebiblioteket blev hans fristed fra den store familie, og sådan begyndte han også at finde sig selv i den store flok. For det blev afgørende for den senere rektor og filosofiprofessor at have så mange søskende, mener han selv.
Ligegyldigt hvor mange bøger jeg har læst og forsøgt at skrive sidenhen, har det ikke nogen betydning i forhold til det sociale vilkår for mig at vokse op i en stor søs-kendeflok med den spænding, der ligger i at være en del af en flok og samtidig skulle gøre sig til som sig selv, sagde Lars-Henrik Schmidt i bogen Vild med dannelse og uddybede:
Hvis man er vokset op som enebarn, er man vant til opmærksomhed. Det er du altså ikke, hvis du er vokset op i en stor børneflok. Der er man en del af flokken. Så kan man gøre sig til på den ene eller anden måde, men det, som det handler om, er at overskride det og være sig selv. Det er uden tvivl min baggrund for alt, hvad jeg har gjort, og alt, hvad jeg har læst og forsøgt på at læse sidenhen.
Det forhold kom måske tydeligst til udtryk, da han i 1987 skrev disputats, hvor den ene halvdel handlede om fællesskabets store filosof Rousseau, og den anden halvdel handlede om Nietzsche, der af mange betegnes som individets største filosof. Senere definerede han dog dannelse som evnen til at udskride sin egen autisme, ligesom han kom til at bidrage aktivt til den filosofiske udvikling af pædagogik med sine tanker om det socialanalytiske perspektiv.
Karrieremæssigt blev han allerede ekstern lektor i kultursociologi ved Københavns Universitet i 1978. Siden blev han først lektor og siden docent, forskningsleder, centerleder og forskningsprofessor ved Aarhus Universitet. Fra 1996-2000 var han direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, og derefter blev han rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet og professor i filosofi samme sted. Da Danmarks Pædagogiske Universitet blev sammenlagt med Aarhus Universitet, blev han dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, inden han tiltrådte i sin nuværende stilling som forskningsdirektør for Forskningscenter GNOSIS ved Aarhus Universitet og professor i filosofi samme sted.
Gennem sin karriere har han udgivet en lang række bøger og artikler, ligesom han har undervist i mange lande som gæsteprofessor.
Herhjemme har han blandt andet været medlem af Det Etiske Råd og formand for Uddannelsesrådet for Film og Teater. Privat er han enkemand, men gift igen.