Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
På det arbejdsmæssige plan tror jeg, at mit Kierkegaard-øjeblik var den 11. marts 2020, da jeg sad sammen med Mette Frederiksen og nogle få andre i Statsministeriet, og vi skulle beslutte, om der skulle ske en delvis nedlukning af Danmark. Det er vel den største beslutning, en regering har skullet træffe siden Anden Verdenskrig. Der var ikke dage og uger og måneder til at tænke over tingene, og der var meget, vi ikke vidste, så det var som at sejle i farvand, hvor man vidste, der var mange skær, men uden søkort. Når man sidder der, føler man ansvarets åg, men så man jo håbe, at ens samlede erfaring, ens værdier og ens dømmekraft leder én til den rigtige beslutning. Man har også en tro på, at det, man gør, er det rigtige, og det faktisk er derfor, man sidder der.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil gå ind i politik?
Mit råd vil være, at de skal følge deres hjerter og kæmpe for det, de tror på, og så skal de frem for alt være sig selv. Politik handler jo i høj grad om at kunne lave kompromisser, men det er også vigtigt at kunne se sig selv i spejlet. Når jeg som finansminister laver aftaler med partier, så er det sjældent 100 procent, som jeg selv ville have lavet det, hvis jeg kunne bestemme det hele, for det kræver jo, at man også har andre med. Og nogle gange bliver det faktisk bedre af, at der er andre partier om bordet.
Når man går ind i politik, skal man være klar over, at der vil være folk, der skælder ud på en og synes, man er den største idiot, men der er forhåbentligt langt flere mennesker, som man kan gøre en forskel for. Og det er jo det, politik handler om.
I mit job, der blæser det. Når man er finansminister, så siger man nej flere gange, end man siger ja.
Det er der selvfølgelig nogen, der bliver kede af eller vrede over, og det kan jeg godt forstå, men det kan desværre ikke være meget anderledes. Jeg skal engang imellem sige, at noget er en rigtig god idé, men der er noget andet, der er endnu vigtigere, og det er så mit lod. Det er jeg afklaret omkring. Jeg hviler i mig selv, både når klapsalverne lyder, og når kritikken kommer.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg er blevet far. Jeg er far til to fantastiske drenge, Carl og Christian. Og det er jo på alle måder noget, der ændrer ens liv, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har fået den glæde i mit liv. Der er noget, der bliver større end en selv, og man får sat sit liv i perspektiv.
I mit job kan det være en svær balance. Jeg har jo valgt at tage orlov i et par måneder for at kunne være sammen med Christian, for det har været et år, hvor jeg stort set kun har været hjemme og vende for at få en ren skjorte på og så ind på arbejde igen. Og jeg vil gerne være en far, som er til stede i mine børns liv.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Det største tab, jeg har oplevet i mit liv, det var, da min mor døde. Det gjorde hun, da jeg var i 20’ere, og det kom som et lyn fra en klar himmel. Vi havde været til en stor familiefest hos min mormor og morfar, og så faldt min mor om med en blodprop og døde på stedet. Det var helt uventet og en kæmpe sorg, som jeg bærer i mig. Det er et konstant savn, og det bliver det i særlig grad, når man selv får børn og ville ønske, at de kunne møde deres farmor – og omvendt. Jeg havde en fantastisk kærlig, humoristisk og varm mor, så det er jeg ked af, at mine børn ikke får den gave at have tid sammen med hende. Med tiden lærer man at fokusere – ikke på det, man mistede, men på det, man havde.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Når man får børn, tror jeg, at mange oplever, at man på godt og ondt ser sine forældre i sig selv. Det er den måde, man er over for sine børn. Jeg har fået stærke værdier og utroligt meget kærlighed med, og det håber jeg at kunne give videre til mine børn. Og så kan man også rent fysisk se med årene, at man begynder at ligne sine forældre. Jeg var nede og prøve briller forleden, og der synes jeg, at jeg lignede min far.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud og på mennesker. Min farfar var præst i Beder Malling lige uden for Aarhus, og det tror jeg har haft stor betydning for mit liv. Fra jeg var helt lille, bad jeg Fadervor sammen med min far. Det var ikke sådan, at vi var i kirke hver søndag, det er jeg heller ikke i dag, men kristendommen betyder noget for mig, og det gør det værdimæssigt og for mig personligt. Derfor var det helt naturligt, da vi skulle giftes, Karen og jeg, at det var i Aarhus Domkirke og ikke på Aarhus Rådhus. For mig er der to livslange medlemskaber, det ene er hos Socialdemokratiet, og det andet er i folkekirken.